TV: Vinterbadere trodser ekstrem kulde

Af Franziska Weiss Lauritzen, Johanne Breum Jacobsen og Maja Strøm Jensen

Den sibiriske kulde har hærget i den sidste tid. På trods af dagsfrost og snefygning har vinterbadere hugget hul i isen og badet i grødis. Rådet for Større Badesikkerhed opstiller otte baderåd for vinterbadere.

Et af baderådene er, at man skal forberede sig grundigt, inden man går i vandet. Ifølge chef for Livredningstjenesten, John Mogensen, bør man derfor få foretaget et grundigt lægetjek, inden man kaster sig ud i det kolde gys. Desuden anbefaler han, at man har de praktiske forberedelser i orden.

– Når man vinterbader i al almindelighed, skal man være velforberedt. Man skal tage højde for både kulde-, vind- og strømforhold. Derudover skal man være forberedt på, hvor man har sit tøj og sko, og hvor omklædningsrummet er, så man ikke bliver kold, forklarer han.

Læs også: Vinterbadning storhitter hos unge københavnere

Bad aldrig alene

Et andet vigtigt baderåd er, at man aldrig må gå i vandet alene. Der skal nemlig være hjælp i nærheden, hvis uheldet er ude.

– Man skal aldrig bade alene. Med det mener jeg, at den ene godt kan stå på kanten, mens den anden er i vandet. Men du må aldrig bade alene, understreger John Mogensen.

De otte baderåd:

  1. Tjek badeforhold og kend redningsudstyr
  2. Pas på is på trappe og bro
  3. Sænk kroppen roligt ned i vandet
  4. Bad aldrig alene
  5. Træk vejret roligt
  6. Hold øje med hinanden
  7. Hold dig tæt ved trappe eller opgang
  8. Svøm aldrig under isen

Kilde: Rådet for Større Badesikkerhed

Svanemøllebugtens Vinterbadelaug er et attraktivt sted for vinterbadere. Lige nu er der omkring 1.500 medlemmer og en ventetid på op imod otte år. En af klubbens trofaste medlemmer er Eddie Schønbeck, som har taget hul på sin femte sæson. Han er opmærksom på, at man skal være ekstra varsom i den kolde tid.

Men selvom Eddie Schønbeck er opmærksom på sin egen sikkerhed, tager han alligevel afsted til badeklubben alene. Det skyldes nemlig, at der med klubbens mange medlemmer altid er andre vinterbadere til stede, når han går i vandet.

– Jeg tager alene afsted, men der er altid andre i klubben, forsikrer han.

Man skal aldrig bade alene. Med det mener jeg, at den ene godt kan stå på kanten, mens den anden er i vandet. Men du må aldrig bade alene.
John Mogensen, Chef for Livredningstjenesten

Gevinsten ved det kolde gys

Den kølige aktivitet er ikke kun for sjov. Eddie Schønbeck mener selv, han har stor gavn af at vinterbade. Det iskolde vand hjælper mod hans spændingshovedpine efter en lang arbejdsdag.

– Det har en god virkning for mig. Efter en lang arbejdsdag tager jeg herhen i tre kvarter for at bade og gå i sauna. Så føler jeg mig som et nyt menneske.

Eddie Schønbeck er ikke den eneste, der nyder mødet med det iskolde vand. Ifølge Rådet for Større Badesikkerhed er der mere end 25.000 andre vinterbadere fordelt på mere end 93 klubber landet over.

Sådan gjorde vi: I forbindelse med den ekstraordinære kulde de sidste uger, kom vi til at tænke på vinterbaderne. Vi kontaktede derfor en lang række vinterbadeklubber for at finde en vinterbader, der ville stille op til et interview. Efterfølgende kontaktede vi Rådet for Større Badesikkerhed for at få en kommentar. Alle kilder er forinterviewet på telefon og efterfølgende filmet til kamera.