En lynhurtig reaktionsevne, et par endnu hurtigere hænder, krydret med lidt is i maven.
Det er, hvad 9-årige Julie S. Carlsen og de andre sport stackere fra Solrød skal have klar, når VM i sport stacking løber af stablen d. 9.-10. april.
Hun stacker i Solrøds Sport Stacking Klub, og skal sammen med deltagere fra Frederiksberg og København repræsentere Danmark.
De konkurrerer i sportsgrenen sport stacking, hvor der konkurreres i at stable og samle kopper så hurtigt som muligt i forskellige formationer på et bord.
Sådan spilles sport stacking:
Sporten består af 3 faste discipliner: 3-3-3, 3-6-3 og cycle.
Disciplinerne bestemmer, hvilket mønster deltagerne skal samle eller stable kopperne i.
Sporten kan både spilles alene, som par og som stafet.
I par bruger hver deltager én arm, sådan så en stabler med højre arm og en anden med venstre.
Deltagerne har 3 forsøg, og bedste tid vinder.
Læs mere om VM-arrangementet, der afholdes på Frederiksberg i København, her.
Kilde: speedstacks.com
De hurtigste hænder på kysten
Solrød Sport Stacking Klub skal forsøge at følge op på den guldhøst, som klubben samlede hjem til Solrød til DM i efteråret 2021, hvor det blev til intet mindre end 31 danmarksmesterskabstitler. I guldregnen var den stjerne, der skinnede klarest, 9-årige Julie S. Carlsen.
Hun var den hurtigste pige på tværs af aldersgrupper, og hun stod alene for fire 1-pladspokaler, seks medaljer og 11 DM-titler.
Julie S. Carlsen glæder sig til VM, men hun fortæller også, at det godt kan blive svært, fordi de andre stackere er meget hurtige. Hun skal repræsentere Danmark, både som par og som del af en stafet. Her stiller hun op sammen med drenge fra Frederiksberg i København, og det glæder hun sig til.
– Jeg synes, at det er rigtig sjovt at gå til sport stacking. Fordi man får hurtige reflekser, og man lærer mange mennesker at kende. Det er rart at gå til det, fordi de andre er søde, fortæller hun.
Hun fortæller også, at hun nok skal lære en masse nye mennesker at kende, og at det er rigtig hyggeligt, at der også er tid til godt kammeratskab, efter de har konkurreret hele dagen.
Men hun er heller ikke bleg for at indrømme, at det er fedt at vise andre, at man er hurtig.
Is i maven
Med sig til VM har Julie S. Carlsen Solrød Sport Stacking Klub’s grundlægger, Simon Rueskov Schleicher, der både fungerer som formand og den ene af to trænere.
Han ser frem til VM, men giver desværre ikke meget for Solrøds medaljechancer.
– Jeg tror ikke, at vi får nogen verdensmestre, men vi kan godt få nogen top-10 placeringer.
Det skyldes, at navne som Sama Basaw fra Taiwan, Woo Xin Yi fra Malaysia og Irampehl Thesalonica Calibo fra Filippinerne sidder tungt på verdensrekorderne i forskellige aldersklasser.
Hvis der er nogen, der skal kunne overgå forventningerne, så er det dog Solrøds egen ellevedobbelte danmarksmester:
– Jeg er meget imponeret over Julie, når det handler om hendes turneringsstabilitet. Man ser sjældent, at man kan stå og lave de samme tider til en turnering, som man laver til træning. Det kan hun, lyder det fra Simon Rueskov Schleicher.
Det virker nemlig ikke til, at Julie S. Carlsen bliver nervøs, og hvis hun gør, så skjuler hun det meget flot.
– Der skal jo ikke meget til for, at en kop vælter, og man ødelægger sin tid, så derfor skruer man ofte lidt ned for tempoet til turneringer, forklarer Simon Rueskov Schleicher.
Her er Julie dog anderledes, da hun tit leverer tider, der er meget tæt på hinanden, og det er hendes træner meget imponeret over.
Se Julie S. Carlsens udføre sin yndlingsdisciplin: cycle. Artiklen fortsætter under videoen.
Fællesskabet betyder noget
Simon Rueskov Schleicher fortæller også, at konkurrencen mellem de danske VM-deltagere fra Solrød og Frederiksberg er meget venskabelig.
Den begejstring er han ikke ene om. Henrik Engell-Hedager er formand for Frederiksberg Sport Stacking Klub, og han ser også, at deltagerne behandler hinanden godt:
– Alle hepper på hinanden og bakker hinanden op. Konkurrencen er hård og skarp, men der er altid en trøstende bemærkning, hvis det kikser en smule, eller fælles glæde over gode tider eller rekorder sat af andre, siger Henrik Engell-Hedager.
Henrik Engell-Hedager ser dog også andre fordele end det gode selskab. Fordele som særligt kan have en positiv indflydelse på de yngre deltagere.
– Sporten giver de unge mennesker en følelse af at kunne noget specielt og være gode til noget, fortæller han.
Udover det ser han en række færdigheder, som deltagerne kan bruge til andet end at stable kopper.
– De unge mennesker, som er med i en klub og deltager i flere turneringer, opnår også kompetencer i at være en del af et fællesskab og at kunne præstere og være på. Det er færdigheder, som man jo også kan bruge i mange andre sammenhænge. Som i skolen, på arbejde eller i private sammenhænge, mener han.
Læs også: TV: 10-årig går til motorsport: Det er hverken cut-throat eller egoistisk
Henrik Engell-Hedager og FSSK skal være vært for den danske deltagelse til VM, der ekstraordinært afholdes digitalt på grund af Corona-pandemien.
Konkurrencen går løs i KU.BE på Frederiksberg i København, hvor de danske deltagere, uanset hvad resultatet bliver, står til at få noget med hjem, der er ikke kan gøres op i guld, sølv og bronze.
Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede først formanden for SSSK, Simon Rueskov Schleicher, som blev interviewet over telefon. Han formidlede kontakten til Julie S. Carlsens forældre, som udførte interviewet med Julie. Interviewet var baseret på spørgsmål fra journalisten og mundede ud i et svar over mail. Til sidst blev der indhentet en kommentar fra formanden for FSSK, som også besvarede interviewspørgsmål over mail.