Opbakningen til Ungdomshuset er så småt forduftet, når nu der ikke længere er behov for at kæmpe for at bevare Jagtvej 69. Det fortæller lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
– Ungdomshuset har ikke den samme kultstatus som tidligere. En del af de demonstrationer, der var omkring det gamle ungdomshus, handlede i høj grad om overlevelse, lyder hans forklaring på, at man ikke hører om lige så mange problemer med det nye ungdomshus på Dortheavej 61 som tidligere.
– Der var mange former for desperate handlinger i det, mange forsvarskampe, siger lektoren i politologi om det tidligere ungdomshus.
Skal ikke længere forsvare sig
Han forklarer desuden, at der kan være mange gode grunde til det faldende antal demonstrationer fra Ungdomshusets brugere. Han vurderer dog, at den primære grund ligger i den nye generation af brugere:
– Det nye ungdomshus har ikke længere den samme opbakning. Hvis de har fået en anden gruppe unge derud (på Dortheavej 61, red.), som ikke skal kæmpe for at forsvare sig, er det klart, at så falder aktivismeniveauet gevaldigt. Så må de lave noget andet, siger Johannes Andersen. Ifølge ham kan det være aktiviteter som at holde fester og spille musik – noget, der især kendetegnede Jagtvej 69.
– Sådan som Ungdomshuset på Jagtvej startede, så handlede det jo om at spille noget musik og holde nogle fester. Og når de ikke længere skal kæmpe for deres eksistens, er det jo naturligt nok at lave noget andet, lyder det fra lektoren.
Svært at samle os
En af aktivisterne i det nye ungdomshus på Dortheavej 61 er Sofie Boel, 22. Hun mener også, det er svært at trække folk til demostrationer for Ungdomshuset, når der ikke længere er noget konkret at kæmpe for.
– Lige nu er det mere diffuse ting, vi kæmper for: Hvorfor folk skal lide, hvorfor er alle ikke glade, hvorfor får nogen ikke nok at spise, hvorfor skal alle på asyllejr, hvorfor ’fucker’ man med klimaet osv. Der er nogle totalt diffuse kampe, man skal kæmpe nu, som er svære for folk at tage fat i, siger hun og fortsætter:
– Med truslen om rydningen skete der noget, der er så konkret en uretfærdighed. Der er et hus, der har ligget her i over 20 år, det har været folkets hus i jeg ved ikke hvor mange år. Nu er der ikke noget umiddelbart i ens lokalmiljø, fordi problemerne er i det globale miljø, og så er det sværere at samle sig, fortæller Sofie Boel.
– Men hvis der sker noget lignende, så samles vi igen, pointerer hun
Læs også: Der er så stille i Ungeren