Unge fortryder grimme hjemmetatoveringer som aldrig før

To unge fyre hænger ud en fredag aften. Den ene har lige købt en tatoveringskit, og nålen går lystigt. Men dagen, ugen eller et par måneder efter, er det måske knapt så sjovt. En række tatovører landet over oplever et stigende problem i unge, der får lavet dårlige tatoveringer af venner, bekendte eller ham på hjørnet, der lige har købt en tatoveringsmaskine. I takt med at tatoveringer bliver mere populære, internethandlen blomstrer og flere unge gerne vil under nålen, har hjemmetatoveringer invaderet landet.

»Der kommer desværre rigtig mange ind til os, som spørger om vi kan dække eller redde en hjemmelavet tatovering. Så spørger jeg mig selv; ’kan jeg sende ham her ud af butikken med noget der ser ordentligt ud?’. Det er altså rigtig svært at lave skrot til slot, for at sige det ærligt,« siger Tattoo-Mini, tatovør og indehaver af Bad Boyz Tattoo i Frederikssund.

Frank Rosenkilde, indehaver af Bel Air Tattoo i København, ser hele vennekredse der kommer ind til ham, og skal have ryddet op i de dårlige tatoveringer, vennerne har lavet på hinanden.

»At lave tatoveringer på hinanden, det er jo det nye blandt de unge. De køber et tatoveringskit på nettet, og så går de ellers bare i gang,« siger han.

Vil ikke lægge navn til oprydningarbejdet

Ifølge Tattoo-Mini er problemet især udbredt blandt de helt unge, som gerne vil have en tatovering her og nu, men måske ikke lige har penge, eller som på grund af deres alder ikke kan få lavet en tatovering hos en ordentlig tatovør. Men der er altså god grund til at spare sammen til en ordentlig tatovering:

»Det handler jo også om, hvorvidt jeg som tatovør kan stå inde for det arbejde, jeg kan lave over en dårlig tatovering – måske kan jeg gøre den pænere, men derfor bliver den jo ikke nødvendigvis pæn, når det man arbejder ud fra er så dårligt. Det kan jo ud over mit ry som tatovør, og derfor må vi desværre afvise en del kunder, som kommer ind med tatoveringer de er kede af,« siger Tattoo-Mini.

Også hos Bel Air har de måtte afvise unge med hjemmegjorte tatoveringer, der simpelthen er for dårlige til, at tatovørerne vil lægge navn til arbejdet med at rette op på dem.

Internethandlen boomer

Netop internethandlens fremgang er en stor del af problematikken, mener Kristian Nielsen, tatovør i Artistic Tattooing i Aalborg.

»I tak med at nethandlen er blevet mere og mere populær, er der flere og flere som får fat i et hjemmetatoveringskit, og ukritisk tatoverer alle der viser interesse,« siger han.

Autolak i armen
Det er ikke kun på det kunstneriske plan, der er problemer med amatørtatoveringerne. Også på det rent sundhedsmæssige plan kan hjemmetatoveringer være en farlig forretning. Den danske tatoveringsbranche har været i modvind, efter det kom frem, at der ikke er nogen reel lovgivning med hensyn til hvilke stoffer, der må være i det blæk tatovørerne bruger.

»Det ødelægger branchens ry, når vi i Danmark har retailere, som udbyder sundhedsfarligt blæk til gud og hver mand,« siger Tattoo-Mini.

Også her er internethandlen en faktor, der spiller ind. Den uerfarne hjemmetatovør ved nemlig ikke nødvendigvis hvilken slags blæk, der er bedst. Derfor kan det være svært at gebærde sig i den jungle af gode og mindre gode produkter, som tilbydes hos forhandlere i Danmark og online i udlandet.
 

Læs også:

Udsmykningsar er for livet

Ekstrem kropskunst får sin egen festival

One Response to "Unge fortryder grimme hjemmetatoveringer som aldrig før"