TV: Gymnasier tyvstarter røgfri skoletid

Skrevet af Nadja Maia Larsen og Asbjørn Killen Jahn

Fra sommeren 2021 skal det være slut med alle tobaksvarer, e-cigaretter og snus for elever og ansatte på Danmarks ungdomsuddannelser. Regeringen indfører nemlig røgfri skoletid på alle ungdomsuddannelser, hvor man optage unge under 18 år.

Men på Høje Taastrup Gymnasium er overgangen til røgfri skoletid allerede så småt begyndt. Her indføres kravet allerede den 1. januar, og den beslutning kommer på baggrund af et samarbejde med sundhedsorganisationen Kræftens Bekæmpelse.

Kravet om røgfri skoletid skal skærpe de allerede aktuelle regler om røgfri matrikel på ungdomsuddannelser. Det har der været en regel om for gymnasiale uddannelser og erhvervsskoler siden 2012.

Elevudvalg og alternative fællesskaber

For Høje Taastrup Gymnasium afhænger ordningens succes af at introducere alternative fællesskaber i skoletiden, som ikke inkluderer tobaksrøg, fortæller Uddannelseschef Jakob Bak-Thomsen.

– Det er en tanke om, at få brudt den her dårlige vane, og dét er hele ideen bag. Det kunne eksempelvis være, at vi skal have flere aktiviteter og spil i pauserne, såsom flere bordtennisborde, bordfodboldborde eller hyggehjørner med gratis kaffe og slik, siger han.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse handler disse alternative fællesskaber også om at ændre ved den større kultur i samfundet.

– Rygning er en del af kulturen, og unge vil forsøge at tilpasse sig den dominerende kultur. Rygning kan være en adgangsbillet til fællesskabet. Med røgfri skoletid kommer pauserne og det sociale liv til at handle om andet end rygning, og eleverne deler sig ikke op i ryger og ikkeryger grupper, skriver sundhedsorganisationen på deres hjemmeside.

Men sådanne fællesskaber kræver deltagelse og medinddragelse af eleverne. Ida Limone Bau Jørgensen fra 2.T fortæller, at hun selv er med i et elevudvalg, der skal hjælpe overgangen til rygestoppet på vej.

– Jeg er med i et udvalg, der står for, at vi skal stoppe rygningen i skoletiden, så jeg vil selvfølgelig gå forrest i kampen, siger hun.

Corona-forsinkelser har udskudt deadline

Indtil videre har 29 kommuner allerede indført røgfri skoletid for ansatte og elever. Selvom der på Høje Taastrup Gymnasium var ambitioner om at indføre ordningen efter sommerferien i 2020, har coronakrisen udskudt implementeringen til den 1. januar 2021. Ida Limone Bau Jørgensen håber, at eleverne fremadrettet vil bakke op om tiltagene.

– Jeg håber, at folk vil støtte op om det, så vi kan stoppe sammen, fortæller hun.

Sådan gjorde vi: Vi var interesserede i virkningen af regeringens lovkrav om røgfri skoletid i 2021. I den forbindelse tog vi kontakt til Høje Taastrup Gymnasium, som sagde god for, at vi kom ud og filmede og interviewede på uddannelsen. Resultatet var interviewene med udannelseschef Jakob Bak-Thomsen og elevrådsrepræsentant Ida Limone Bau Jørgensen. Vi var også i kontakt med Kræftens Bekæmpelse, som supplerede tallene i artiklen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.