Specielle legepladser skal gøre børn til gode cyklister

Cykellegebanerne er et godt sted for børn at udvikle deres evner og sanserne på en cykel. Foto: Hans Ole Madsen - Nordea-Fonden
Cykellegebanerne er et godt sted for børn at udvikle deres evner og sanser på en cykel.
Foto: Hans Ole Madsen – Nordea-Fonden

Sikker cykling skal leges ind – det mener Cyklistforbundet, der nu har afsløret, hvilke 10 kommuner, der bliver de heldige ejere af en ny cykellegebane.

I 2011 oprettede Cyklistforbundet en mobil cykellegebane, som kunne lejes af landets kommuner. På grund af projektets succes, har Cyklistforbundet nu valgt at videreudvikle konceptet ved at bygge 10 permanente cykellegebaner. Fra den sydlige Guldborgsund kommune på Falster til Aalborg kommune i Nordjylland  bliver banerne fordelt ud i hele landet, så flere børn får mulighed for at opleve en cykellegebane.

En cykellegebane er et sjovt sted for børn at komme. Forhindringerne, bakkerne og de mange sving skal hjælpe børnene med at styrke deres manøvredygtighed, balance, koncentration og fartfornemmelse, når de sidder på cyklen

Om Projektet:

– Siden januar 2015 til d. 15. september har landets kommuner kunne søge om at få en cykellegebane.

– Nordea-Fonden støtter projektet med 7,5 millioner, hvoraf 500.000 kr. går til etableringen af hver bane.

– De 10 kommunerne skal minimum selv supplere med 500.000 kr.

– Cyklistforbundet vil samle alt materiale og informationer efter etableringer af banerne i et idékatalog, der forhåbentlig kan inspirere andre kommuner til selv at investere i en cykellegebane.

– At lære at cykle gennem leg forstærker læringsprocessen. Læringen kommer ind, uden børnene opdager det, hvilket fremskynder processen, fortæller Mai-Britt Aagaard Kristensen, projektleder i Cyklistforbundet.

En almindelige legeplads, bare med cykler

En cykellegebane er ikke en trafiklegeplads. Det er en bane kun designet til cykelleg, som Cyklistforbundet har arbejdet på de sidste syv år. Konceptet er udviklet i samarbejde med bevægelsespædagoger og en landskabsarkitekt, så børnene bedst muligt kan lege med cyklen.

– En cykellegebane findes ikke særlig mange steder, så vores ambition er at udvikle et nyt type byrum, siger Mai-Britt Aagaard Kristensen.

Selvom konceptet er nyt, skal de permanente cykellegebaner alligevel tænkes som en almindelig legeplads, hvor der ingen undervisning er, og hvor børn kan komme og gå.

– Det er en almindelig legeplads, hvor legen foregår på cykler. Det er et sted, man kan tage hen i weekenderne med madpakker og en termokande under armen, siger Mai-Britt Aagaard Kristensen.

Ifølge Cyklistforbundet er det en ny måde at skabe rammer for cykeltræning.

Læs også: Så meget koster det ikke at have jernhesten vinterklar

Skal sikre fremtidens cykling

Cykellegebanen er et offentligt rum, som kan benyttes når som helst. Man kan derfor ikke bide sig sikker på, hvor mange børn, der vil være på banen. Men ifølge Mai-Britt Aagaard Kristensen, vil de mange børn på cykler skabe en stimuleret trafiksituation, der minder om virkeligheden.

– Fordi der er andre “trafikanter” du skal holde øje med, lærer du i højere grad at orienterer dig som ny cyklist. På den måde kan vi også tage fat på deres liv som cyklister meget tidligt og hjælpe med at sikre fremtidens cykling, siger Mai-Britt Aagaard Kristensen.

Her er de 10 kommuner, der får permanente cykellegebaner:

  • Gentofte
  • Guldborsund
  • Høje Taastrup
  • Kolding
  • Nyborg
  • Odsherred
  • Silkeborg
  • Varde
  • Aabenraa
  • Aalborg

Det er Cyklistforbundets erfaring, at mange af de børn, der har lært at cykle, og som allerede begår sig i trafikken, ikke er cykelsikre.

– Der er en del slinger i valsen, og det skaber jo usikkerhed. Hvis du ikke er cykelsikker, så har du ikke det mentale overskud til at koncentrere dig om, at der måske kommer biler eller andre cyklister kørende. Det er derfor vigtigt, at børnene får de grundlæggende ting på plads, som f.eks. det at kunne starte og stoppe ordentligt og tage en hånd af styret uden at vælte, fortæller Mai-Britt Aagaard Kristensen.

Cyklen spiller en større og større rolle som transportmiddel og ikke mindst som et redskab til at få motion. Derfor vurderer en førende ekspert inden for trafikforskning, Per Homann Jespersen, at cykellegepladser er et initiativ, der er brug for.

– Cykellegepladser kan gøre, at flere lærer at cykle godt. Der er stadig for mange alvorlige ulykker, så at lære at beherske og kende sin cykel øger i hvert tilfælde den enkelte cyklists mulighed for at undgå ulykker, siger Per Homann Jespersen og tilføjer, at cykellegebanerne også kan bruges til at motivere folk til at tage cyklen i stedet for bilen fremover.

– Der er stadig for få cyklister. Hver kilometer, der cykles, sparer samfundet for cirke syv kroner. Heraf er halvdelen sparet i omkostninger til sundhedssystemet, og den anden halvdel er sparet i forhold til et længere liv med højere livskvalitet for den enkelte, forklarer han.

Cykling øger mobiliteten i byområderne. Hver personbil optager ca. 10 gange så meget plads i byen som hver cyklist, og ifølge Per Homann Jespersen er plads den mest begrænset ressource i byerne.

Læs også: Derfor skal forældre elsker bakterier

Et sted for alle, børn som voksne

Cykellegebanerne er tiltænkt et sted for børn i alderen 2-10 år. Men Cyklistforbundet håber og opfordrer også til, at banerne kan bruges af alle, der føler sig utryg på en cykel .

– Vi håber på, at cykellegebanerne også vil nå ud til andre. Det kan f.eks. også være et sted for ældre, der måske har haft en lang pause fra cyklingen, og derfor føler sig usikre på cyklen. Eller det kan være et sted for indvandrer og flygtninge, som gerne vil lære at cykle på en sjov og sikker måde, siger Mai-Britt Aagaard Kristensen og fortsætter:

– De her baner er til for at styrke cykelsikkerheden, og er derfor også egnet til andre, der har brug for hjælp til at blive bedre på en cykel. Det gælder alle, børn som voksne, fortæller Mai-Britt Aagaard Kristensen.