Nyt partnerskab i Greve skal gøre livet surt for indbrudstyve

Der er ifølge botrygt.dk ca. tre gange flere indbrud i Danmark end i vores nabolande i forhold til indbyggertal.
Foto: Laura Damkjær Canger

Fremover skal det være endnu sværere for indbrudstyve at få fat i Greve-borgernes telefoner, smykker, lamper og andet, som tyvene ønsker at stjæle.

Læs også: Tryghed i boligområder tager tid trods faldende kriminalitet

 

Fakta om Bo Trygt

TrygFonden og foreningen Realdania er gået sammen med Det Kriminalpræventive Råd og Videncentret Bolius om indsatsen Bo Trygt for at reducere antallet af indbrud i de danske hjem. Bo trygt har et mål om at reducere antallet af indbrud i private hjem fra 29.000 til 10.000 årlige indbrud. På sigt skal andelen af danskere, der bekymrer sig om indbrud, ned fra hver fjerde til hver tiende.

Greve Kommune har nemlig indgået et nyt partnerskab i kampen mod indbrudstyve. Målet er, at antallet af indbrud skal ned på en tredjedel, og at flere borgere skal melde sig ind i Nabohjælp. Med oplysning, råd og vejledning vil Borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V), forebygge indbrud i borgernes private hjem.

– Husejere skal have vejledning og råd til, hvordan hjemmet kan sikres – hvad sætter man på af låse, hvornår skal vinduerne skiftes, hvad er sikkert?

Flere skal melde sig ind i Nabohjælp

For at komme i mål med ambitionen, skal der vælges nogle ambassadører, der skal ud og oplyse om Nabohjælp i grundejerforeningerne, siger borgmester, Pernille Beckmann (V).

– Jeg er selv medlem af Nabohjælp, og jeg modtager SMS’er, når nogen ser noget mistænkeligt i området. Det handler om at have en skærpet opmærksomhed på hinanden, og holde lidt mere sammen end vi måske gør i dag.

Havnefoged i Greve Marina, Ole Wamberg, er en af de borgere, der har efterspurgt mere sammenhold, efter han oplevede at komme hjem til et hus, der var »fuldstændig splittet ad«.

– Jeg var på ferie i Østrig i tre dage, og kommer hjem til et hus, der er fuldstændig splittet ad. Sonos-højttalere og iPads er væk, men det er ikke så meget det. Det er mere oplevelsen af, at hjemmet bliver splittet ad – det er dybt frustrerende.

Læs også: Øboere har færre besøg af langfingerede gæster

Efter den ubehagelige oplevelse, gik Ole Wamberg til tasterne på Facebook med en opfordring til, at Greveborgere advarer hinanden, hvis de ser noget mistænkeligt. ”Ved at stå sammen, kan vi måske begrænse alle de indbrud”, skrev han blandt andet på Facebook.

Opfordringen til at melde sig ind i Nabohjælp falder derfor i god jord hos Ole Wamberg.

– Jo mere vi holder øje, jo mere besværligt gør vi det for indbrudstyvene.

Danskerne skal sikre hjemmet mod indbrud

Ifølge botrygt.dk, er der ca. tre gange flere indbrud i Danmark end i vores nabolande i forhold til indbyggertal, og antallet af danskere, der er bekymrede for at få indbrud, er mere end fordoblet i løbet af de seneste 10 år.

TrygFonden og foreningen Realdania er gået sammen med Det Kriminalpræventive Råd og Videncentret Bolius om indsatsen Bo Trygt for at reducere antallet af indbrud i de danske hjem.

Bo Trygts ambition er, at danskerne skal blive bedre til at sikre deres hjem, da det er den bedste måde at besværliggøre tyvens arbejde.

Sådan gjorde vi: På de sociale medier stødte journalisten på opslag om en “indbrudsbølge” i Greve Kommune, og opdagede herefter det nye partnerskab på Greve.dk. Journalisten kontaktede Ole Wamberg via. de sociale medier, og lavede interviewet telefonisk, ligesom interviewet med Pernille Beckmann (V) blev udført telefonisk.