Skolebørn trækkes stadig med 50 år gamle bøger

Børn læser stadig om den lille Virgil, cykelmyggen Egon og alfabetiske rim og remser, selvom bøgerne udkom for 50 år siden.
Foto: Lea Karlsen

Børnebøger fra 1967 er stadig efterspurgte blandt Region Hovedstadens lærere. Det viser tal over udlån fra Center for Undervisningsmidler (CFU) i Region Hovedstaden.

I år har fem børnebøger 50 års jubilæum. Det er bøgerne Halfdan Rasmussens ABC, Benny Andersens Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon.

Mette Schousboe, der står for indkøb til CFU’s udlånssamling, fortæller, at det særligt er to af bøgerne, der er populære.

– Der er stadig en stor efterspørgsel på Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, og Halfdan Rasmussens ABC, siger Mette Schousboe.

Bøgerne er mest udlånt i starten af skoleåret og efteråret.

Bøger med klassikerstatus

Hvorfor det netop er disse bøger, der 50 år efter deres udgivelse stadigvæk er populære, skyldes den måde, bøgerne er skrevet på. Det fortæller forsker i børnelitteratur og centerleder for Børns litteratur og medier, Nina Christensen.

– De har nogle sproglige og indholdsmæssige kvaliteter, der går på tværs af tid. Det er med til at give dem en status som klassikere, forklarer hun.

Bøgerne har alle specielle træk, der gør dem tidløse. Derfor appellerer de stadig til børn i dag.

– Halfdan Rasmussens ABC har en helt særegen brug af sproget i forhold til sprogets lyd. Det er alfabetdigte, der bygger på, hvordan et bogstav lyder, og han bruger rim og rytme meget konsekvent. Hans sans for poesiens rytme og gode rim er meget stærk, siger Nina Christensen.

Læs også: Hillerød: Videoundervisning indtager indskolingen

Ifølge Nina Christensen har mange forsøgt at gøre Halfdan Rasmussen kunsten efter, men det er ikke lykkedes dem i samme grad. Dog nævner hun forfatteren Marianne Iben Hansen som et bud på en efterfølger.

Men ikke alle populære børnebøger bliver klassikere. Eksempelvis er der ikke ret mange børnebøger der blev skrevet i 70’erne, der stadigvæk bliver læst i dag.

Disse bøger har ifølge Nina Christensen ikke kunne følge med tiden. Det kan blandt andet skyldes det billede af barnet som en kritisk borger, som disse bøger tegnede.

Antallet af udlån (Region Hovedstaden)

  • De sidste 10 år har Halfdans ABC været udlånt 3250 gange, mens Snøvsen og Eigil og katten i sækken kun har været udlånt 916 gange.
  • CFU har dog flere eksemplarer af Halfdans ABC. Derfor er den lettere at låne end Snøvsen.
  • Lille Virgil har været udlånt 7080 gange de sidste 10 år. Det er også den bog, der er flest eksemplarer af.
  • Cykelmyggen Egon og Silas og den sorte hoppe har været udlånt henholdsvis 1700 og 1235 gange de sidste 10 år.
  • Til sammenligning har bogen Frøken Ignora eksploderer af Katrine Marie Guldager fra 2003 været udlånt 12.550 gange. Der er også flere eksemplarer af nyere bøger.
  • Kilde: Center for Undervisningsmidler (CFU).

Et andet tempo

Værkerne Snøvsen og Eigil og katten i sækken og Silas og den sorte hoppe er ifølge tallene fra CFU ikke udlånt i lige så høj grad som de andre tre. Det kommer ikke bag på Nina Christensen.

– Cecil Bødker og Benny Andersen er mere bundet af deres tid i deres sprog og den måde, som de henvender sig til barnet på, fortæller hun.

Læs også: Børns matematikforståelse kan blive påvirket negativt i det pengeløse samfund

Hun forklarer dette med den litteratur, som børn i højere grad er vant til i dag – og der kan Snøvsen og Silas den sorte hoppe ikke følge med.

– Børn, der tidligere har mødt Harry Potter, Skammerens Datter og Djævelens lærling, er vant til et andet tempo. Det er en vildere verden. Samtidig bliver børnene i de her bøger beskrevet som både følsomme, reflekterende og psykologiske individer, som også lever i en kompleks verden. Det, tror jeg, i højere grad appellerer til unge læsere i dag, siger Nina Christensen.

Ifølge Mette Schousboe har man på Center for Undervisningsmidler ikke oplevet en stigning i efterspørgslen på de fem bøger grundet 50-års jubilæet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.