Undgå at Kong Vinter ødelægger din cykel

Vinteren er en hård tid for din tohjulede ven, og det kræver lidt ekstra arbejde, hvis den skal holde sig kørende helt til foråret.
 

»Der er særligt to ting, der er skidt for cyklen om vinteren. Det er ofte lidt vådere i vejret, og så er der ofte rigtig meget salt på vejene,« siger Allan Carstensen, specialkonsulent hos Dansk Cyklistforbund.
 

Det er kombinationen af fugt og salt, der kan vise sig at være en farlig cocktail for din cykel.
 

»Det største problem er næsten, at det er så koldt og fugtigt i vejret, at selvom cyklen ikke bliver kørt på uafbrudt, så tørrer den aldrig helt, og det giver risiko for rust. Vejsaltet gør det kun værre,« siger han.
 

Vask den nænsomt
Det er derfor en god idé at vaske sin cykel jævnligt.
 

»Er den saltet, skal man prøve at få det væk. Har man en haveslange eller en vandekane, kan man lige lade vandet løbe over cyklen i en blød stråle,« siger Allan Carstensen.
 

For at undgå rust, skal man tørre cyklen efter vask eller stille den et sted, der er forholdsvist lunt.
 

Nul kædespray
En særlig udsat del på cyklen er kæden, som nemt ruster, hvis ikke man behandler den nogenlunde ordentligt. Den bedste løsning er jævnligt at dryppe lidt olie på den og tørre det overskydende af. Mange bruger kædespray, men det kan virke stik imod hensigten og slide på både kæde og tandhjul.    
 

»Det er rigtigt fristende at tage sådan en kædespray og så bare give den gas. Men kædespray er fedtet, og det støv, der landet på den, bliver til en slibepasta, som slider hårdt kæde og tandhjul,« siger Allan Carstensen.
 

Lyt til din cykel
Hvis man hurtigt vil tjekke, hvordan cyklen har det, kan det være en idé at lytte til den, forklarer Allan Carstensen.
 

»Det kan godt betale sig at lytte til sin cykel. Løft den nogle centimeter op og lad den falde. Man lærer hurtigt dens lyd at kende. Hører man en fremmed lyd eller noget der rasler, er der måske noget galt,« siger konsulenten.

LÆS OGSÅ: Gør benene vinterklar

http://www.b.dk/viden/goer-benene-vinterklar

LÆS OGSÅ: Grønt lys til at køre over for rødt

http://www.b.dk/nationalt/groent-lys-til-at-koere-over-for-roedt