Skatere: Vi er ikke til fare for færdselssikkerheden

Skatere i Danmark mener ikke, at de er til fare for færdselstrafikken. De vil også have en plads på cykelstien.
Foto: Malene Poulsen

Danske skatere kan være en udskældt befolkningsgruppe i samfundet. Når de kommer drønende på deres skateboards på cykelstierne eller fortovet, får de sommetider en negativ kommentar med på farten. Og det er faktisk heller ikke helt lovligt at skate disse steder.

Det skal en ændring i Færdselsloven dog lave om på, så skateboards bliver lovlige i det danske gadebillede. Hvis lovforslaget vedtages, kan skatere på de danske fortove og cykelstier blive en realitet allerede fra januar 2018. Flere forbund og organisationer er i denne forbindelse bekymrede for andre trafikanters sikkerhed.

Læs mere her: Skateboards skal slippes fri på gader og stræder

Der er ikke forskel på en skater og en cyklist

Spørger man skaterne, er de ikke bekymrede. Isabell Emilie Flagstad er en garvet longboarder og har i de sidste seks år skatet på både fortove, cykelstier og i skateparks. Hun mener ikke, at hun udgør en trussel for andre trafikanter:

– Jeg synes ikke, at jeg er til fare for cyklisterne, når jeg skater på cykelstierne. Jeg ser det lidt sådan, at man i lige så høj grad kan være dårlig til at cykle, som man kan være dårlig til at kontrollere sit skateboard, siger Isabell Emilie Flagstad.

Gustav Høve Thorsen har også skatet i seks år, og han oplever heller ikke, at han udfordrer færdselssikkerheden, når han skater på gaderne frem for de lovlige områder i skateparks:

– Det gode ved at skate på cykelstierne er, at man som skater har cirka samme fart som en cyklist. Det passer sammen i tempo. Derfor ser jeg personligt heller ikke nogen forskel på at være cyklist eller skateboarder i denne sammenhæng, siger Gustav Høve Thorsen.

Læs også: Loven spænder ben for ny skate-dille

Der mangler forståelse hos cyklisterne

Selvom skaterne er enige om, at de ikke udgør en trussel for cyklisterne, lader det ikke til, at der er den samme forståelse hos cyklisterne. Isabell Emilie Flagstad skatede i starten en del i byen, men har set sig nødsaget til at ændre sine vaner og skater nu i højere grad i Amager Strandpark:

– Når jeg skater på cykelstierne i Indre By, oplever jeg, at cyklisterne ringer vredt med klokken af mig og råber efter mig, fordi de tror, at jeg ikke har styr på det. Men det har jeg faktisk. De ser måske mere et ustabilt bræt og er bange for, at jeg kører ind i dem, siger Isabell Emilie Flagstad.

Det handler om mere end bare lovgivning

Man kunne måske sidde med spørgsmålet om, hvorfor skaterne dog ikke bare kan skate i de skateparks, der er bygget til dette. Men for skaterne handler det ikke blot om at skate ulovlige steder. Det handler i lige så høj grad om skatingens natur:

– Skateboarding handler for mig også om at finde tilbage til skateboardingens rødder. Derfor synes jeg også, at ’street-skating’, hvor man benytter naturlige spots ude i gadebilledet som for eksempel trapper eller gelændere, er federe end at skate på mere ’clean’ beton underlag, siger Gustav Høve Thorsen.

Læs også: Skate-kulturens historie

Aldrig fået en reprimande

På trods af at det ifølge Færdselsloven er ulovligt at køre på skateboards på danske veje, tyder det altså på, at skaterne alligevel benytter særligt cykelstierne til skating. Fælles for begge skatere er, at de aldrig har oplevet at komme i karamborlage med politiet i forbindelse med deres skating.

– Personligt har jeg aldrig fået en bøde eller noget. Jeg har heller aldrig mødt en politimand, der sagde, at det var ulovligt at køre på skateboard, siger Gustav Høve Thorsen.

Politiet nedprioriterer området

Overtrædelser af Færdselsloven hører til politiets område. Men hos Københavns Politi er det et område, der ikke prioriteres særlig højt:

– I Københavns Politi laver vi en benhård prioritering af vores opgaver. Derfor er det desværre også sådan, at der er nogle sager, der ikke bliver prioriteret særlig højt – for eksempel sager vedrørende kørsel på skateboard, siger Steen Hansen, Kommunikationsmedarbejder hos Københavns Politi.

Debatten om skateboarding efterlader et spørgsmålstegn om, hvorvidt lovforslaget vil kunne påvirke færdselssikkerheden. Og indtil en afgørelse står klar, må skaterne nøjes med at skate (lovligt) i skateparks – men der er faktisk også en del af disse i København.

Her kan du lovligt køre på dit skateboard. Find en skatepark nær dig: