Tidligere whistleblower: »Jeg mistede alt«

2015-05-07 14.42.53

Han var efterretningsofficer i Irak. Lige fra hans barndom har det været planen, at han skulle have en karriere i Forsvaret.

I dag har Anders Kærgaard mistet alt. Kun fordi han var whistleblower.

– Jeg havde længe forsøgt at komme ud med mine bekymringer og informationer – også til forsvarsministeren. Men der var ingen, der var interesserede. Jeg havnede i medierne, og det ville jeg ikke. Jeg ville ikke ende som Frank Grevil, siger han.

Frank Grevil lækkede i 2004 en række hemmeligtstemplede Irak-vurderinger til pressen, og Anders Kærgaard oplevede, hvordan Frank Grevil blev udstødt.

Læs også: Sådan undgår journalister at blive overvåget

Nu står Anders Kærgaard selv i et varmt auditorium foran 75 journaliststuderende på RUC og fortæller sin lignende historie.

– Det øjeblik jeg stillede mig frem, vidste jeg, at alt ville blive anderledes, fortsætter han.

Det går grueligt galt for de fleste whistleblowers, og det skal I have med, når I varetager deres historier. De mister alt og får en helt ny livsstil
– Anders Kærgaard, tidligere efterretningsofficer og whistleblower

I dag har Anders Kærgaard mistet sin familie, sine venner, sit job, sin pension, og Forsvaret, som han altid har elsket og været loyal over for, har udstødt ham:

– Når man tror, man gør det rigtige, bliver man udråbt som forræder.

Gik på kompromis med eget værdisæt
I et kursus for journalist- og kommunikationsstuderende om whistleblowers og kryptering er en flok eksperter samlet, og den første oplægsholder er Anders Kærgaard.

– Det var svært for sådan en som mig at få tag på det, jeg oplevede. Jeg måtte gå på kompromis med mit eget værdisæt, siger den tidligere efterretningsofficer og dansk soldat i Irak.

Læs også: Cross border-journalistens grundsten er netværk


Anbefalingerne fra whistlebloweren er:

  • Arbejd med whistleblower-sagen.
  • Afslør aldrig identiteten på din whistleblower
  • Anbefal dem aldrig at stå frem
  • Lad jer ikke forføre af en politisk dagsorden om at miskreditere de her sager
  • Gå altid efter bolden, ikke manden
  • Vær din whistleblowers medierådgiver – du er alt, han har
  • Hav altid din whistleblowers sikkerhed og velfærd i højsædet – det er ham, der risikerer at miste alt og komme mange år i spjældet

Under en operation i Irak i 2004 oplevede han overgreb på civilbefolkningen, og Forsvaret påstod, at de ikke kendte til sagen. Anders Kærgaard forsøgte på flere måder at fortælle om den information, han havde om overgrebene. Men ingen lyttede.

– Jeg prøvede at tage fat i Forsvaret for at sige, at der var nogle ting, som skulle ud i offentligheden, fortæller han de interesserede studerende.

For oplægsholderen endte sagen med, at der blev kørt personlig hetz på ham, og han har betalt en utrolig høj pris: Han har mistet alt, han havde kært.

Derfor kommer han med nogle gode råd til journalistspirerne.

– Det går grueligt galt for de fleste whistleblowers, og det skal I have med, når I varetager deres historier. De mister alt og får en helt ny livsstil, slutter Anders Kærgaard.