Ældre Sagen roser gratis influenzavaccine til ældre

I oktober måned og året ud kan danskere over 65 år, førtidspensionister og borgere med kroniske lidelser blive vaccineret gratis mod influenza. Tilbuddet gælder også gravide og svært overvægtige, der ifølge Sundhedsstyrelsen er en udsat gruppe.

Tiltaget begyndte i 2002. Siden har man tilbudt de ældre og kronisk lidende gratis influenzavacciner i efterårsmånederne. Det gør man også i år.

Maj Vingum Jensen, seniorkonsulent i Ældre Sagen, roser tilbuddet og håber flere ældre vil gøre brug af det.

”Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man får en influenzavaccine, hvis man er plus 65 eller har en kronisk lidelse, og det støtter vi. Det er et rigtig fint tilbud, og det er vigtigt, at de ældre har muligheden for en gratis vaccine”, siger hun.


Flere ældre bør vaccineres

Sundhedsstyrelsen og Verdenssundhedsorganisationens (WHO) mål er, at 75 procent persongrupperne i risikozonen skal lade sig vaccinere mod influenza. Ifølge 2011-tallene fra Sundhedsstyrelsen, er det dog kun 50,6 procent af 65-årige, der har benyttet sig af tilbuddet om gratis influenzavaccination.

Maj Vingum Jensen fra Ældre Sagen mener, at man godt kunne skabe mere opmærksomhed om tilbuddet.

"Det ville ikke skade med mere fokus på området, så flere ældre blev opmærksomme på tilbuddet. Det er i samfundets interesse, at man får vaccinen for netop også at forbygge og minimere risikoen for, at en influenza udvikler sig alvorligt, og undgå smitte og epidemi”, siger hun.