TV: 7-årige Frederikke: Det er sjovere at lære om pirater end at ligge hjemme på sofaen

Af Simone Rieder og Andreah Danielsen

Malou Heidemann og Frederikke Noll har store forventninger til dagen på Tøjhusmuseets Sørøverskole i København. De to piger har sammen med Frederikke Nolls forældre, Tine Andersen og Andreas Noll, valgt at bruge en del af deres vinterferie på at besøge Sørøverskolen, som er gået hen og er blevet populær.

Læs også: Fem måder at lufte dine børn i efterårsferien

Kombination af læring og leg

Museumsinpektør Ida Christine Jørgensen mener, at kombinationen af læring og leg er grunden til, at Søroverskolen er populær blandt børnene.

– Det er et meget taknemmeligt emne, men der er også stor faglighed omkring pirater. Det er meget aktuelt. Vi har pirater i dag (fx i Somalia, red.). Og så er det jo sådan set nogle historiske personer, vi lærer børnene om. Så den kombination er rigtig, rigtig god, fortæller Ida Christine Jørgensen.

Det er sjovere end at være derhjemme og kede sig. Og så er det sjovt at lære noget om pirater i stedet for at være derhjemme og ligge på sofaen
Frederikke Noll, pirataspirant, 7 år.

Forsker i psykologi på Københavns Universitet, Pernille Hviid, mener, at den kombination, som Ida Christine Jørgensen nævner, er gavnlig for børns udvikling og forestillingevne.

– Sørøverlegen kan virke ligegyldig eller unødig, men set fra et udviklingsstandpunkt, så er den vigtig, fordi at lege er sådan en overgangstænkning mellem det meget konkrete og det forestillede,” forklarer Pernille Hviid.

Hun er positiv omkring, at der dukker flere og flere initiativer som Sørøverskolen op.

– Det er bare alletiders, det kan vi ikke få nok af, fortæller Pernille Hviid.

Læs også: Specielle legepladser skal gøre børn til gode cyklister

Sørøverskolen tiltrækker mange børn i vinterferien, og også Frederikke Noll og Malou Heidemann er glade for konceptet. De synes, det er sjovt at bruge deres ferie som pirataspirant.

– Det er sjovere end at være derhjemme og kede sig. Og så er det sjovt at lære noget om pirater i stedet for at være derhjemme og ligge på sofaen, fortæller Frederikke Noll.

Flere steder rundt om i København findes der i ferierne kulturelle tilbud i børnehøjde. Det er til glæde for både børn og voksne.

Tine Andersen, der er mor til Frederikke Noll, er ligesom de to piger begejstret for sørøverskolen og fortæller, at det har været en både sjov og lærerig dag.

– Vi har været her i flere timer. Så jeg synes, det er fantastisk, at man kan få noget faglig viden implementeret ind i, at man holder vinterferie, fortæller Tine Andersen.