Sne holder cyklen i skuret

30% af de, der cykler om sommeren, stopper, når det bliver vinter Foto: pixabay
30 procent af de, der cykler om sommeren, stopper, når det bliver vinter
Foto: pixabay

Det regner. Det er koldt. Og man skøjter rundt. Vi er gået ind i en kold tid, og det får mange cyklister til at lade jernhesten stå. Men kommunerne kan sikre, at flere bliver på cyklen, hvis de bliver bedre til at rydde cykelstierne for sne, lyder kritikken fra Cyklistforbundet, som kommer, efter en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Ta’ Cyklen Danmark viser, at 30 procent af de, der cykler om sommeren, stopper med at cykle om vinteren.

Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, mener, at kommunerne generelt skal stramme sig an.

– Kommunerne kan først og fremmest sikre en fuldstændig opdateret og gennemarbejdet vintervedligeholdelsesplan, der inddrager brugerne. Altså hvor man har snakket med cyklisterne. Der er eksempler på kommuner, der er rigtige gode til det, og så er der også en hel masse kommuner, der er rigtig dårlige til det, siger Klaus Bondam.

Det koster jo mere at sende medarbejdere ud i weekenden og tidligt om morgenen. Men det er nemmere at rydde sneen, når man gør det med det samme. Så planen er, at det skal være udgiftsneutralt. Vi har jo ikke fået flere penge til det.
Formand i Miljø- og Teknikudvalget i Hillerød Kommune, Tue Tortzen

Klaus Bondam fremhæver især Københavns Kommune, som en af de kommuner, der er gode til at gå i dialog med cyklisterne. Dog kritiserer han kommunerne for at prioritere bilisterne højere end cyklisterne.

– Når der ikke bliver ryddet i samme kadence, som man oplever på vejene, hvor bilerne kører, så er det, at rimeligheden hører op. Som kommune i Danmark skal man huske, at cyklisterne er lige så meget borgere og lige så meget skatteydere og forventer lige så høj kvalitet i infrastrukturen, som bilisterne gør, siger Klaus Bondam.

Læs også: Nye cykelstier på vej: Nu kan du blande dig

Hillerød ændrer snerydningen

Der er stor forskel på, hvordan kommunerne forvalter snerydningen, mener Cyklistforbundet. En af de kommuner, som Cyklistforbundet oplevede havde problemer sidste vinter, er Hillerød Kommune. Hillerød Kommune genkender problemerne, og de har derfor valgt at udvide tidsrummet for, hvornår der bliver fjernet sne.

– Kommunerne skal forbedre snerydningen. Det har været et problem, men vi har forbedret det ved at sige, at vi rydder, lige så snart sneen falder i stedet for at gøre det inden for normale arbejdstider. Det gør også, at det er meget nemmere at rydde, fordi det ikke er frosset fast eller er trådt ned. Det er mere effektivt, fortæller formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Hillerød Kommune, Tue Tortzen.

Færre cykler om vinteren

  • De fleste stopper med at cykle i oktober, november og december.
  • Glatte cykelstier, regn og kulde er de primære årsager til, at man stopper med at cykle.
  • De, der stopper med at cykle, vælger i stedet bilen, bussen eller toget.

Kilde: tacyklen.dk

Hillerød Kommune har valgt at rydde flere stier end sidste vinter, forklarer Tue Tortzen. Klaus Bondam tvivler på, at det er tilstrækkeligt at rydde, når sneen falder i stedet for at vente til arbejdstiden begynder.

– Det er jo ikke kun et spørgsmål om at køre, når sneen falder. Det handler også om at køre, hvis sneen falder igen. Og det handler om at blive ved med at køre, hvis sneen bliver ved med at falde, siger Klaus Bondam.

Læs også: Kampagne får unge til at køre med cykelhjelm

Ikke flere penge

Hillerød Kommune har været ramt af besparelser på området, forklarer Tue Tortzen. Derfor har snerydningen ikke været så god, som den burde være. Tue Tortzen forventer at kunne forbedre snerydningen på trods af, at der ikke er blevet sat penge af til det.

– Det koster jo mere at sende medarbejdere ud i weekenden og tidligt om morgenen. Men det er nemmere at rydde sneen, når man gør det med det samme. Så planen er, at det skal være udgiftsneutralt. Vi har jo ikke fået flere penge til det, siger Tue Tortzen