Livestreaming af byrådsmøder – “selvpromovering, så det næsten ikke er til at holde ud”

Her på Fredensborg Rådhus afholdes og livestreames byrådsmøderne sidste mandag i hver måned kl. 18:00.
Foto: Casper Heise Garvey.

Der er ikke længere gode undskyldninger for ikke at følge med i den kommunale politik. Byrådet i Fredensborg Kommune besluttede nemlig i starten af året, at byrådsmøderne skal livestreames via KommuneTV. På mandag den 24 april løber tredje livestreaming over skærmen, og indtil videre har omtrent 600 borgere set med, fordelt på de indtil videre to livestreamede byrådsmøder.

Er der byråds-tv i din kommune?
Kommuner i Nordsjælland, der streamer via KommuneTV:

  1. Fredensborg
  2. Gribskov
  3. Hillerød
  4. Hørsholm
  5. Rudersdal

Kilde: Kommune-TV.dk

Men ikke alle byrådspolitikere er lige begejstrede for tiltaget.

– Hvis jeg starter der, hvor vi står nu, hvor vi har prøvet det to gange og står overfor, at vi næstfølgende mandag skal have den tredje ombæring, så vil jeg sige, at det jo ikke forkorter processen. Byrådsmøderne er gået fra at vare halvanden til to timer, hvor det nu nok snarere er en time ekstra. Og så kan vi jo se frem til, at når vi varmer op til næste kommunale valgkamp, så kan det blive en midnatsforestilling, inden byrådet er overstået, siger byrådspolitiker, Carsten Nielsen (A).

At møderne nu er blevet markant længere, handler i følge Carsten Nielsen (A) ikke om det faktum, at der er blevet skruet op for teknikaliteten, men snarere at nogen byrådspolitikerne ser det som “sit moment of fame”.

– Det er ikke nok, at man kommenterer en sag en gang, man føler sig nærmest forpligtet til, at man må op en to til tre gange og forklare sig, fordi man er på skærmen. Der bliver jo en selvpromovering, så det næsten ikke er til at holde ud. Det er så den negative ting ved det, siger Carsten Nielsen (A).

“Et fantastisk nybrud”

Men det er langt fra alle, der er forbeholdene overfor tiltaget, tværtimod. Særligt begejstret er byrådspolitiker, Carsten Bo Nielsen (V), der sammen med sit parti, ifølge ham selv, har stået i spidsen for at få indført byråds-tv i Fredensborg Kommune. Han ser det som et “fantastisk nybrud”.

– Det er en sag, som Venstre har kæmpet for i syv år. Når vi har kæmpet for det, er det fordi, vi synes, at byrådsmøderne skal kunne bringes ud til alle borgere, og så er man ikke er afhængig af at skulle være derovre en mandag aften, hvor man måske skal putte ungerne eller noget i den stil.

Carsten Bo Nielsen (V) håber, at tiltaget kan være med til at flytte borgernes opmærksomhed i retning af lokalpolitik.

– Det handler simpelthen om at have gennemsigtighed, og det handler også om at få inddraget borgerne. Hvis de kan følge med i, hvad der sker i byrådet, er der også en større chance for, at vi får dem til at engagere sig i nogle af de ting, som vi beskæftiger os med.

Til den forlængede proces, siger Carsten Bo Nielsen, at kolleger fra kommuner, der har livestreamet i flere år, har sagt, at byrådsmødernes forlængede varighed lægger sig efter en startperiode.

Carsten Nielsen (A) er ikke kun skeptisk, han medgiver, at tiltaget også har visse fordele.

“Jeg er heller ikke bleg for at sige, at vi måske får nogle flere, der interesserer sig for, hvad der foregår”.

“Lige for at angribe det med gennemsigtigheden”

Mens Carsten Bo Nielsen (V) mener, at tilbaget handler om gennemsigtighed, er Carsten Nielsen (A) ikke ligeså overbevist om, at livestreaming af netop byrådsmøder vil resultere i dette. Begrundelsen lyder, at de enkelte emner allerede bliver behandlet på udvalgsmøderne. Derfor risikerer man som borger, at det emne, man egentlig er interesseret i, kun tager “10 sekunder” på selve byrådsmødet.

– Lige for at angribe det med gennemsigtigheden, så skal man jo have åbne udvalgsmøder, og det tror jeg ikke, at man skal sætte næsten op efter. Det korte af det lange er, at byrådsmødet er en opsamling af alle udvalgsmøderne, afhængig af hvor kompetencen ligger, lyder det fra Carsten Nielsen (A).

Sådan gjorde vi: Jeg undersøgte en anden sag, hvor jeg så endte inde på livestream af et byrådmøde. Jeg undersøgte, om det var blevet skrevet om før, hvilket det ikke var.  Alle kilder er kontaktet over telefon.