Træt og sulten? Måske er du vinterdeprimeret

Knurrer maven, og har du svært ved at holde øjnene åbne, så vær på vagt. Måske er du vinterdeprimeret. Når den rammer, føler man sig hele tiden sulten og træt, fortæller overlæge i Psykiatrifonden Jes Gerlach om symptomerne på vinterdepression.

”Man er træt og trænger til hvile, og så bliver det ofte sådan, at man ligger et par timer længere om vinteren end om sommeren,” fortæller han og forklarer, at det samme gælder sulten, hvor man ofte får lyst til søde sager og generelt behov for mere mad.

Vinterdepressionen har også stor betydning for humøret. Vinterdeprimerede oplever store svingninger, hvor de det ene øjeblik er glade og det næste helt nede i kælderen, forklarer Jes Gerlach.

”Man reagerer på ting og sager ganske livligt, hvis man får en god besked, hvis manden kommer hjem med blomster, så bliver man glad og lyser op, og der er tilsyneladende ikke noget i vejen, men siger han, at kartoflerne har fået lidt for meget, så bliver hun slået ud,” fortæller han.

Derfor bliver du ramt

Det er ikke tilfældigt, at humøret falder til et lavpunkt i oktober og november måned. Det er ændringerne i vejret og naturen, der trækker mundvigen ned ad.

”Det er primært på grund af årstidernes skifte: Det bliver mørkt og trist. Der ligger både en psykologisk og en rent biologisk mekanisme i det med vejrskiftet. Når det bliver mørkt, og det regner hele tiden, så falder stemningslejet,” siger Jes Gerlach.

Vinterdepressionen vender tilbage hvert år, og derfor har mange folk også et personligt forhold til den. Man ved hvornår og hvordan, de bliver ramt, forklarer Jes Gerlach. Det ændrer ikke på, at man skal tage vinterdepressioner ligeså seriøst som andre depressioner.

”De atypiske depressioner er lige så slemme, og fører vel i lige så mange tilfælde til selvmord som de melankolske depressioner,” siger overlægen.

Det kan du gøre

Jes Gerlach anbefaler, at man benytter sig af terapilamper, der kan give den vinterdeprimerede et lysindspark i den mørke tid. Han vurderer, at de hjælper i to tredjedele af tilfældene. Derudover er det helt i orden, at man tager sig en ekstra lur, så længe man beholder en fast døgnrytme.

”Hold gang i venskaber og kontakter. Spis sundt og motioner lidt – overhold alle de gode livstilsregler. Derudover skal man holde fast i en regelmæssig rytme i tilværelsen. En regelmæssig døgnrytme er kolossal vigtigt,” forklarer Jes Gerlach.