Turismeforsker: Klimakrisen lokker flere rejsende til Grønland

Grønland har fået international opmærksomhed, og der kommer et stigende antal turister til landet. Foto:NASA/Jim Yungel

Danskere har længe været bevidste om Grønland som en mulig rejsedestination, men nu har langt flere internationale turister også fået øjnene op for mulighederne for at rejse dertil.

– Folk vil se indlandsisen før den smelter, siger Carina Bregnholm Ren, forsker i turisme og Arktis ved Aalborg Universitet.

Hun forklarer, at både klimaforandringer, men også de internationale geopolitiske spørgsmål, som omgiver Grønland i alverdens medier, har gjort turister bevidste om, at Grønland er et sted, man kan rejse hen.

Medieopmærksomhed skaber turisme
Den vurdering vækker genklang hos Grønlands nationale turistråd, Visit Greenland. Her har man også mærket, at den stigende internationale interesse for Arktis, får flere turister til at besøge landet.

– Generelt har Grønland fået mere plads i medierne. Det er jo et af de steder, hvor man ser klimaforandringerne meget tydeligt. I Grønland ser man gletsjere trække sig tilbage, altså et meget visuelt tegn på klimaforandringerne, siger direktør for Visit Greenland Anders Steenbakke.

– Folk vil se indlandsisen før den smelter
Carina Bregnholm Ren, turismeforsker ved AAU

Flere arbejdspladser
Carina Bregnholm Ren har netop været medforfatter på en videnskabelig artikel om den øgede turisme i Grønland, og på tirsdag udgiver hun endnu en rapport om emnet.

– Det vi kan se er, at der er ved at blive udviklet en national turismeindustri, på samme måde som man før har set en national fiskeriindustri, siger Carina Bregnholm Ren.

Helt praktisk er det blevet nemmere at rejse til flere destinationer i Grønland, og man har fokuseret på at tiltrække turister fra mange andre lande. Den øgede turisme kan skabe arbejdspladser, forklarer Anders Steenbakke.

Antal turister i Grønland pr. år

2014: 79.885
2015: 87.237
2016: 96.234Kilde: Grønlands Statistik

– Turisme er jo et servicetung erhverv. Så snart der sker vækst i turisme bliver der brug for forskellige slags arbejdskraft – både guider, bådførere, hotelarbejdere.

Undersøgelser viser, at 75-85 procent af de lokale turismeaktører har en optimistisk tro på fremtiden, forklarer Carina Bregnhom Ren.

– Det kan være svært at se klimaforandringerne som noget positivt, men her er et eksempel på, at Grønland har vendt udfordringer til muligheder, omend det er paradoksalt, siger Carina Bregnholm Ren.