Når borgerne i Hillerød skal ned til bymidten for at drikke en kop kaffe eller forny garderoben, bliver de mødt af store maskiner, skilte, containere og afspærringer.
Siden 2022 har Hillerød Forsyning været i gang med at lave såkaldt seperatkloakering. Det skal adskille regnvand og spildevand i hver sin kloak, for at mindske forurening af vandløb og søer. Det fremgår af Hillerød forsynings hjemmeside. Og projektet kræver altså, at gågaden bliver gravet op.
Besøgende i gågaden har derfor ikke meget plads at bevæge sig på, og det har de lokale butikker i stor grad mærket konsekvenserne af.
Har måtte tage andet job
En af de butikker, der mærker store konsekvenser af gravearbejdet, er Slotsgade Blomsterhandel, der ligger lige ud til arbejdspladsen.
Antallet af besøgende i blomsterbutikken kan ifølge ejeren til tider være halveret, efter gravearbejdet er startet ved butikken, lyder det fra Tina Loft, der sammen med sin mand har blomsterbutikken.
Læs også: Film om trafikdrab og cykelprøver udløser pris: Frederikssund er bedst til skoletrafik
Tina Loft kan tydeligt mærke konsekvenserne og påpeger, at det er noget alle snakker om. Både kunder og forretninger.
– Folk kommer og siger, at “vi gider ikke at gå her, for det både støjer og støver, og det er noget skidt at gå i”. Det er jo ikke hyggeligt, siger Tina Loft.
Konsekvenserne af arbejdet i gaden har været så store for blomsterbutikken, at Tina Loft har måtte indse, at det kan føre til, at de må lukke og slukke for deres butik.
– Vi giver det et skud her, om kunderne kommer tilbage i starten af næste år, ellers må vi jo stoppe, siger Tina Loft
Tinas Lofts mand, der også arbejder i butikken, har været nødt til at tage et ekstra arbejde, for at få det hele til at fungere.
Læs også: De ældres familier i Furesø er glade for plejehjemmene
Overlever på stamgæster
Lene Rømer og Thomas Thestrup ejer Rømers Kaffebar, der også er placeret midt i gravearbejdet. De støtter op om projektet, som skal bidrage til, at gøre Hillerød Kommune mere grøn, men mærker også konsekvenserne i form af færre forbipasserende kunder.
Heldigvis er der mange stamgæster, som nyder at besøge kaffebaren, og det er en stor grund til, at Lene Rømer og Thomas Thestrup kan få kaffebaren til at køre rundt i denne tid.
– Vi har mange faste gæster, og det er det, vi overlever på, fordi de tvinger sig frem, og vi har hver dag nogen der siger ’hold da op en forhindringsbane, det var at komme hen til jer i dag’, siger Lene Rømer.
Det er ikke længere de gæster, som spontant besøger Hillerød by, som kaffebaren regner med.
– De der strøggæster, som ikke er fra byen, som kommer her til byen for at se slottet og derefter vil gå en tur i byen og shoppe og derefter på cafe, dem ser vi ikke, dem har vi ikke set siden. De udebliver, hvilket man jo godt kan forstå, siger Lene Rømer.
Seperatkloakeringens 3 etaper
-
- Etape 1: Slotsgade, Slangerupgade, Møllestræde, Køies bugt og Posens p-plads
- Etape 2: Slotsgade, Murer-Tonnys Stræde og Frederiksgade
- Etape 3: Torvet og Helsingørgade
Kilde: Hillerød Forsynings hjemmeside
Læs også: Kæmpe pop-up-redaktion: Journalistspirer skriver nære nyheder
Ingen økonomisk støtte
Thomas Thestrup er kritisk overfor kommunens håndtering af situationen.
– Informationsniveauet fra Hillerød Cityforening og kommunen har været, nu skal jeg ikke sige elendig, men tæt på, siger Thomas Thestrup
Også Tina Loft bemærker, at kommunen har været fraværende i projektet.
– Det eneste vi får at vide fra kommunens side, det er, at det bliver så godt, og det gør det jo, vi er jo ikke dumme, men hvad så i den tid, det står på?, siger Tina Loft.
Formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Dan Riise, er ærgerlig over at det påvirker butikkerne i bymidten.
– Der er jo en masse steder, der skal graves op nede i bymidten, og der skal laves gågade samtidig, så det kommer til at påvirke deres omsætning, og det er vi selvfølgelig rigtig kede af, siger Dan Riise.
Samtidig påpeger han, at kommunen ikke har planer om at støtte butikkerne økonomisk.
– Kommunen har ikke stoppet penge i butikkerne. Vi prøver via arbejdsgruppen at løse de problemer, der er, og vi lytter til, hvad de siger med parkering og omkørsler. Så vi har dem med på råd, når vi graver.
Rømers Kaffebar og Slotsgade Blomsterhandel har været ramt af forsyningsarbejdet siden sommeren 2023. Planen var i første omgang, at det skulle være færdigt i november måned. Dette er rykket til foråret 2024.
Seperatklokaeringen er inde i sin 2. fase ud af de i alt 3 faser der er planlagt. Seperatkloakeringen i Hillerød bymidte forventes at slutte i løbet af 2025, fremgår det af Hillerød Forsynings hjemmeside.
Sådan gjorde vi: Sagen stødte vi på gennem en borger i Hillerød. Vi besøgte derefter byen og kunne se hvordan separatkloakeringen fyldte i bymidten. Derefter kontaktede vi både butikkerne samt lokalpolitiker Dan Riise, for at tale med dem om situationen.