Undersøgelse: Amerikansk fodbold giver skader på hjernen

Amerikansk fodbold er en sport på vej frem herhjemme og for at undgå, at hovedskader bliver et problem, har man i klubberne meget fokus på at arbejde præventivt med udstyret og reglerne, siger Casper Reinhardt, ansvarlig for ungdomsafdelingen i Søllerød Gold Diggers. Foto: Simona Robová.
Amerikansk fodbold er en sport på vej frem herhjemme og for at undgå, at hovedskader bliver et problem, har man i klubberne meget fokus på at arbejde præventivt med udstyret og reglerne, siger Casper Reinhardt, ansvarlig for ungdomsafdelingen i Søllerød Gold Diggers. Foto: Simona Robová.

For fremtiden vil amerikanske fodboldspillere måske overveje en ekstra gang, hvordan de tackler deres modstander.

En stor undersøgelse af hovedskader blandt tidligere spillere i den amerikansk fodboldliga NFL viser nemlig, at 43 % af de 40 undersøgte spillere viste tegn på, at deres hjerner har taget skade af at spille amerikansk fodbold på højt niveau.

Undersøgelsen er udarbejdet af Dr. Francis X. Conidi fra Florida Center for Headache and Sports Neurology, skriver Reuters.

Det svarer til en tackling med knopperne forrest i knæhøjde i fodbold
Casper Reinhardt, ungdomsansvarlig i Søllerød Gold Diggers

Testene blev foretaget ved hjælp af scanninger af hjernen samt tanke- og hukommelsestests, og de viste, at jo længere en spiller havde spillet amerikansk fodbold i NFL, jo større var chancen for, at hans hjerne havde taget skade.

Den amerikanske undersøgelse

– 40 tidligere spillere blev undersøgt

– 17 spillere (43 %) viste tegn på skader i hjernen, der kan forårsage både øget aggressivitet og demens

– Jo længere spillerne havde spillet i NFL, jo tydeligere var skaderne i hjernen

Kilde: Reuters

Ændringer kan afhjælpe problemet

Ved offentliggørelsen af undersøgelsen ved konferencen for American Academy of Neurology sagde Dr. Francis X. Conidi, at hovedskaderne kan undgåes. Han foreslog ifølge Reuters, at ungdomshold i USA skulle undgå tacklinger under deres træning.

Herhjemme er Lars Carlsen, der er sportchef i Dansk Amerikansk Fodbold Forbund, DAFF, enig i, at der skal være fokus på problematikken, og han mener, at forbundets proaktive arbejde med at forhindre hovedskader er nået til et vigtigt punkt.

– Vi er meget opmærksomme på, at vi skal påvirke en holdningsændring omkring “de store hits”. I vores arbejde i forbundet fremmer vi de korrekte tekniske tacklinger og ikke de dumme tacklinger, som både er farlige for dem, der tackler, og dem der bliver tacklet, siger han på forbundets egen hjemmeside.

Læs også: Fitnesscentre: Derfor vil vi gerne have en sur doping-smiley

Det nationale forbunds fokus på at undgå hovedskader har forplantet sig til klubberne, hvor Søllerød Gold Diggers’ ansvarlige for ungdomsafdelingen, Casper Reinhardt, nikker genkendende til det øgede fokus på problematikken.

– Der er rigtig meget opmærksomhed på problemet i amerikansk fodbold i Danmark, siger han.

Han mener dog aldrig, at hovedskader har været et problem blandt amerikansk fodbold-spillere herhjemme.

– Vi ser det ikke som et problem i sporten herhjemme, da vi har arbejdet forebyggende i de seneste mange år for at undgå hovedskader. Vi har nemlig kun cirka en spiller om året per klub, som får en alvorlig skade. Og her er der sjældent tale om hovedskader. Oftere er det brækkede arme eller ben, en skulder der er gået af led eller lignende, forklarer han.

Fortsat fokus på at beskytte spillerne

Den ungdomsansvarlige i Søllerød Gold Diggers, Casper Reinhardt, pointerer dog, at spillernes sikkerhed stadig er i højsædet, selvom hovedskader ikke er et problem. Især fokuserer klubben på spillernes hjelme.

– Vi sørger for, at deres hjelme er i orden. Det er også derfor, at vi typisk ikke lader vores nye spillere spille med de lånehjelme, vi har ude i klubben. Spillernes hjelme skal være tilpasset til deres eget hoved. Det går vi meget op i. Og så uddanner vi vores trænere til at lære spillerne, at de skal holde deres hoved ude af tacklingerne.

Læs også: Fitnesscenter: Sur doping-smiley er misvisende

Som et led i udviklingen arrangerede DAFF  i sommeren 2015 et såkaldt Heads Up-kursus, hvor undervisere fra USA underviste danske trænere i de rette teknikker i forbindelse med tacklinger.

Derudover beskyttes spillerne af den såkaldte “targeting”-regel, som foreskriver, at spillere ikke må tackle deres modspillere over skulderen. Her er dommerne instrueret til at vise nul-tolerance og smide den pågældende spiller ud af kampen.

– Det svarer til en tackling med knopperne forrest i knæhøjde i fodbold, siger Casper Reinhardt.

Det har ikke været muligt at få en mundtlig kommentar fra Lars Carlsen, DAFF’s sportschef, da han er i gang med at forberede sig på kommende landsholdsopgaver.

Sådan passer spillerne på sig selv

Klik på prikkerne på det nedenstående billede og bliv klogere på, hvordan spillerne beskytter sig mod hovedskader og andre skader. Foto: Wikimedia Commons.