Sebbastian Lorantius taler hurtigt. Meget hurtigt. Ordene kredser om et smykkeskrin. Han er ved at komme i kontakt med en afdød ånd. Han kigger søgende op, så lukker han øjnene igen og koncentrerer sig. Så slår han dem op igen. De intense blå øjne stirrer opad, inden han klapper dem sammen endnu en gang. Det gentager sig igen og igen, mens ordene entusiastisk sprutter ud af munden på ham.
Det er en mørk novemberaften i Toldkammeret i Helsingør. Omkring 100 mennesker, primært midaldrende kvinder, har købt billet til ‘klarsynsaften’ med clairvoyant Sebbastian Lorantius. Billetpris 149 kr. plus gebyr. Publikum sidder tæt på opslåede klapstole i et lyst, hvidmalet rum og lytter i håbet om, at netop deres pårørende netop i aften kommer igennem fra den åndelige verden.
Sebbastian Lorantius spørger ud i salen, om nogle kan genkende den afdøde kvinde: En mor, godt op i årene, som havde haft problemer med tarmene og efter sigende havde efterladt det føromtalte smykkeskrin. Flere nede i salen rækker hånden op.
Sebbastian Lorantius har selv en regel. 80 procent af, hvad han siger, skal være genkendeligt, de resterende 20 procent behøver de pårørende ikke at forstå endnu.
Langsomt falder hænderne fra, idet Sebbastian Lorantius giver flere detaljer om den afdøde, inden han finder den pårørende blandt publikum. En kvinde, som bliver meget berørt af, at hendes afdøde mor ønskede, at netop hun skulle arve smykkeskrinet. Et smykkeskin som skulle have været centralt i en familiær arvestrid.
Det var aftens første afdøde ånd. Publikum er begejstret.
Læs også: Personer med psykisk sygdom opsøger clairvoyante bag lægernes ryg
Jul, fitness og airway to heaven
Vi er nok omkring tredive minutter inde i aftenens show. Forinden viste Sebbastian Laurentius en hjemmeklippet video, der beskrev hans første møde med den åndelige verden: En forudanede drøm om hans morfars kommende død. Mens videoen blev afspillet, skiftede han selv tøj fra en hvid t-shirt og hvide løse joggingbukser til et stramt hvidt jakkesæt.
Dagen efter spørger jeg ham om, hvad der konkret sker inden i ham, når han taler med ånderne.
– Det er en kombination af at kunne høre, se og føle, hvad der sker inden i en, siger han og henviser til, hvad han kalder klarsyn, klarfølelse og klarhørelse. Et sådan klarsyn fik han, da han så det føromtalte smykkeskrin og sammenligner det med en film.
– Vi kender alle sammen det, når vi er ved at falde i søvn, og så får vi nogle indre billeder, inden vi går ind i sovetilstanden. Det er simpelthen det, der sker. Jeg får sådan nogle indre billeder. Nogle gange kan det være en hel film, forklarer Sebbastian Laurentius.
På scenen er Sebbastian Lorrantius ved at komme i kontakt med den næste afdøde. En mand i 60’erne med problemer med hjertet, der døde pludseligt. Sebbastian Lorrantius klemmer sit bryst og mærker efter inden i sig selv, om manden døde af et hjertestop eller en blodprop.
Det er en blodprop.
En skov af hænder farer op, da han spørger ud i salen om nogle genkender manden som deres far. Hænderne bliver færre, som Sebbastian Lorrantius beskriver mandens karaktertræk. En enkelt kvinde sidder nu tilbage og et lettelsens suk går igennem salen, da Sebbastian Lorantius siger, at kvindens far også vil være til stede juleaften.
I interviewet dagen efter forsøger han at beskrive, hvad der sker indeni ham.
– Jeg bruger noget, der hedder klarfølelsen, hvor jeg føler og mærker efter. Jeg udvider simpelthen min følesans, og jeg har så lært, hvordan man kan bruge den på en konstruktiv måde. Så i stedet for at skubbe følelsen væk, så spørger jeg mig selv, hvorfor det lige netop den følelse, som jeg mærker, siger han.
Næste afdøde. Også en mand, der døde pludseligt af hjerteproblemer.
Sebbastian Lorantiues fremstammer nogle ord. Den afdøde nævner en sang, der har betydet noget for ham. Noget med heaven. Noget med airway. Sebbastian Lorrantius benytter klarhørelsen, men han kan ikke finde sangen frem. I interviewet dagen efter beskriver han det som små åndelige brudstykker.
– Nogle gange, når de afdøde har brug for at sige noget, så kan det være, at jeg opfatter sætningen som brudstykker. For eksempel hvis den afdøde vil sige: Du skal ikke bekymre dig, jeg har det godt. Så kan det være, at jeg får ordene ‘ikke bekymret’ og ‘har det godt’, så skal jeg kode det sammen, for ellers lyder det fuldstændig mærkeligt, siger han.
‘Stairway To Heaven’, et 70’er musiknummer af gruppen Led Zeppelin, bliver nævnt nede fra publikum i salen. Sebbastian Lorrantius genkender det. Det er ‘Stairway To Heaven’, som den afdøde nævner.
En mand nede bagved har rakt hånden op. Sebbastian Lorrantius har set ham og stiller sig ned foran ham.
Manden genkender den afdøde, men er dog loren ved sangvalget. Sebbastian Lorrantius minder om 80/20 reglen. Det giver måske ikke mening nu, men på et tidspunkt vil det nok. Gradvist bliver manden overbevist af de karaktertræk, som Sebbastian Lorrantius nævner. Den afdøde er stolt af sin søn om, men minder ham om, at han ikke behøver at presse sig selv så voldsomt i fitnesscenteret.
Døden kan være livsbekræftende
Sebbastian Lorrantius har ellers selv haft fart på. Han er i dag 27 år, har knap 8.000 likes på Facebook, fremragende anmeldelser på Trustpilot, udgivet en bog og har medvirkede i flere tv-programmer. Udover at være clairvoyant er han også healer, hypnotisør og spirituel coach. Han har afholdt 2.000 til 3.000 sessioner, hvor han har rådgivet individuelle klienter. Fælles for klienterne er ifølge Sebbastian Lorrantius, at de alle søger afklaring.
Nogle af klienterne har også psykiske lidelser, men Sebbastian Lorrantius siger, at han selv kun vil rådgive personer, som er mentalt stabile.
Se også: TV: Alternativ behandling skal benyttes som supplement
Det er vigtigt for ham, at en klarsynsaften er livsbekræftende, da døden ellers kan være tung at danse med. Han oplever, at ånderne også deler samme livsbekræftelse.
– Jeg oplever altid, at når den åndelige verden kommer igennem, så har de brug for at tale om de livsbekræftende øjeblikke. De øjeblikke, hvor man grinte sammen. Jeg oplever aldrig, at afdøde kommer igennem og siger: ‘Du var der for lidt’ eller ‘du gjorde ikke nok’. De er aldrig anklagende, siger Sebbastian Lorrantius.
Den næste afdøde er dog en kende anklagende, da hun lader sin datter og sit barnebarn forstå, at hun ønsker at få sat sit guldkantede porcelæns suppefad frem i datterens stue. Adspredt latter i salen, inden den afdøde siger, at datteren ikke skal have dårlig samvittighed over hendes død. De to levende kvinder i salen bliver meget rørt af situationen.
Den afdøde ånd hed forresten Birthe, havde problemer med lungerne og en slidt hofte.
Hvorfor skal det være let?
Aftenens fire afdøde har alle fulgt samme dramaturgi. Først mærker Sebbastian Lorantius dødsårsagen, dernæst nævner den afdøde en genstand, inden han gentagende spørger om, der nogle blandt publikum, der genkender det. Han nævner flere og flere detaljer, indtil en enkelt pårørende er tilbage. Og for Sebbastian Lorrantius er detaljerne næsten et større bevis, end hvis den afdøde præsenterede sig ved navns nævnelse.
– Ligesom i går, hvor jeg kan huske, at jeg så et suppefad med guldkant så tydeligt. Nu skal jeg ikke tolke på det, men det lød som om, at det var noget, der virkelig betød noget for den afdøde. Og det var så genkendeligt for de to, der modtog budskabet. For dem kan det være et endnu mere konkret bevis, end hvis den afdøde havde sagt sit navn, siger han.
I telefonen dagen efter spørger jeg ham derfor, hvorfor de afdøde altid starter med deres dødsårsag og ikke bare siger deres fulde navn? Til det svarer han, at han selv har stillet sig spørgsmålet.
– Jeg spurgte en gang min åndelig guide: ‘Hvorfor kan de afdøde ikke bare sige deres fulde navn’? Og så spurgte min åndelige guide mig: ‘Hvorfor skulle de det’? Så sagde jeg, at det ville være lettere, hvortil min guide spurgte: ‘Hvem har sagt, at det skulle være let’?, forklarer Sebbastian Lorrantius.
Nej, tværtimod lader han forstå. Han siger, at de døde nævner deres dødsårsag, fordi han som medie personligt forholder sig til døden. Og så det helt absolutte faktum, at de afdøde netop er afgået ved døden.
– Det er også naturligt, at når der kommer nogen til afdøde kontakt, så er det, fordi de har nogle spørgsmål til den afdøde eller har noget uforløst. Det kan være forbundet med den afdødes død, og derfor vil den afdøde komme ind på sin dødsårsag, siger han.
Netop det uforløste er vigtigt. Alle fire, der har fået besøg af en afdød pårørende, er blevet tydeligt rørt af situationen. For Sebbastian Lorantius kan forløsningen være lige så værdifuldt som beviset. Han taler hurtigt i telefonen, den ene pointe tager den næste.
– Man skal passe på med, at man bare søger bevis, bevis, bevis, fordi det handler også om respekt for de afdøde. Jeg kan godt forstå, at man gerne vil være sikker på, hvem der er igennem. Men hvis vi ved, at det er vedkomne, der ringer, så vil vi jo ikke sige: Jeg kan godt se, at der står mor på telefonen, men vil du ikke lige beskrive de konkrete oplevelser, vi havde sammen? Det vil man jo ikke kræve af personen, uddyber han.
Læs også: Facebook-grupper for clairvoyance tiltrækker psykisk sårbare
Den afdøde veninde
Tiden er løbet for Sebbastian Lorrantius. Der er pause. Han får et velfortjent hvil, mens publikum vender aftens hændelser. En kvinde et par rækker foran mig siger: ‘Man sidder sådan og håber, det bliver ens tur’, og mon ikke de fleste sidder og håber på, at netop deres afdøde giver et visit.
Efter pausen benytter Sebbastian Lorrantius en anden clairvoyant teknik. Han udvælger en kvinde iblandt publikum. Han agter at komme i kontakt med netop hendes afdøde pårørende. Det absolut eneste han skal vide er, hvilken relation hun havde til vedkommende. Hun siger, at der er tale om en veninde.
Koncentrationen stiger. Hans øjne lukker i og op igen. ‘Hun døde pludseligt’, siger han. Sebbastian Lorrantius mærker indre blødninger. Der er går noget tid, hvor han kredser om, hvad der kunne være sket. Lang tid.
Så siger han, at der kan være tale om en bilulykke. Han ser en gravsten med en bamse. Så ser han en buket hvide roser. Så ser han en blå kiste. Og ånderne siger, at navnet må indeholde h og e.
Kvinden genkender ikke den afdøde. En skuffelse udbreder sig blandt publikum, da Sebbastian Lorrantius må sende den afdøde tilbage til den åndelige verden med uforrettet sag. Dagen efter sammenligner han hændelsen med et telefonopkald.
– Hvis den afdøde ikke bliver genkendt, ligesom vi oplevede i går, så lader jeg den afdøde trække sig. Simpelthen fordi hvis man tager telefonen og ikke kan se, hvem der ringer, så lader man jo ikke bare vedkomne snakke. Så spørger man selvfølgelig, ‘hvem er du, hvad vil du og hvor ringer du fra’? Siger han.
Sebbastian Lorantius mener grundlæggende, at det handler om respekt for ånderne.
– Det handler rigtig meget om at udvise en respekt over for de afdøde og ikke kræve, at de skal bevise deres tilstedeværelse. Det handler mere om bevidstgørelsen. Altså at man bliver bevidst om, hvem der er til stede, i stedet for at det bliver bevist, argumenterer han.
Læs også:Moderne genfødselsteknik kan blive nøglen til udødelighed
Fagbog og baby på vej
Aftenen er ved at gå på hæld. Sebbastian Lorantius afslutter arrangementet med clairvoyant rådgivning af to kvinder i salen. Først til en kvinde, hvor ånderne mener, at hun måske er gået lidt død i sit arbejdsliv. Ånderne foreslår derfor, at hun måske vil have gavn af at udtrykke sig kreativt. En fagbog kan være undervejs indenfor den nærmeste fremtid.
Sebbastian Lorantius er gået ti minutter over tid. En kvinde rejser og udbryder vrissent, at hun skal nå toget til København, inden hun forlader salen. Sebbastian Lorantius har mødt de skeptiske før.
– Nogle gange møder jeg mennesker, der siger, at det er fup og fidus. Og jeg synes, at det er interessant, at de siger det. For hvordan er de sikre på, at det er fup og fidus? Er det fordi, de har en fastlåst overbevisning om, at der ikke er noget, når vi dør? Eller er det fordi, man tror, at der er noget, når man dør, men som man ikke kan komme i kontakt med. Hvem er vi at hævde, at besidde den endegyldige sandhed? For hvem kender den endegyldige sandhed? I mine øjne er man på højde med en gudeagtig eksistens, hvis man hævder at have alle svarene, og det tror jeg man skal passe på med, da man så kan risikere at miste jordforbindelsen fuldstændig, siger han.
Så til næste kvinde. Hun er lidt yngre, og ånderne forudsiger, at hun kan forvente at starte uddannelse til januar. Hun skal arbejde med mennesker, siger de, men hun skal passe på, at det ikke bliver for slidsomt for hende. Og måske, siger ånderne, venter der et barn inden for de kommende år. Kvinden bliver lidt forlegen ved tanken om det.
Så takker ånderne af for i aften og Sebbastian Lorantius slutter med at sige, at det er ikke hans opgave at overbevise nogen. Nej, publikum må drage deres egne konklusioner. Det gentager han i interviewet dagen efter.
– Det er ikke min opgave at overbevise nogen om noget som helst. For overbevisning handler i mine øjne også om manipulation, og det er ikke det, jeg arbejder med. Tværtimod er jeg et talerør, et mellemled, en oversætter, afslutter han.
Der fornemmes en lettere skuffelse blandt de fremmødte på vej ned af trappen. En kvinde siger i porten på vej hjem. ‘Jeg har prøvet én der var bedre. Hun kunne fortælle om de afdødes undertøj’.
Skaren af publikum fordufter ud i novembernatten. For en stund kunne de afdøde rumstere i bevidstheden hos de pårørende. For uanset set om de døde er en tankestrøm eller en faktisk ånd, så lever de vel videre i minderne. Eller som Sebbastian Lorrantius siger.
– Man skal tænke på de afdøde som gæster, der kommer forbi og bare har lyst til en lille sludder, for at fortælle at de har det godt.
Sådan gjorde vi: Journalisten tog til Klarsynsaften med Sebbastian Lorrantius. Dagen efter foretog journalisten et telefonisk interview med Sebbastian Lorrantius.