Stadig på fri fod: ”Han går efter kvinder med barnevogne”

 

Den hætteklædte mand flygter fra gerningsstedet efter at have befamlet og forsøgt at røve en 25-årig kvinde, der gik tur med en barnevogn. (Foto: Den 25-årige kvinde).

Det var en stille og rolig sommerdag 25. juli i Smørum. Omkring klokken 11.30 gik en 25-årig kvinde en tur med sin datter i barnevogn på stisystemerne ved Schæfersgårdsvej i den vestlige del af byen. Pludselig cyklede en maskeret mand iklædt lange bukser og en hættetrøje forbi hende. Hun mærkede et smæk i bagdelen, manden stoppede op, trak en pistol frem og forsøgte at frarøve kvinden kontanter. Det mislykkedes, da hun ikke havde nogle, og herefter forlod manden stedet på cykel. Den 25-årige kvinde var på trods af chokket så årvågen, at hun tog et foto af manden med sin smartphone, da han flygtede fra gerningsstedet. Episoden blev anmeldt til politiet.

Læs også: Tre mænd dømt for røverier og voldtægter på bordeller

Vi springer lidt over tre måneder frem i tiden.

Her fik den 25-årige kvinde 30. oktober besked på e-Boks om, at efterforskningen af røveriet var afsluttet. NetAvisen har fået en kopi af anmeldelsen af sagen og indstillingen af efterforskningen. Her bekræfter politiet, at manden klappede kvinden i bagi og forsøgte at røve hende. Politiet skriver yderligere, at det har brugt videoovervågning til at efterlyse den formodede gerningsmand dog uden at det har ført til en identifikation af nogen. Det oplyser også, at det har forsøgt at identificere gerningspersonen ved at forevise fotos på et bosted i området samt psykiatrisk akutafdeling i Ballerup og i Hillerød, hvilket ikke førte til identifikation.

– Jeg synes, at det er helt vildt skræmmende, at han går efter kvinder med barnevogne. Vi går jo rundt med det allerdyrebareste, vi har. Jeg er sindssygt bitter over, at han får lov til at slippe afsted med det over flere omgange nu, siger den 25-årige kvinde, som her er anonym ad hensyn til episodens følsomhed.

Flere har anmeldt manden

Det var ikke sidste gang, at manden befamlede og truede kvinder, der gik tur med barnevogne. I afgørelsen af den 25-årige kvindes sag skriver politiet, at der i Nordsjællandspoliti verserer flere sager, som politiet formoder vedrører samme gerningsmand.

Senest 21. oktober. Klokken ca. 07.50 var en 26-årig på en løbetur på en sti i Smørum nær Teglkær i den sydlige del af byen. Kvinden var sammen med sin mand og et-årige datter, der sad i en klapvogn. Da kvinden hørte en ringeklokke, løb hun om bag sin mand for at gøre plads til, at cyklen kunne køre forbi hende.

– Pludseligt mærker jeg et hårdt slag på den nedre del af hoften. Han prøvede på at slå mig i numsen. Det er jeg sikker på. Han cyklede væk fra mig efterfølgende. Han havde fart på. Jeg tror, at han ville hurtigt væk, siger den 26-årige kvinde, som også har ønsket at være anonym i denne artikel.

Manden flygtede fra gerningsstedet ad Teglkær på en mountainbikelignende herrecykel, men kvinden nåede kun at se manden bagfra. Han havde mørkeblå bukser og regnjakke på, en hætte trukket op over hovedet og en mørk rygsæk på ryggen. Kvinden nåede ikke at reagere tidsnok til at konfrontere manden.

– Jeg gik i chok. Der gik lidt tid, før jeg forstod, hvad der var sket. Jeg fortalte det til min mand, men der var han allerede cyklet væk. Vi havde jo vores datter med, så det var også begrænset, hvad vi kunne gøre, siger den 26-årige kvinde, som også anmeldte episoden til politiet.

Numre du kan kontakte i forbindelse med et overgreb:

Ring 112, hvis du eller andre er i akut fare

Ring 114 eller mød personligt op på en politistation, hvis det ikke er akut – og helst i den politikreds, hvor overgrebet er sket

Ring 11 60 06 til Offerrådgivningen. Offerrådgivningen hjælper ofre, vidner og pårørende i forbindelse med voldsomme og traumatiske hændelser.

Du kan chatte med Offerrådgivningen tirsdag, onsdag, torsdag og søndag på offerraadgivningen.dk

– Jeg tænker meget på det, der skete. Særligt fordi det ikke er første gang, at det er sket i Smørum. Hvad nu hvis jeg havde været alene med min datter? Havde han mon så gjort mere end blot at cykle forbi?

Politiet bekræfter anmeldelserne, og de oplysninger Netavisen har fået af kvinderne, men vil ikke udtale sig yderligere, da der stadig foregår undersøgelser af sagerne.

Læs også: 308 dage efter overfald er sagen ikke kommet for retten

Sådan gjorde vi: Journalisten fik et tip om et opslag om den hætteklædte mand. Herefter fik journalisten kontakt til ofrene gennem en lokal Facebookgruppe. NetAvisen kender ofrenes identitet, men af sikkerhedsmæssige årsager er kvinderne anonyme. Journalisten fik kontakt til politiet ved at kontakte Nordsjællands Politis presseafdeling.