Spis en and og støt en hjemløs

Hjemløs. (Foto: pixabay.com)
Hjemløs. (Foto: pixabay.com)

Den velkendte duft af sprødstegt and spreder sig, mens sovsen simrer i gryden og kartoflerne svøber sig i sukker og smør på panden. Det er lunt i stuen, og traditionen tro samles mange i de danske hjem til nærvær, hygge og god mad i anledning af Mortens Aften. Men ikke alle har et sted at vende hjem til, så de må samles på bænke blandt træerne i parken eller søge ly i forladte skurvogne langs togskinnerne. De er hjemløse. Og dem vil Horne Efterskole gerne støtte i en indsamling, der finder sted Mortens Aften, fortæller Mogens D. Jensen, forstander på Horne Efterskole i Hirtshals.

FAKTABOKS

  • Hus Forbi er en landsdækkende avis om hjemløshed, der udkommer 12 gange om året. Den udkom første gang i august 1996 i anledningen af FN’s internationale fattigdomsår.
  • Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd er der mere end 13.000 hjemløse i Danmark, hvis man regner alle med i løbet af et helt år.

(Kilde: Husforbi.dk)

– Vi oplever desværre, at antallet af hjemløse i Danmark stiger, og at der blandt de hjemløse på gaden har været flere dødsfald de seneste år, fortæller Mogens D. Jensen.

Horne Efterskole etablerede samarbejdet med Hus Forbi på baggrund af en bestemt episode:

– Sidste år døde en hjemløs fyr Jakob på gaden i København. I den forbindelse lavede TV2 Lorry nogle indslag med andre hjemløse om, hvordan det er at bo på gaden, når det er koldt, siger Rasmus W. Kristensen, sekretariatsleder for Hus Forbi, og fortsætter,

– I et interview fortæller en hjemløs Thomas, at han selv ville have sat sig i et tog til Aalborg for at holde varmen, og så tage de bøder, som var kommet undervejs, siger han.

Så nu inviterer Horne Efterskole og Husforbi til fællesspisning, hvor alle de indsamlede penge går ubeskåret til horneHjælp2016, som støtter hjemløseavisen Hus Forbi. Pengene går til, at de hjemløse kan få et periodekort til toget.

Det vil kunne hindre at de dør af kulde, fordi de kan hoppe ind i et tog eller i en bus og få varmen
Rasmus W. Kristensen, sekretariatsleder for Hus Forbi

Læs også: 600 hjemløse sover hver nat på gaden

Aftenen på Horne Efterskole byder på traditionsrig mad, underholdning med Hanne Laursen, koroptræden, og afslutningsvis amerikansk lotteri. Og oven i det fejrer efterskolen 125 års jubilæum. Det bliver en aften af Mødets Magi, ligesom navnet på skolens nye sang, som blev sunget af eleverne i en kirke under et hjemløsebesøg i København.

– Eleverne og hjemløsekoret skal synge for gæsterne, så de får en ligeså stærk oplevelse, som vi havde i København. Vi vil synge os tilbage til aftenen i hjemløsehuset, siger Mogens D. Jensen, forstander på Horne Efterskole.

Derfor Hus Forbi

HUS FORBI HAR
2 FORMÅL

  • At være med til at skabe debat og dialog om og med hjemløse og socialt udstødte, som typisk ikke kommer til orde i medierne.Hus Forbi er med andre ord deres talerør og skal sætte deres holdninger, behov og ønsker på dagsordenen over for politikere, myndigheder og resten af danskerne i al almindelighed.
  • At give de hjemløse sælgere mulighed for at tjene deres egne penge og have noget at stå op til. For mange er det at sælge Hus Forbi et værdigt alternativ til tiggeri eller kriminal itet, fordi de her tjener penge på ‘lovlig’ vis ved at sælge et produkt – avisen – som de kan stå inde for.

(Kilde: Husforbi.dk)

HorneHjælp2016 er et barn af horneHjælp2015, hvor efterskolen samlede over 200.000 kr. ind til et vandprojekt, som nu er ved at blive realiseret med hjælp fra Grundfoss og lokale kræfter i Tanzania. I 2016 fokuserer horneHjælp på de hjemløse i Danmark.

Om grunden til, at de i år har valgt at støtte netop Hus Forbi, siger Mogens D. Jensen:

– Hus Forbi er en upolitisk organisation, som er meget lille med få ansættelser. Den er meget brugerstyret i kraft af, at de selv sælger deres blad. Man kan ikke komme længere ned på gadeniveau og give hjælp. Hjælpen ryger direkte i brugernes lommer, siger han.

Læs også: Politikere: Fantastisk med fokus på hjemløse og alkoholikere

Sammen kan vi gøre en forskel

Den Grundtvigianske tankegang om at de stærkeste skuldrer bærer mest er vigtig på Horne Efterskole. Skolen tror på, at mangfoldighed er en forudsætning for fremtidens samfund, og at det gør verden større og fremmer medmenneskelighed og samhørighed. Rasmus W. Kristensen er af samme opfattelse, og derfor er han glad for samarbejdet med Horne Efterskole.

– Vi ser en hel masse unge mennesker, som om lidt skal ud og være samfundsborgere i Danmark. De får lært en hel masse om hjemløshed på den her måde. Og får erfaring med at man rent faktisk kan gøre en forskel, hvis man bruger tid på det, og står sammen om det. Det er det, der er vigtigst for os – at vi kan være med til at give nogle unge mennesker indblik i den her verden. Vi vil gerne give dem en erfaring om, at hvis man virkelig vil, så kan man gøre en forskel for andre, forklarer Rasmus W. Kristensen.

Sidste års resultat var over al forventning, og selvom håbet er at indsamle så meget som muligt, er det ikke pengene, som er i fokus, siger Mogens D. Jensen.

– Projektet handler i høj grad om at ruste de unge til den verden, som er en realitet. Du skal vide som menneske, at det at snuble, det kan ske for dig. Nogle historier og fortællinger er meget skrøbelige. Det er den lille ting, der gør, at det går så galt, siger Mogens D. Jensen.

FAKTABOKS

  • Alle nuværende eller tidligere hjemløse og socialt udsatte kan blive Hus forbi sælgere. Mange af vores sælgere har brugt det at sælge Hus Forbi til at få struktur, indhold og netværk i deres dagligdag. Det har hjulpet nogle til at flytte sig fra den tidligere meget kaotiske situation som reelt hjemløse, voldsomt misbrugende eller stærkt plagede af psykiske lidelser til at kunne fungere i en bolig eller opretholde så meget kontinuitet i deres liv, at de kan betale for eksempel deres forsikring eller vægtafgift på en bil som de eventuelt bor i.

(Kilde: Husforbi.dk)

Samarbejdet er ikke nyt

Hus Forbi har længe haft et ønske om, at udsatte og hjemløse skal have lettere adgang til offentlig transport. Der var derfor heller ingen tvivl om, at samarbejdet med Horne Efterskole skulle sættes i værk, da efterskolen viste interesse. Nu håber begge parter, at det kan være med til at give nogle periodekort i vintermånederne til de hjemløse, fortæller Rasmus W. Kristensen.

– På den måde kan de komme rundt og sælge avisen – også i de mindre byer, og de kan tænke sig ind i den diskurs, som vi taler om vores sælgere i, nemlig at de er en del af arbejdsfaget, udtaler Rasmus W. Kristensen og fortsætter,

– Samtidig vil det også kunne hindre at de dør af kulde, fordi de kan hoppe ind i et tog eller i en bus og få varmen, afslutter han.

Læs også: Ubetalte DSB-bøder forfølger hjemløse resten af livet

Du kan finde billet til arrangementet via et klik på linket her.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.