Vil du droppe anden for tofu til mortensaften?

Vinterens højtider er kendetegnet ved en masse kød, sovs og kartofler. Nu kan veganerne også være med.
Foto: pixabay.

På søndag er det mortensaften. De fleste kender historien om, hvordan biskoppen Martin prøvede at gemme sig blandt gæs for at undgå at blive biskop. Det fejrer man traditionelt set aftenen før mortensdag ved at spise gås eller and. Men nu behøver ingen fjerkræ længere at lade livet.

Det skyldes en stigende interesse for vegansk mad og udviklingen af antallet af vegi-produkter, der bliver langet over disken i de danske supermarkeder, er ligeledes mere end tredoblet siden 2009. Det betyder, at veganere med god samvittighed kan sætte tænderne i en saftig steg.

Det viser tal fra Coop, som er baseret på salgstal i den givne periode.

Jeg synes, det er interessant med alternativer. Men det er bestemt ikke et must. Jeg kan dog sagtens forstå, at der er mange, der har nogle retter, der sidder på rygraden, hvor de måske savner deres “kød” til
Synnøve Kruse Serup, veganer

Men hvad kan der sættes på bordet som alternativ til de kødbaserede retter, som denne tid bringer? Svaret kommer fra Lars Aarup, analysechef for Coop.

– Der vil fra i år blive lanceret en plante- og grøntsagsbaseret steg i Coop-butikker, siger Lars Aarup.

Plantestegen kan erstatte den klassiske flæskesteg, som 64 procent af danskerne spiser juleaften. Dog er det hele 78 procent, der spiser and, og her kan alternativet være den almindelige tofu, som Coop-butikkerne har solgt i en længere periode, eller mock duck, et glutenbaseret vegetarisk produkt, som mange veganere også har taget til sig.

Artiklen fortstætter under tabellen. 

Alternativer til julefrokostbordet

Det er ikke kun på juleaftensbordet, at Coop vil indføre nye veganske tiltag. Også til julefrokosten kommer man til at se alternativer til det klassiske pålægssortiment.

– Alternativer til sild bliver en form for tofu i forskellige slags marinader, f.eks. kommer vi til at have en variant med karrymarinade, siger Lars Aarup.

Læs også: Mortensaften: Din andesteg skubber til dyrevelfærden

Han nævner derudover også senneps- og dildvarianter som alternativ til de forskellige kendte udgaver af sildepålæg, der findes.

Ny satsning

Det er første gang at Coop satser på det veganske julemarked, og Lars Aarup er spændt på, hvordan de nye alternativer vil blive taget imod.

– Det er stadig en meget lille vare, men det er en vare, som der er vækst i, og det er noget som vi skal prøve. Så må vi se, om det er noget, som danskerne vil have, siger Lars Aarup.

Vegansk i tal

    • I perioden 2009 og 2019 er der sket en tredobling af danskernes forbrug af vegi-produkter
    • Vegi-produkter er produkter, der ikke indeholder kød, f.eks. linsebøffer eller plantefars
    • På landsplan er der 2,5 procent, svarende til ca. 140.000 personer, der lever vegansk

Kilde: Coop analyse og Dansk Vegetarisk Forening

Synnøve Kruse Serup har været veganer i lidt over tre år og har derudover ikke rørt kød i 11 år. Hun er overvejende positiv stemt overfor de nye alternativer, som veganerne nu tilbydes, selvom hun dog selv er rigtig glad for at stå i køkkenet:

– Jeg synes, det er interessant med alternativer, men det er bestemt ikke et must. Jeg laver helst en ret eller et måltid uden “kød” på tallerkenen. Jeg kan dog sagtens forstå, at der er mange, der har nogle retter, der sidder på rygraden, hvor de måske savner deres “kød” til, siger hun.

For Synnøve Kruse Serup ville det være sjovt at prøve nogle af de veganske alternativer, der efterhånden er begyndt at vinde frem på de danske supermarkedshylder. Om det kunne blive en tradition på familiens julebord, er hun dog ikke helt sikker på.

Læs også: Forskere vil lave kød uden dyr

– Jeg bruger generelt ikke kødalternativer, så for mit vedkommende ville det mere være for at prøve noget nyt. Jeg tror helt bestemt,  at der er et marked for kødlignende produkter, som også er interessant vegetarer, dem med religiøs overbevisning, de nysgerrige og de miljøbevidste, siger Synnøve Kruse Serup.

Sådan gjorde vi: Idéen udsprang fra et redaktionsmøde, hvor emnet om veganske alternativer kom på banen. Herefter kontaktede journalisten diverse detailhandelvirksomheder, hvor det kun var Coop, der ville satse mere på de veganske alternativer. Interviewet med Synnøve Kruse Serup er gjort over skrift.