Trafikkaos: Motorcykler indtager Nørrebro i morgen

Normalt er Nørrebrogade et paradis for de tohjulede, men i morgen bliver det en anden slags tohjulede, som kommer til at dominere gadebilledet.  Op mod 4.000 motorcykler forventes at deltage i det årlige optog, som for mange MC-entusiasters vedkommende skyder sæsonen i gang. 

»Det er en rigtig forårsbebuder, og en glædelig begivenhed, selvom den kan komme til at genere den øvrige trafik en smule,« udtaler pressekoordinator hos Nordsjællands Politi Henrik Suhr, som oplyser, at motorcyklisterne vil indfinde sig på Nørrebrogade fra kl. 17, og køre i samlet flok mod  Bakken kl. 19. Optoget forventes at tage ca. halvanden time. 

Henrik Suhr fortæller, at det kan være vanskeligt at krydse motorcyklernes rute, især på Strandvejen, men opfordrer ellers folk til at se positivt på situationen, og bruge tiden på at nyde synet af de flotte motorcykler. 

Regnvejr kan spolere festen

Politiet vil eskortere optoget fra Nørrebrogade til Bakken, og sørger for, at der er grønt lys hele vejen for de mange motorcykler, som der potentielt kan dukke op. Vejret har nemlig en afgørende indflydelse på fremmødet, og i morgen skulle det blive regnvejr.

»Erfaringen viser, at jo dårligere vejr og jo koldere det er, jo færre kommer der, men vi regner med max. 4.000 i morgen, under optimale forhold,« fortæller Henrik Suhr.

Politiet råder trafikanter, der skal nordpå, til at køre ad Bernstorffsvej eller Helsingørmotorvejen, da man dermed kommer uden om motorcykeloptoget.

Fakta:

Danske motorcykelentusiaster markerer hvert år Bakkens åbning og forårets komme, ved at køre i kortege fra Nørrebro til Bakken.

Traditionen blev startet i 1965 af motorcykelbanden De Vilde Engle, men er med tiden blevet allemandseje.

Motorcykeloptoget kører følgende rute: Nørrebrogade – Lygten – Tagensvej – Tuborgvej – Strandvejen – Kystvejen – Strandvejen – Dyrehavevej – Christiansholmsvej – Klampenborgvej – Dyrehavsbakken.

Læs også: Sommertid er MC-tid