En 83-årig kvinde fra Hvalsø har anmeldt, at hun blev kontaktet af en mand, som sagde han kom fra politiet. Han bad om kvindens dankort, men det viste sig, at manden ikke kom fra politiet.
– Hun udleverede både kort og kode til en mand, som dukkede op ved hendes hjem. Hun opdagede herefter at der var hævet 8.000 kr fra kortet og anmeldte sagen, fremgår det af Midt- og Vestsjællands politi, i døgnrapport fra d. 12 april 2024.
Kort tid efter får politiet en lignende anmeldelse – denne gang fra en 81-årig kvinde fra Hvalsø By:
– Omkring kl. 10.30 var (hun, red.) blevet kontaktet af en mand som kaldte sig René Larsen fra Nordea. Han fortalte, at hendes dankort var blevet spærret på grund af misbrug, så han ville hente hendes kort og kode, så han kunne bestille et nyt kort til hende, fremgår det af døgnrapporten.
Her står der også, at der efterfølgende blev hævet 9.000 kr. fra den 81-åriges konto.
De to eksempler er langt fra enestående.
Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapporter har på det seneste budt på hændelser som ovenstående, hvor ældre borgere er blevet snydt og svindlet for store pengebeløb.
Men selvom de er kede af pengene, er det især skammen, som generelt fylder for ældre, der bliver svindlet.
Vi har tidligere bragt historien om, at svindel af ældre, hvor svindlerne udgiver sig for at være bankfolk, vinder frem. Her fortalte Anja om sin farfar, som er blevet svindlet for omkring 60.000 kroner. Anja fortæller, at det især har været skammen, der har fyldt for hendes farfar.
Han tror jo på, at sådan noget gør pæne mennesker ikke. Det er jo folk med elefanthue på, der gør det
Anja, barnebarn til den ældre mand, der er blevet snydt for bl.a. 60.000 kroner af falske bankmænd.
– Han er enormt ked af, at han har ladet sig snyde. Især det med, at han har troet på, at der kommer to pæne mænd ind til ham, men så snyder ham. For vi har snakket om mange gange, at man ikke må lukke nogen ind, man må ikke give nogen sit dankort, og alle de her ting. Men det her har gjort, at han siger, at han slet ikke har grund til at være her på jorden mere, fortæller hun.
Anja og hendes farfar ønsker ikke at få deres fulde navne offentliggjort, da de er nervøse for, at svindlerne vil komme tilbage, samt at hændelsen har været skamfuld for den ældre mand. NetAvisen kender deres identitet.
Læs også: Har du set en falsk bankmand? Særlig form for svindel af ældre vinder frem
Anjas farfar var i forvejen en smule deprimeret, fortæller hun, men at den nylige svindelsag på ingen måde har gjort tilværelsen nemmere. Det har været et chok for manden, at det har været mennesker, som man ikke med det blotte øje kunne se, havde kriminelle intentioner.
– Han tror jo på, at sådan noget gør pæne mennesker ikke. Det er jo folk med elefanthue på, der gør det, siger Anja, som er barnebarn til den ældre mand.
Tanker om selvmord?
Hvis du har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201.
Den har åbent alle årets dage fra kl. 11-05.
Kilde: Livslinien.dk
Opleves som enormt skamfuldt
Hos Midt- og Vestsjællands politi genkender man den skam, den ældre mand føler, efter han blev svindlet. Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, siger, det at det i høj grad påvirker de ældre borgere, når de bliver svindlet.
– Vores præventive medarbejder, som har haft en række interviews med ældre, der har været udsat for svindel, siger, at de oplever det som enormt skamfuldt. Der er en skam i forhold til det med at blive narret, siger Charlotte Tornquist.
At ældre borgere udsættes for svindel, er ikke en tilfældighed. Hun fortæller, at svindlerne ofte søger på navne, som ældre mennesker ofte har og slavisk gennemgår disse navne i en periode. Dertil nævner hun også, at det er de ældres tillid til myndighederne, som svindlerne udnytter.
Del det med dine nærmeste
Louise Kambjerre Scheel, seniorkonsulent og jurist hos organisationen Ældre Sagen, siger, at de i Ældre Sagen ikke har tal på, hvor mange ældre der bliver udsat for svindel, men at de kender til ældre, som oplever skam, når de er blevet svindlet.
– Vi har hørt, at mange føler sig skamfulde over at have mistet pengene eller blive snydt. Vi har f.eks. hørt det fra Forbrugerrådet Tænk og politiet, som vi samarbejder med. Alle samarbejdspartnere siger det, fortæller hun.
At dele det med sine nærmeste, kan være løsningen på at komme videre efter at være blevet svindlet. Problemet er dog, at mange ikke deler det med andre.
– For nogle er skammen så overvældende, at de ikke deler det med nogen. Det er min tolkning, at nogle vælger ikke at dele det med andre, fordi det føles pinligt, skamfuldt, og at de ikke vil bebrejdes. For ellers kan det jo ofte for mange være en helbredende oplevelse at dele, når man har oplevet noget ubehageligt, siger Louise Kambjerre Scheel.
Det er aldrig offerets skyld
At man gennem svindel kan blive drevet derud, hvor man ikke ønsker at leve mere, har Louise Kambjerre Scheel hørt om før.
Hun fortæller om en anden type svindel, kærlighedssvindel, hvor en kvinde endte med at tage sit eget liv. Kvinden troede, hun var havnet i en kærlighedsrelation, men det viste sig at være økonomisk svindel. Louise Kambjerre Scheel nævner også, at det er vigtigt at forså, at skylden aldrig ligger på offeret.
– Ældre Sagen gør alt muligt for at formidle, at der kan være skam forbundet med at blive snydt, men det er vigtigt at slå fast, at det aldrig er offerets skyld. Det ved vi også politiet siger. Og det at tale åbent om hvad man har oplevet, kan jo hjælpe andre til at være kritiske, hvis de havner i en lignende situation, siger Louise Kambjerre Scheel.
Ældre Sagens råd til hvis du er blevet svindlet:
– Kontakt altid politiet og anmeld sagen.
– Del det med dine omgivelser. Både før og efter. Det hjælper også til at udbrede viden om, hvad det er der foregår og forhindrer dermed andre i at blive svindlet.
Kilde: Ældre Sagen.
Ældre Sagen opfordrer til, at man bruger sin kritiske sans, hvis man vil undgå svindel, samt at følge Ældre Sagens forebyggende råd til at undgå svindel.
– Vi ved, det er nogle stærke kræfter, der er derude, så alle måder at få udbredt det her budskab på er gode og vigtige, så vi forhindrer at det sker, siger Louise Kambjerre Scheel.
Hvis du har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.
Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede en borger på Facebook, hvori personen beskrev et nyligt tricktyveri. Døgnrapporterne er hentet via politi.dk. Journalisten kontaktede Midt- og Vestsjællands Politi og interviewede dem om tricktyverier af ældre borgere i Roskilde Kommune. Journalisten har også interviewet Ældre Sagen. Anja fremgår som delvist anonym kilde. Redaktionen har fuldt kendskab til Anjas fulde identitet. Hendes farfar har givet samtykke til, at hun fortæller hans historie.