Ti måneders politisk vakuum har splittet den spanske venstrefløj

Den nu afgåede leder af socialistpartiet, Pedro Sánchez led et historisk nederlag ved valget i juni.
Den nu afgåede leder af socialistpartiet, Pedro Sánchez led et historisk nederlag ved valget i juni. Foto: Wikimedia

Udlandsredaktioner på alverdens medier har i de sidste par måneder haft mere end travlt med at fylde spalterne op med nyt fra det amerikanske præsidentvalg. En af de politiske begivenheder, der har levet i skyggen af  kampen mellem Clinton og Trump, er den længe ventede spanske regeringssammensætning, der efter mere end ti måneders politisk kontrovers kom til ende på oktobers sidste dag, da konservative leder Mariano Rajoy kunne præsentere sin nye regering.

Der er opstået en magtkamp på venstrefløjen, som ikke er set tidligere.
Carsten Humlebæk, lektor i spanske forhold ved Copenhagen Business School.

– Det er en svag regering, men den står overfor en lige så svag opposition. Socialistpartiet er i dag uden politisk leder og partiet er splittet i flere fraktioner. Jeg har svært ved at se noget alternativ til Rajoy, simpelthen fordi venstrefløjen er så splittet, forklarer Morten Heiberg, professor i spansk historie ved Københavns Universitet.

Han bakkes op af Carsten Humlebæk, lektor i spanske forhold ved Copenhagen Business School:

– Der er opstået en magtkamp på venstrefløjen, som ikke er set tidligere. Det kunne man især se efter nyvalget i juni, hvor var det næsten umuligt for den samlede venstrefløj at skabe et alternativ, siger han og peger på, at det især knaser med samarbejdet mellem de to nye partier i spansk politik, centrumpartiet Ciudadanos og venstrefløjspartiet Podemos.

Rekord lav tilslutning til Socialistpartiet

Rajoy koservative parti, PP, blev ved det oprindelige parlamentsvalg i december det største parti med 28,7 procent af stemmerne. Men hverken PP eller noget andet parti formåede af koalition, der ikke havde et flertal i mod sig, og derfor måtte befolkningen efter seks måneders tovtrækkeri endnu engang til stemmeurnerne i juni. Her vandt PP igen, men der skulle pågå endnu fire måneders kamp, inden det for to uger siden lykkedes de konservative at skabe opbakning til deres mindretalsregering.

Læs også Spaniens tabte generation

Det var i sidste ende socialistpartiet PSOE’s beslutning om ikke at stemme i mod den konservative regering, der endte med at sikre Rajoy sin anden valgperiode i træk som premierminister. De var simpelthen bange for konsekvenserne af endnu et valg, forklarer Carsten Humlebæk:

– Det så ud til at socialisterne ville ende med at sidde med aben og få skylden for endnu et valg. De blev bange for at få endnu et katastrofevalg og blev nødt til at bøje sig.

PSOE skal nu finde en ny leder efter den afgåede Pedro Sánchez. Først herefter kan man samle partiet og  begynde at kravle op af i meningsmålingerne, som i den seneste opinionsundersøgelse fra analyseinstituttet Metroscopia kun spår partiet til at få 17,9 af stemmerne. Det er den laveste tilslutning i partiets historie.

Læs også: Politisk aktivisme blomstrer

– Der forestår et kæmpe oprydningsarbejde i Socialistpartiet, hvis de skal gøre sig nogle forhåbninger om at spille en regeringsbærende rolle i spansk politik. Der er mange fraktioner i partiet, siger Morten Heiberg, der er skeptisk på partiets vegne:

– Der går lang tid før partiet igen kan udfordre højrefløjens regeringsmagt. De vil kun udgøre en retorisk opposition, men jeg tror ikke de vil udgøre en reel politisk opposition i de seneste to år, siger han.

Også uroligheder i Podemos

Også det ellers så populære nye parti Podemos er der interne stridigheder. På trods af flotte resultater ved valgene i både december og juni formåede partiet ikke at være med til at danne en regeringskoalition på venstrefløjen. Nu kæmper partiet, der hovedsageligt er populært blandt de unge, om at finde sin linje:

– Podemos profiterer af, at socialisterne er gået tilbage. Problemet er, at partiet også er splittet internt. Der pågår heftige magtkampe mellem blandet andet partiets leder Pablo Iglesias og andre dele af partitoppen om, hvilken slags parti det skal være.  Skal det være et populistisk og altfavnende parti eller skal det være mere et rent venstrefløjsparti?, forklarer Morten Heiberg.

Lav valgprocent gavner højrefløjen

Spansk politik har historisk set været et topartisystem, hvor Socialistpartiet PSEO og det konservative PP har delt magten i mellem sig, men tilbage i december fik de selskab af førnævnte Ciudadanos og Podemos på stemmesedlerne. Det havde på forhånd skabt forhåbninger om, at den traditionelt lave stemmeprocent i Spanien ville få et nyk opad. Det endte med at under 70 procent stemte.

– Stemmeprocenten i decembervalget var ret skuffende. Man havde regnet med, at når der nu var nye partier, og det her berømte topartisystem stod for fald, ville komme flere folk til stemmeurnerne end normalt, siger Carsten Humlebæk.

Ved junivalget seks måneder senere var valgdeltagelsen den samme. Og netop den lave valgdeltagelse er historisk set et skidt tegn for venstrefløjen i spansk politisk, forklarer Morten Heiberg:

– Det er sådan i Spanien, at de konservatives vælgere er meget trofaste – de møder op uanset hvad. Socialisterne har potentielt – i hvert fald historisk set – langt flere vælgere end højrefløjen, men deres vælgere er også mere dovne.

– Det betyder, at hvis ikke venstrefløjen formår at hive folk ud og stemme, så vinder højrefløjen. Derfor plejer man at sige, at der skal være en stemmeandel på godt stykke over de 70 procent, hvis venstrefløjen skal vinde valget, slutter Morten Heiberg.

Fire nøgledatoer i spansk politik de sidste ti måneder:

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.