Unge vil have hurtige dating-apps

Foto: www.gotinder.com

Foto: www.gotinder.com

Det skal gå hurtigt. Det skal være legende let. Og så må det helst ikke minde om almindelige datingsites. Derfor er Tinder blevet populært, særligt blandt de unge, mener flere eksperter.

– Tinder er en lækker app at bruge. Når man swiper til højre og venstre, og nogle gange får match, føles det næsten som et spil. Det er en slags ’game-fikation’, hvor det næsten føles som om, du får point. Det er en ’light’ dating-app, hvor man skal have det sjovt, siger digital trendanalytiker Christiane Vejlø, ejer af firmaet Elektronista.dk.

Troels Schultz Larsen, ekstern lektor ved RUC, som har forsket i netdating, mener dog ikke, at det nødvendigvis er app’ens opbygning, der gør den populær.

– Der er som sådan ikke nogen fordel ved Tinder frem for lignende produkter. Det er et socialt medie fænomen, frem for at være en særligt god app.

Han er dog enig med Christiane Vejlø om, at Tinders enkelthed har stor betydning for populariteten. Især blandt unge.

Uforpligtende dating

App’en har været særligt omtalt i medierne på grund af swipe-funktionen, hvor brugerne kan vælge og vrage mellem hinanden. App’en har fået kritik for at være overfladisk og en ’knalde-app’.

De to studerende, Nikoline Meincke på 23 år og Sascha Kofoed på 21 år, har begge været brugere på smartphone app’en Tinder. Det er det uforpligtende forhold til dating, der fangede de studerende i begyndelsen.

– Jeg blev hurtigt fanget af det, fordi det er en helt vildt sjov app, og det var egentligt uden bagtanker, at jeg begyndte at bruge den, siger Nikoline Meincke.

Læs også: Nu kan du få velsignelsen på SMS

Det var en veninde, der oprettede profilen på Tinder for Sascha Kofoed, hvorefter hun også blev fanget af app’en.

– Jeg var nok rimelig offensiv i starten, jeg tror jeg havde 45 matches og skrev med 8 forskellige. Men jeg har faktisk aldrig mødtes med nogen, siger hun om sit brug af Tinder.

Christiane Vejlø siger, at den store popularitet skyldes, at Tinder-profilen er let at oprette og vigtigst af alt, let at bruge. Hun mener, at app’en kan noget andet end de traditionelle datingsites, som ofte er mere tidskrævende.

Det kan Nikoline Meincke også genkende, når hun bruger app’en. Det er netop app’ens swipe-funktion, der er underholdende, uforpligtende og samtidig ikke særlig tidskrævende.

’Knalde-app’

Troels Schultz Larsen peger på, hvor vigtigt det er for Tinder at blive brandet rigtigt, for at kunne holde fast i sine brugere. At Tinder har fået navnet ’knalde-app’ i både Danmark og USA,  kan være skadeligt for udbredelsen af den, mener Schultz Larsen. Det er særligt den ældre målgruppe, der kan blive skræmt af app’ens øgenavn.

Selvom de to studerende kender til navnet, så er det ikke noget de tænker over, når de swiper frem og tilbage.

– Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan folk opfatter den. Men for mig er det sjov og ballade, og jeg tænker ikke så meget over, hvordan andre tænker om mig, når de ser min profil på Tinder, siger Nikoline Meincke.

For at imødekomme kritikken om en knalde-app, nævner Schultz Larsen, at skaberne bag Tinder markedsfører app’en som en ’friendfinder’-app i stil med eksempelvis Instagram.  Den køber Sascha Kofoed dog ikke helt.

– Jeg kan godt se, hvad de mener med ’friendfinder’, men det er bestemt ikke det, jeg har tænkt, når jeg har brugt Tinder, siger hun.