I efterårsferien 2024 afholdes figurspilsfestivalen i Frederikssund by, men allerede inden kan du deltage i en række Warhammer-arrangementer. D. 20. januar 2024 kan man opleve en helt særlig begivenhed på Frederikssund Bibliotek, der kombinerer kunst, strategi og intens konkurrence i Warhammer. Begivenhederne, der fordyber sig i fantasy universet, har Morten Juel Søndergaard sammen med sin forening Frederikssunds figurspilsfestival forening og Frederikssund Bibliotekerne arrangeret for at samle et nyt fællesskab i Frederikssund, der er inspireret af hans egne skærmfrie barndomsminder med Warhammer spillet.
Warhammer er mere end bare et spil
Morten Juel Søndergaard, der sammen med sin forening, Frederikssunds figurspilsfestival forening, er arrangør for festivalen og er født og opvokset i Frederikssund. For ham har Warhammer spillet en central rolle i gennem hele hans liv. Frederikssund har en stærk og solid historie med figurspil. I 90’erne havde alle byens fritidsklubber Warhammer-hold, og børnene i byen mødtes i den lokale legetøjsbutik, der solgte spillets figurer. Netop de minder vil pædagogen Morten Juel genoplive. Han mener særligt, at det analoge aspekt i spillet vil gavne børn, der i dag lever i en meget digitaliseret verden.
– Jeg føler, at når man har med unge mennesker at gøre, er noget af det vigtigste det sanselige og kreative. Der mangler etik, når man sidder over nettet; det får man også i Warhammer. Der får man ligesom et fælles tredje, når man spiller med hinanden, siger Morten Juel Søndergaard.
LÆS OGSÅ:Gaming skaber motivation og sammenhold på arbejdspladsen
Det kan du opleve
Arrangementet 20. januar starter ud med en ”Speed Paint Konkurrence”, hvor deltagerne fordelt på to hold får én time til at male deres egen Warhammer-figur. Uanset malererfaring kan alle deltage i at male deres egne Warhammer-figurer. Der vil være erfarne guider til stede for at give tekniske tips og tricks.
For dem, der ønsker at opleve Warhammer-universets slagmarker, vil der være demospil i Age of Sigmar. Erfarne spillere vil guide gennem spillet og dele deres viden om taktik og strategi, hvilket skaber en sjov og lærerig oplevelse for alle niveauer.
Netop, at arrangementerne er for alle, er noget Morten Juel Søndergaard går meget op i. Morten Juel Søndergaard håber, at arrangementerne kan være med til at gøre Warhammer til en mere mainstream ting, som flere kan samles om.
– I midten af 90’erne var jeg til en konkurrence, hvor finalen blev spillet mellem en punker og en rigmand; det synes jeg beskriver rigtig godt, at Warhammer er for alle, siger Morten Juel Søndergaard
Morten Juel Søndergaard har store ambitioner for det fællesskab, som Warhammer skal bidrage til i Frederikssund.
– Jeg vil gøre Frederikssund til Danmarks Warhammer by, siger Morten Juel Søndergaard.
LÆS OGSÅ: Højsæson for nørder: Rollespillere føler sig mere anerkendt
Bibliotek støtter fællesskab
Dennis Odgård fra Frederikssund Bibliotek er en af dem, der har været med til at arrangere Warhammer-arrangementerne. Han mener, at det har flere fordele for biblioteket at bidrage med sådanne events
– 600.000 danskere er ensomme, og det vil vi rigtig gerne være med til at bryde med. Når vi afvikler nye veje, kan det være med til at etablere nye fællesskaber, for folk som ellers ikke har deres daglige gang på biblioteket. Og netop fordi brætspil er et centralt element på biblioteket, passer en figursspilfestival godt ind i vores identitets- og værdiprofil, siger Dennis Odgaard, kulturformidler på Frederikssund Bibliotekerne.
Den første begivenhed finder sted på Frederikssund Bibliotek, 1. sal, Jernbanegade 24, 3600 Frederikssund. Der er åben for deltagelse for alle aldre og niveauer. Uanset om man er en erfaren Warhammer-entusiast eller blot nysgerrig på at udforske det fantasifulde univers, er alle velkomne til at deltage. Arrangørerne lover ifølge Facebook begivenheden en dag fyldt med farverige figurer, heroiske slagmarker og masser af spændende aktiviteter.
Faktaboks: Hvad er Warhammer
- Warhammer Fantasy Battle er et figurkrigsspil /bordrollespil, der foregår i en fantasy / scifi-verden.
- Universet spillet Warhammer hedder Age of Sigmar
- Spillerne maler og personificere selv deres figur i Warhammer derfor er alle figurer unikke.
Sådan gjorde vi: Artiklen er udarbejdet igennem telefoniske interviews med Morten Juel Søndergaard fra Frederikssund figurspil festival forening, samt Dennis Odgaard, der er kulturformidler på Frederikssund Bibliotekerne, der huser flere af arrangementerne. Artiklen er oprettet på grundlag af facebookbegivenheden “Age of Sigmar minitunering i Frederikssund”