Lokaljournalistikken spirer: 50 RUC-studerende kaster sig ind i valgkampen

Journaliststuderende på Roskilde Universitet arbejder i de kommende to uger med at lave nyheder om kommunalvalget. Foto: Troels Henriksen/NetAvisen.

Kampen om sæderne i byrådene landet over spidser til i de kommende uger og med den intensiveres den journalistiske dækning af kommunalvalgkampen.

Nu bliver 50 journaliststuderende fra Roskilde Universitet en del af den. Hver for sig skal de producere lokalnyheder.

– For alle journalister er det fantastisk at dække valgkamp. Der er massevis af nyheder, kilderne er oppe i gear, og der er meget på spil i alle kommuner. Det mærker vores studerende i høj grad, når de skal dække KV25, forklarer Maria Bendix Wittchen, der er studielektor og ph.d. i medieetik. Hun underviser på uddannelsen og er en af redaktørerne på Navisen i disse uger.

Læs også: Kaffe og cupcakes: SF i Lyngby starter kommunalvalget 2025 tidligt

Folketidende

I denne uge er omkring 25 journaliststuderende fra Roskilde Universitet fordelt på Lolland-Falsters nyhedsmedie Folketidende, Politiken og Herlev Bladet, mens resten af holdet vil producere nyheder fra størstedelen af kommunerne på Sjælland.

– For nye journalister er det en kerneopgave at forstå, hvor vigtigt demokratiet er for det levede liv, og intet sted kan lære én det som valgdækning på et lokalt medie, hvor de studerende møder rigtige mennesker og rigtige problemer og løsninger, siger studieleder på journalistik på Roskilde Universitet Mads Kæmsgaard Eberholst.

Han udarbejder sammen med professor Mark Blach-Ørsten den årlige analyse af danskernes nyhedsvaner.

Vigtigste emner

Op til kommunalvalget har Epinion foretaget en undersøgelse blandt 102.897 danskere om, hvad der er de vigtigste emner for dem. Den er en del af det store projekt ”Dit valg. Vores Danmark,” som er et partnerskab mellem medier, fonde og journalistuddannelserne landet over.

Læs også: 19-årig kommunalbestyrelseskandidat vil have senere mødetider i Hørsholm

– Vi ved fra den store Epinion-undersøgelse, der er en del af dette projekt, at især skole, uddannelse, sundhed, ældrepleje og andre store velfærdsområder er på dagsordenen. Andre undersøgelser viser, at disse ret traditionelle nyhedsemner i borgernes optik bedst dækkes af lokale nyhedsmedier, forklarer Mads Kæmsgaard Eberholst.

De mange journalistspirers journalistik bliver også udgivet på Journalistiks eget medie www.navisen.dk. Dertil udgives visse nyheder også på Sjællandske Medier, sn.dk, som Journalistik på Roskilde Universitet arbejder tæt sammen med i forbindelse med KV25.

– I disse uger er den ingen studerende, der laver øvelser. Nu laver de journalistik. Alle arbejder fokuseret med at levere rigtige nyheder med rigtige kilder om rigtige problemer og væsentlige sager. Dét er den bedste måde at lære at lave journalistik på, forklarer Maria Bendix Wittchen.

Kurset på NetAvisen indgår også i valgprojektet Mit Valg, dit Danmark, som er financieret af Constructive Institute.