Håndboldtræner efter stævneaflysninger: Fællesskab og håndboldkultur skaber selvstændige børn

U11 pigerne fra BK Ydun er glade efter sejr til Midtjysk Julecup 2018. I år bliver der intet stævne, og pigerne må blive hjemme. Foto: Katrine Krebs

Katrine Krebs er håndboldtræner for u11-pigerne i BK Ydun på Frederiksberg i København. Hun kalder trænerjobbet for et meget ærefuldt erhverv, og forklarer, at stævnesituationen er vigtig. Desværre er samtlige danske julestævner aflyst i år. Det er rigtig ærgerligt, mener Katrine Krebs, for til håndboldstævner har børnene et rum og en mulighed for at komme væk fra familien.

Hun nyder at se udviklingen hos sine spillere, og er stolt over at sende mere selvstændige børn hjem til forældrene.

– Stævner skaber en virkelighed, som intet andet kan. Det er så tilfredsstillende at sende de her enormt glade børn hjem, der forstår sig selv på en anden måde. I fire dage står de selv for at komme i bad, huske at pakke håndboldskoene i tasken og børste tænder inden sengetid, forklarer Katrine Krebs.

Katrine Krebs påpeger den helt unikke og sunde fællesskabskultur, der opstår i et virvar af hold-slagsange i stævnebusserne, halkuller og forbilleder på tværs af hold og årgange. Stævnesituationen åbner op for et større og mere komplekst fællesskab. Her tvinges børnene ud af deres komfortzoner og ind i nye venskaber.

Hun har erfaret at de fleste forældre oplever at få stolte og mere selvstændige børn hjem efter et par dage i en jysk håndboldhal.

– Der er noget helt magisk ved julestævnet, hvor alle kommer fra familiehyggen i juledagene. Men så der, midt i ferien, finder hele håndbold-Danmark sammen inden vi spredes for at fejre nytåret. En glad forælder sagde sidste år, at da han sendte sin datter afsted, græd hun, fordi at hun ville savne sine forældre. Da hun kom hjem, græd hun, fordi at hun savnede sine håndboldvenner, siger Katrine Krebs

Stor økonomisk betydning for Bording KFUM: Stævnet er klubbens primære bidragsyder

De sidste 47 år har danske håndboldhold mellem jul og nytår haft mulighed for at deltage i Midtjysk Julecup i Bording. I år har stævneledelsen valgt at aflyse på baggrund af Covid-19 situationen. Det fremgår af stævnets hjemmeside.

Arrangør af Midtjysk Julecup, Camilla Møller, pointerer at aflysningen har en stor økonomisk betydning for klubben:

– Julecuppen er den primære bidragsyder til klubbens kasse. Heldigvis har vi haft nogle økonomiske strategier, hvor man har sat penge af, hvis vi et år var nødt til at aflyse Julecuppen. Det er jo et rigtig godt princip lige nu, da det for første gang nogensinde er blevet aktuelt at aflyse.

Men selvom Bording Håndbold ikke frygter konkurs, får aflysningen kedelige konsekvenser for klubbens medlemmer.

– Klubben skal nok klare sig, men det er jo klart at man er nødt til at skrue ned for de sjove ting vi ellers gerne vil lave med vores medlemmer, siger Camilla Møller.

Karla og Johanne spiller på u11 pigerne i BK Ydun. Her står de med pokalen fra Midtjysk Julecup 2018. Foto: Sofie Gerdes

Dansk Håndbold Forbund ærger sig

I Dansk Håndbold Forbund er der heller ingen tvivl om, at aflysningerne er en yderst trist nyhed for mange børn og unge. Formand for Dansk Håndbold Forbunds bredde- og udviklingsudvalg Betina Bjerre understreger vigtigheden af stævnerne.

Andre aflyste julestævner

  • Bjerringbro Julecup
  • HIK-Rosendal Julecup
  • Dianalund/Tersløse Julestævne
  • Skjern Cup
  • Thy Cup

Kilde: Dansk Håndbold Forbund

– Stævnerne er en vigtig del af håndbolden og det fællesskab som er bærende i idrætten for børn og unge. Der er jo ingen tvivl om, at det er rigtig trist for mange børn og unge, at de ikke kommer afsted til stævner. Det er noget, de fleste håndboldspillere går længe og glæder sig til, netop pga. det fællesskab, der opstår internt og på tværs af holdene, siger Betina Bjerre

Katrine Krebs er ked af stævneaflysningen, og bekymrer sig for, hvad der sker med ungdomsspillerne i en periode, hvor der er mangel på stævner og sociale arrangementer.

– Til stævner knytter de bånd på en helt anden måde end til træningerne. Vi har alle sammen brug for at møde ind for venskaberne og ikke kun for håndbolden. Børnene har brug for at opleve det her fællesskab, hvor man sover ved siden af hinanden, siger hun

Læs også: Nedtrykte håndboldbørn: »I år bliver julen virkelig trist«

Sådan gjorde vi: Journalisten er selv håndboldspiller og er ked af at børnene ikke kan komme afsted i år. Journalisten kontaktede først Camilla Møller i Bording HK, for at undersøge hvilke konsekvenser aflysningen har for klubben. Efterfølgende blev der taget kontakt til Dansk Håndbold Forbund og Katrine Krebs. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.