Redaktør fra Den Danske Forening om ghettoplan: »Det fører ikke til noget som helst«

Det er et år siden, regeringen igangsatte initiativet om et ghettofrit Danmark i 2030.

I dag åbner regeringen dørene for et topmøde på Marienborg for at følge op på udviklingen i det forgangne år. Den Danske Forenings (DDF) redaktør og tidligere formand, Harry Vinter, forventer ikke store forandringer fra regeringens side.

Vi ville være bedre tjent med at flytte ghettoen til Tyrkiet og sende pengene derned i stedet.
Harry Vinter, tidl. formand for Den Danske Forening.

– Det svarer lidt til, når man i gamle dage ville bekæmpe forurening ved at føre afløbsrørene længere til havs og regnede med, at det forsvandt ud i det store ocean, siger Harry Vinter

Harry Vinter kalder det for ‘skændigt’ at rive boliger ned for at få ført befolkningen tættere sammen.

– Lad de gode boliger stå og send de utilpassede beboer hjem, hvor de kom fra, siger han

Læs også: Forsker: Ghettoplans sprogtest kan stigmatisere børn

Ghettoplanen fra 2018 blev skabt med et mål om et mere sammenhængende Danmark. Den sammenhængen skulle blandt andet skabes ved at bryde ghettoerne op.

Men Harry Vinter mener, at der kun én ting, der vil virke.

– Den eneste plan, som kan redde Danmark på sigt, er at begynde at hjemsende de mennesker, som ikke vil Danmark det godt.

Hvad er Den Danske Forening?

  • DDF blev dannet i 1987
  • DDF blev bl.a. stiftet af frihedskæmpere fra 2. Verdenskrig
  • DDF har ca. 1100 medlemmer

Et godt eksempel på problemer i udlændingedebatten

Andreas Stenberg, udlændingeordfører for Radikale Venstre, forholder sig til kommentaren fra Harry Vinter og ser det som et godt eksempel på, hvad der er galt med den danske udlændingedebat.

– Der er masser af udlændinge, som vil Danmark noget godt, og som vi også har brug for i Danmark. Dem, som DDF definerer som udlændinge, er jo også nogen, som har boet her hele deres liv, men hvor deres forældre måske er fra Tyrkiet eller andre steder, siger Andreas Stenberg (R).

Kun lappeløsninger
Tilbage hos foreningen og Harry Vinter viftes der i dag med fødselsdagsflaget. For regeringens møde og Den Danske Forenings fødselsdag falder samtidigt. I dag fylder foreningen 32 år, og de er bekymrede.

– Hvis udviklingen får lov at fortsætte, så stagnerer Danmark

Harry Vinter har dog et forslag til, hvordan man kan løse problemerne.

Læs også: Ghettoudspil vil ramme børn med angst

– Vi ville være bedre tjent med at flytte ghettoen til Tyrkiet og sende pengene derned i stedet. På den måde undgår vi alle de problemer, som følger med, når ghettoerne lige nu er placeret i forstæderne til danske byer, siger han.