Der står ekstra træning på programmet for flere og flere værnepligtige. Et stigende antal har nemlig problemer med at klare minimumskravet ved forsvarets løbeprøver
En dejlig gåtur i forårsvejret fra Rådhuspladsen til Nørreport er ca. 1,1 km lang. Det er samme distance som enkelte værnepligtige tilbagelægger ved forsvarets løbeprøver.
Den 12 minutter lange Cooper-test volder i dag op mod hver tiende værnepligtig så store problemer, at de ikke kan leve op til forsvarets minimumskrav, det vurderer Simon Munk Fassel, der er sergent ved Garderhusar Regimentet i Slagelse.
»Flere af dem når ikke at klare minimumskravet inden for de fire måneder, de er værnepligtige,« siger han.
Dumper i løb
I Simon Munk Fassels deling kunne syv procent af de værnepligtige ikke leve op til Forsvarets minimumskrav på 2,4 km. Derudover klarer hele 45 procent kun lige akkurat minimumskravet.
Sergenten er rystet over den forfatning, de unge mennesker er i, og han er sikker på, at tendensen er den samme i andre delinger og kaserner.
»Når jeg snakker med de andre sergenter, så er det en tendens, vi kan se rundt omkring, og den er kommet især inden for de sidste to-tre år,« siger Simon Munk Fassel.
Tykke soldater og skader
Den dårlige fysiske form kommer også til udtryk i forsvarets statistikker over unge mennesker, der skal til session. Der kommer flere og flere overvægtige til session, og vægten og den dårlige kondition betyder, at flere af de værnepligtige løber ind i overbelastningsskader, pointerer Simon Munk Fassel. Og det lægger de værnepligtige også selv mærke til.
»Der er jo nok en 10-15 stykker, der er faldet fra i vores deling den første måned på grund af skader, og vi startede ca. 60, så det er jo en del,« siger Jakob Andersen, der er værnepligtig ved Den Kongelige Livgarde.
Forsvaret er opmærksom på problemet og sender i dag vejledninger om motion og kost til de værnepligtige, inden de starter den fire måneder lange militærtjeneste.
Overvægtige unge til session
2003 – 25,9 procent af de unge
2006 – 27,9 procent af de unge
2009/2010 – 30,6 procent af de unge
Læs også