Højsæson for nørder: Rollespillere føler sig mere anerkendt

Rollespillere i solen. Foto: Mette Wolfhagen

I forårets gode vejr er det ikke kun fodboldstøvlerne, der bliver snøret og hesten, der bliver striglet. I Faraos Cigarer i Aarhus kan butiksassistent Thomas Madsen også mærke en stigende interessere for live-rollespil.

– Der er flere, der spiller rollespil. Vi ser med alle vores varegrupper, at det er blevet mere almindeligt at spille rollespil. Det er stadig nørdet at spille rollespil, men det er mere anerkendt end for 20-30 år siden at være en nørd, der går op i noget. 

Tager ordet nørd tilbage

At være en nørd er ikke noget, der er fremmed for Jacob Kronby Schulze. Han startede som otte årig i 2002 til rollespil og har tidligere været formand for Bifrost – landsforeningen for rollespil.

Jacob Kronby Schulze og vennerne fra rollespil kalder sig selv for nørder, og det er der en særlig grund til.

– Vi kan godt lide at kalde os selv nørder. Det er noget, vi selv gør. Det kommer af, at mange af os i vores folkeskoletid er blevet kaldt nørdet og blevet mobbet, så nu har vi bare taget det til os, siger Jacob Kronby Schulze.

Jacob Kronby Schulze og vennerne er ikke alene om at dyrke nørderi. Ligesom hos Faraos Cigarer i Aarhus, oplever de i Bifrost en stigende stigende interesse for medlemsskab. Da Jacob Kronby Schulze blev medlem for 6 år siden, var de 2800 medlemmer. Nu er der omkring 4000 medlemmer, fordelt på foreninger i hele Danmark. Det stigende antal rollespillere, er noget Thomas Madsen har et bud på.

– Corona har været med til, at det er ok at være nørd, fordi man kunne spille rollespil over nettet, når man ikke kunne være sammen med andre. På grund af internettet, er det også nemmere at opretholde kulturen, fordi det er nemmere at finde grupper af folk, der går op i de samme ting som en selv, siger Thomas Madsen.

Rollespil i Danmark:

  • Rollespilkulturen i Danmark har rødder tilbage til midten af 1980’erne, da Dungeons & Dragons blev introduceret til landet.
  • Live-rollespil er den specielle form for rollespil, hvor spillerne klæder sig ud som deres karakterer og deltager i fysiske aktiviteter og kampe i den virkelige verden. Det kan foregå både udendørs og indendørs
  • Rollespilsudstyr forhandles online og I butikker som Faraos Cigarer, Loppetjansen, Dragons Lair, GameStop, ProFantasy, Rollespilsfabrikken og Gobbo Games
  • Roskilde Festivalen har en særlig rollespilsafdeling kaldet “The Fantasy World”, hvor spillere kan deltage i forskellige rollespilsbegivenheder

Rollespilsforening går forrest om tryghed

Det er ikke kun medlemstallet, der udvikler sig. Kulturen og foreningen bag rollespil er også i udvikling. Med en aktivitet, hvor man kommer hinanden meget ved, oplever Bifrost nemlig, at de har nogle helt særlige udfordringer:

– Vi har et særligt problem i rollespilsmiljøet. Vi er en aktivitet, hvor vi er meget tætte. Hvad er det, der er vores karakter, og hvad er det, der er virkeligheden? Hvordan flirter man eksempelvis som karakteren og ikke i virkeligheden. På den måde er man meget tætte på hinanden og følelsesmæssigt tætte. Det kan give nogle spændinger, hvor der opstår nogle misforståelser, fortæller Jacob Kronby Schulze.

Derfor har Bifrost oprettet tryghedspersoner, som skal fungere som en tryghed for medlemmer, hvis de har brug for nogle at snakke ting ud med, eller blot et kram. Det er bare en af de eksempler, hvor rollespilsforeningen, ifølge Jacob Kronby Schulze, er blevet mere organiseret og professionelle. Noget tyder på, at det har haft succes i miljøet. Det har nemlig fungeret så godt, at paraplysorganisationen over Bifrost, Dansk Ungdoms Fælledsråd (DUF), også har indført det hos deres 200.000 medlemmer.

Se også: TV: Rollespil er også for piger

Du kan selv være med

Hvis du også vil prøve at spille rollespil, er det ikke så svært at komme igang. Ifølge Thomas Madsen er det netop et grundlag for rollespil i Danmark. Han har også gode tips til, hvordan man kan begynde.

– Man prøver at involvere så mange som muligt. Det er sjovere jo flere, der er med. Vi anbefaler et begyndervåben, en kappe eller en form for kofte og en bæltepung. Er man helt ny i det, kan sorte bukser også fungere sammen med en kappe, og så har man et kostume.

Sådan gjorde vi: Journalisten oplevede at fantasyindhold fyldte mere og mere online. I den forbindelse tog hun telefonisk kontakt til en forhandler af udstyr, der kunne bekræfte en stigende interesse. Herefter fik hun gennem sit netværk telefonisk kontakt til den tidligere formand for Bifrost.