Tung håndbagage nedslider bagageportører

Bagageportør i Københavns Lufthavn.
Foto: Københavns Lufthavn

Vi kender det godt. Når vi skal en smuttur med fly. Vi vælger de billige flybilletter kun med håndbagage og propper tasken til det yderste. Omkring 50 procent af de flyrejsende i Københavns Lufthavn rejser kun med håndbagage. I år 2010 var det kun ca. 30 procent. Den udvikling har en kedelig konsekvens for lufthavens bagageportører.

– Status er, at det er en ekstra byrde og ekstra nedslidning af bagageportørerne, siger Lars Brogaard, der er faglig sekretær for 3F i Kastrup.

Han understreger, at væksten af tung og stor håndbagage er et stort problem for bagageportørernes arbejdsmiljø.

Jan Thygesen, der er bagageportør i Københavs Lufthavn og arbejdsmiljørepræsentant, oplever dagligt, at der ikke er plads til alt håndbagagen i flykabinen. Det har store konsekvenser for ham og hans kollegaer.

– Flyet er klar til at lette, og alle venter på os. Vi har lige pludselig meget travlt med at laste 60 kufferter om i lastrummet på flyet. De skal bæres ned af trapperne fra flyet, og det slider hårdt på os, siger han.

-Det slider på både ryg og skulder. Nogle gange skal det gå så hurtigt, at man skvatter ned af trappen.

Ifølge bagageportøren bliver meget af den håndbagage, der er for store og tunge til at være i flykabinen først opdaget i gaten eller inde i selve flykabinen. Det er et stort problem, fordi der ikke er bagagebånd eller slisker, der kan aflaste bagageportørerne. Problemet er størst ved de gates, der ligger på anden sal, forklarer han.

-Det er ikke fordi, vi ikke vil lave noget, men når der er is og sne på trapperne fra flyet, bliver det meget svært. Det er ikke godt arbejdsmiljø, understreger Jan Thygesen.

– Nogle tager flere stykker bagage af gangen, fordi det skal gå stærkt. Det er ikke så godt, og jeg prøver at vejlede de andre, men folk vil gerne være en god profil for deres egen virksomhed.

 

Om passagerer og håndbagage i Københavns Lufthavn 

  • I 2017 var det 51% af passagerene, der kun rejste med håndbagage
  • I 2010 var det 29% af passagerene, der kun rejste med håndbagage
  • I år 2017 var der 29.177.833 passagerer i  Københavns Lufthavn
  • I 2017 var 14.490.880 ud af de 29.177.833 passagerer afgående fra Københavns lufthavn.
  • Der er ca. 80.000 passagerer om dagen i Københavns Lufthavn.

Kilde: Københavns Lufthavn

 Lufthavnes fysik forhindrer løsning 

Jan Thygesen mener, at den bedste løsning vil være, at lufthavnen indbygger bagagebånd eller slisker fra alle gates i lufthavnen. En sliske er en form for bagagebånd, som kufferterne kan glide ned af.

Det vil betyde, at personalet oppe i gaten kan sende den tunge håndbagage ned af en sliske, fremfor at bagageportørerne skal bære det op og ned af trapper. Den løsning støtter Lars Brogaard fra 3F . Han savner handling fra Københavns Lufthavn, der har ansvaret for selve infrastrukturen i lufthavnen.

Pressechef i Københavns Lufthavn Kasper Hyllested afviser dog at sætte slisker op ved alle gates.

– Den lufthavn, vi har nu, har ligget her i 100 år. Den er ikke bygget til, at vi kan lave slisker, transportsystemer eller elevatorer ved alle gates. De steder hvor vi kan, der gør vi det, siger han.

Lufthavnens pressechef sender bolden videre til bagageportørernes arbejdsgivere i lufthavnen, handlingsselskaberne.

– Bagageportørerne må ikke bare slæbe løs op og ned af trapper. Her gælder der særlige arbejdsmiljøregler, som naturligvis skal overholdes. Og ansvaret for det ligger hos handlingselskaberne, siger Kasper Hyllested.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de forskellige handlingsselskaber i Københavns lufthavn.

Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel stammer fra journalistens undren over bagageportøres arbejdsvilkår, efter at have talt med en bagageportør vedr. problemer med tung håndbagage.  Vi har været i kontakt med alle kilder via telefon.