Se tallene: Så mange er tilfredse med cykelforholdene i din kommune

De danske cyklister er generelt tilfredse med de kommunale cykelforhold.
Foto: Nicholas Prüsse Hansen

Størstedelen af de danske kommuner kan glæde sig over at have relativt tilfredse cyklister. Det viser Den Nationale Cyklistundersøgelse fra Megafon, som undersøger borgernes tilfredshed med de kommunale cykelforhold.

Furesø er med 87 procent tilfredse cyklister den store vinder, og kommunen er tæt forfulgt af flere af sine nabokommuner. Heriblandt er for eksempel Københavns Kommune, Rødovre Kommune og Ishøj Kommune alle potentielle bejlere til førstepladsen i fremtiden.

Læs også: Køge-formand om ringe cykelforhold: “Vi er ikke stolte af det”

Vi har haft en målrettet indsats på cykelområdet over en længere årrække. Tilbage i 90’erne begyndte vi at få stor succes med at nedsætte farten på vores villaveje, og i de seneste fem år har vi konsekvent fundet de strækninger, der har mest behov for vedligeholdelse samt nye cykelstier.

Jakob Skovgaard Koed (S), næstformand for Gladsaxe Kommunes Trafik- og Teknikudvalg

Også Gladsaxe Kommune er med 79 procent tilfredse cyklister godt placeret blandt nabokommunerne, og ifølge næstformand for Trafik- og Teknikudvalget, Jakob Skovgaard Koed (S), skyldes det et længerevarende fokus på cykelområdet.

– Vi har haft en målrettet indsats på cykelområdet over en længere årrække. Tilbage i 90’erne begyndte vi at få stor succes med at nedsætte farten på vores villaveje, og i de seneste fem år har vi konsekvent fundet de strækninger, der har mest behov for vedligeholdelse samt nye cykelstier, siger han og fortsætter:

– Det er naturligvis svært at komme tæt på et resultat med 100 procent tilfredse cyklister, særligt på grund af løbende vejarbejde, som midlertidigt går udover cykelstierne. For eksempel får vi nogle hug fra flere af vores borgere, fordi der i øjeblikket er vejarbejde på Søborg Hovedgade.

 

Brug for statslig støtte

På trods af de mange positive resultater peger Megafons undersøgelse også på væsentlige forskelle mellem top og bund. I Region Hovedstaden er der i gennemsnit 78 procent tilfredse cyklister i hver kommune, men i den anden ende af skalaen finder vi Køge Kommune, som med 60 procent tilfredse cyklister har et stort arbejde foran sig.

Ifølge kommunens formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Erik Swiatek (S), skyldes problemerne ganske enkelt en mangel på ressourcer, og der er derfor ikke udsigt til, at kommunen kan kravle længere op på listen. Du kan læse hele reaktionen fra formanden her.

Cyklistforbundet har forståelse for, at visse kommuner kan have svært ved at løfte kvaliteten af cykelforholdene tilstrækkeligt. Dette skyldes særligt, at forbedringer af cykelforholdene i for høj grad behandles som et kommunalt anliggende, mener næstformand i forbundets hovedbestyrelse, Claus Bonnevie.

Der bliver ganske vist afsat statslige midler til specifikke projekter, men for at sikre ordentlige forhold for cyklister er der brug for en statslig støttepulje.

Claus Bonnevie, næstformand i Cyklistforbundets hovedbestyrelse

– Vi synes, at forbedringer af cykelforhold bør række ud over den enkelte kommune. Der er jo rigtig meget cykeltrafik, der går på tværs af kommunegrænserne, men alligevel er det den eneste transportform i Danmark, som umiddelbart behandles som en ren kommunal udgift, siger han.

– Der bliver ganske vist afsat statslige midler til specifikke projekter, men for at sikre ordentlige forhold for cyklister er der brug for en statslig støttepulje.

Sådan gjorde vi: Journalisten fulgte op på artiklen “Køge-formand om ringe cykelforhold: ‘Vi er ikke stolte af det'” ved at tale med Gladsaxe Kommune, Cyklistforbundet og udarbejde et interaktivt kort for tilfredsheden med cykelforholdene i kommunerne i TV 2 Lorrys område.