Når operativ leder i færdselspolitiet ved Københavns Politi Mogens Knudsen kalder cyklisterne for ”gøgeunger”, medvirker han til, at flere cyklister tilsidesætter færdselsloven. Sådan lyder det fra landsformanden for Dansk Cyklistforbund Claus Steffen Hansen.
”Jeg er gammel skolelærer, og man får normalt ikke noget ud af at kalde ungerne for gøgeunger, og jeg ved ikke hvad. Jeg tror, at cyklisters adfærd bliver dårligere og dårligere, des mere man kritiserer dem,” lyder det fra landsformanden.
Claus Steffen Hansen mener, at kritikken skaber en ”ond cirkel”, som resulterer i, at cyklisterne får et afslappet forhold til at holde sig inden for lovens rammer.
”Cyklisterne er vrede, bilisterne er vrede og fodgængerne er vrede. Alle er vrede på hinanden. Det skyldes den debat, der foregår,” siger han.
Ifølge landsformanden opfører cyklisterne sig værre i trafikken i dag, end de gjorde for fire-fem år siden på grund af den negative omtale, som han mener, har skabt en ”vejvrede”.
Politiet afviser påstanden
Mogens Knudsen, som mandag kaldte cyklisterne for gøgeunger, er ikke interesseret i at kommentere på kritikken fra Cyklistforbundet.
”Det har jeg ingen kommentar til. Færdselsloven er gældende, og det er den også for cyklister. Så er den ikke så meget længere,” svarer han til kritikken.
Københavns Politi har mere end fordoblet antallet af kontroller af cyklister, og det har sammen med højere bødeafgifter haft en gavnlig effekt, fortæller han. Trods Mogens Knudsens kritik af cyklisterne vil politiet ikke skærpe indsatsen yderligere, da han ikke mener, at cyklisterne opfører sig værre end tidligere.
Rådet for Sikker Trafik har heller ikke planer om kampagner, der skal opdrage på cyklisterne. Thomas Troels Berg, specielkonsulent i dokumentation i Rådet for Sikker Trafik ser dog gerne, at politiet iværksætter en større indsats over for cyklisterne.
”Cyklister skal køre ordentligt. Det er helt tydeligt, at det gør de ikke. Det er der eksempler på, at de ikke gør. Vi så gerne, at politiet var mere om sig,” mener Thomas Troels Berg.
Landsformanden for Cyklistforbundet fortæller, at forbundet næste år lancerer en kampagne for at få flere cyklister til at overholde færdselsreglerne.
Læs også: Hver femte har udsigt til bøde