Egedal Esport fik 80.000kr: Snart uddeler Egedal Kommune yderligere 250.000 kroner..

På et typisk Counter Strike hold spiller man fem mand ad gangen. Foto: Christian Brose

Hvis udstyret er forældet, og der er ikke er nok mønter på bunden af skattekisten til at stable drømme begivenheden på benene, så er der hjælp at hente for foreningerne i Egedal Kommune. Frem til d. 15. november er det nemlig muligt at søge støtte fra Udviklings- og arrangementspuljen. Puljen er på 250.000 kroner og skal fremme kultur- og fritidsliv i Egedal Kommune.

Når Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget d. 5. december skal udvælge hvilke foreninger de 250.000 kroner skal fordeles til, så har de en række kriterier de vurderer ansøgningerne ud fra.  

– Noget vi lægger vægt på til de her puljer, det er, at det kan være børn og voksne med særlige behov. Det er for at inkludere nogle børn og unge der er udenfor de almindelige fællesskaber, siger Charlotte Haagendrup (M) der er formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget.

For foreninger med sundhed og aktivitet i fokus, er det ifølge Charlotte Haagendrup oplagt at søge støtte. 

– Du kan også søge tilskud til aktiviteter, der styrker deltagernes fysiske helbred. Det kan være idrætsforeninger, men vi har også fokus på det psykiske helbred og kigger på ensomhed og mistrivsel, siger hun.

Derudover kan man i retningslinjerne også læse sig frem til, at nye ansøgere samt samarbejde på tværs af foreninger er nogle af de kriterier der vurderes ud fra.  

Vi endte med at skulle bruge omkring 110.000 kroner, så vi har selv givet det resterende fra den opsparing som vi havde.
Frederik Aakeson, Næstformand i Egedal Esport

Det er dog ikke alle og enhver, der kan søge om støtte. I Retningslinjerne for Udviklings- og arrangementspuljen fremgår det, at det kun er folkeoplysende foreninger og selvorganiserede grupper der kan søge.

Fakta om folkeoplysningsloven.
Folkeoplysningsloven fra 2011 forpligter kommunerne til at yde tilskud til de folkeoplysende foreninger, som har hjemme i kommunen. Kommunerne skal ifølge folkeoplysningsloven og folkeoplysningsbekendtgørelsen anvise lokaler til foreninger, give tilskud til egne/lejede lokaler og give aktivitetstilskud.
Kilde: https://duf.dk. 

For at blive anset som folkeoplysende forening skal man tilbyde folkoplysende aktiviteter og undervisning for børn, unge og voksne. Ifølge DGI.dk kan folkeoplysning kort oversættets til at blive klogere på sig selv og andre.

80.000 kroner til nye computere. 

Det er ikke første gang i år, at Egedal Kommune har uddelt penge fra kommunens Udviklings- og arrangementspulje. D. 6. juni modtog Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget ansøgninger til støtte for 600.374 kroner, hvoraf der blev uddelt 331.014 kroner, det fremgår af et referat fra Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalgets møde. 

Af de 331.014 kroner gik 80.000 kroner til Egedal Esport og de blev ifølge næstformand, Frederik Aakeson, brugt til at opgradere deres computere.

– Vi har brugt dem på nye computere, fordi de computere, som vi havde i forvejen var meget gamle. De kunne ikke rigtigt hamle op med de spil der er nu. Tilbuddet blev lidt ringe for dem, der betalte for at komme ned og spille og være sammen med de andre. Vi skulle bruge nogle nye computere for at være på det samme niveau, som vi har været før, siger han.

Træerne voksede dog ikke ind i himlen for Egedal Esport, der også selv måtte gribe til lommerne for at få opfyldt deres ønske om nye computere.  

– Vi endte med at skulle bruge omkring 110.000 kroner, så vi har selv givet det resterende fra den opsparing som vi havde, siger Frederik Aakeson.

Hvis man ikke nåede at ansøge i denne omgang, så vil der efterfølgende være en 2. ansøgningsrunde, hvor foreningerne kan søge fra en pulje på 100.000 kroner.  

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt Egedal Kommunes pressemeddelelse i sin research og kontaktede derefter Charlotte Haagendrup. journalisten blev henvist til referat fra mødet d. 6 juni hvor man kan se hvilke foreninger der tidligere har modtaget støtte. Egedal Esport havde modtaget det største beløb og Journalisten kontaktede derefter Næstformand Frederik Aakeson.

Leave a Reply

Your email address will not be published.