– Skrækken er jo netop, at det går galt, når man er ude i byen. Det er faktisk forfærdeligt og meget begrænsende at have det sådan, fortæller Annelise Læssøe, der er medlem af styregruppen i Patientnetværket for Tarmkræft.
Og sådan beskriver Annelise Læssøe, der selv har været ramt af tarmkræft, frygten forbundet med ufrivillig afføring, som kan være en af senfølgerne hos overlevere efter tarmkræft.
Tarmkræft er en tabubelagt sygdom, og derfor dannes der nu en patientforening. I dag stifter netværket en landsdækkende patientforening, som blandt andet vil søge midler til at oprette flere netværksgrupper rundt omkring i Danmark. For ifølge Annelise Læssøe er det godt for personer, der er berørt af sygdommen, at kunne komme i kontakt med andre i samme situation. Og ikke mindst: At få aftabuiseret tarmkræft.
Det er nu engang nemmere at snakke om damebryster, end det er at tale om tarm og afføring. Så ja, det er et tabuområde.
Iben Holten, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse
For fem år siden var Annelise Læssøe med til at oprette Patientnetværket for Tarmkræft, der er et netværk for patienter med tarmkræft og pårørende.
Tarmkræft i Danmark
- I 2011 var tarmkræft den tredje hyppigste form for kræft hos både mænd og kvinder.
- Tarmkræft ses hovedsageligt hos personer over 50 år.
- Senfølger betegner følger, som patienten pådrager sig som konsekvens af sin kræftsygdom og/eller behandlingen af denne.
- Senfølger i forbindelse med tarmkræft kan blandt andet være impotens og afføringsproblemer.
Ifølge Annelise Læssøe kan senfølger af tarmkræft være vanskeligt at tale om. I 2000 blev hun selv opereret for kræft i endetarmen og måtte efterfølgende gå med en midlertidig stomi. En realitet, der var svær at dele med alle.
– På min arbejdsplads fortalte jeg aldrig, at jeg havde fået en midlertidig stomi. Jeg kan godt huske, hvor bly man kunne være, og jeg er normalt ikke en rigtig bly person, men der gik min grænse alligevel, fortæller 68-årige Annelise Læssøe.
Læs også: Større risiko for lungekræft i Danmarks store byer
Siden sin operation for 13 år siden har nedsat kontrol med afføring påvirket den måde, hun lever sit liv på i dag.
– Jeg er holdt op med at tage ud og spise en god middag og så i teatret eller biografen bagefter. Det tør jeg slet ikke, siger Annelise Læssøe.
»Nemmere at snakke om damebryster end tarm og afføring«
Iben Holten, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse, mener ligeledes, at tarmkræft er et tabuiseret område.
– Det er nu engang nemmere at snakke om damebryster, end det er at tale om tarm og afføring. Så ja, det er et tabuområde, konstaterer hun.
Netop brystkræft har fået meget omtale gennem de seneste år, og det har gjort det til en sygdom, som man godt kan tale om.
– Det var jo brystkræftkvinderne, der startede med at lave opmærksomhed omkring deres cancer, så der er gået en masse år, hvor det ligesom er blevet noget, man godt kunne snakke om, siger Iben Holten.
Efter nytår indføres en landsdækkende screening for tarmkræft, hvor alle danskere mellem 50 og 74 år over en indkøringsperiode på fire år vil få tilbud om at deltage. Både Iben Holten og Annelise Læssøe håber, at det vil være med til at sætte større fokus på den tabuiserede tarmkræft.