
Gennem de sidste ugers valgkamp har man kunnet møde nogle af de unge byrådskandidater bag baren på Old Irish og O’flanagans i Køge. Her har de skænket fadøl og politiske holdninger ud til byens unge vælgere. Ambitionen har været at engagere flere unge i valgkampen, og forhåbentlig få dem ned til stemmeboksene den 18. november.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er gennemsnitsalderen på opstillede kandidater til kommunalvalget 2025 i Køge på 53 år. Samtidig er valgdeltagelsen lavest blandt de 22 til 29-årige. Spørger man de unge kandidater i Køge, skyldes det blandt andet manglende repræsentation af unge i byrådene.
Ved kommunalvalget i 2021 var gennemsnitsalderen blandt de valgte kandidater til landets byråd 51,3 år. Denne skæve repræsentation kan ni kandidater under 30 år i Køge være med til at ændre efter kommunalvalget 18. november.
– Det er en ond cirkel, fordi der ikke sidder nogen unge mennesker inde i byrådet, siger Josefine Paaske, 22 år, byrådskandidat for Venstre (V).
Læs også: Mere diversitet, skaber bedre beslutninger, mener kandidat til kommunalvalget
Utraditionelle kampagnemetoder
For at nå de unge vælgere har de unge kandidater taget utraditionelle metoder i brug. De har blandt andet afholdt arrangementerne “Kandidater bag baren” på Old Irish og O’flanagans, hvor de unge har kunnet få en politisk snak på deres hjemmebane.
– De events, vi har lavet, har været steder, hvor de unge rent faktisk kommer. De har haft mulighed for at stille meget åbne spørgsmål, og de kunne få en snak på en stille og rolig måde, siger Nora Chmeis, 22 år, byrådskandidat for Socialistisk Folkeparti (F).
Trods deres forskellige politiske holdninger, har flere af kandidaterne valgt at lave valgkampagne sammen for at nå bredt ud til ungdommen.
– Tankerne bag vores arrangementer har været at engagere de unge til at komme ud og bruge deres stemme. Det er vigtigt, at de unge bruger deres stemmer. Derfor har vi prøvet at række ud til dem ved at stå sammen, skriver Rosa Søndergaard, 18 år, byrådskandidat for Radikale Venstre (B) i et skriftlig svar.
Kandidaterne har også anvendt mere traditionelle kampagnestrategier til at engagere de unge i valgkampen, blandt andet ved at deltage i debatter på kommunens ungdomsuddannelser.
– Det er for at komme ud og møde de unge, dér hvor de holder til. Der er mange unge, der ikke tager til de traditionelle vælgermøder. Jeg synes jeg helt sikkert, at der er engagement, når vi er ude, og det viser, at de egentlig gerne vil, siger Malde Novak, 21 år, byrådskandidat for Socialdemokratiet (A).
Kandidater bag baren på O’flanagans
Vil give de unge køgegensere et talerør ind i byrådet
De unge kandidater håber, at de kan blive et talerør ind i byrådet for den unge generation og bringe de emner, der er vigtige for ungdommen på dagsordenen.
– De vigtige ting, der fylder for den unge generation, bliver jo ikke taget op i byrådet, fordi det ikke er deres nærmeste talerør, som sidder derinde. Det er forældre og bedsteforældre, der sidder inde i byrådet, siger Josefine Paaske (V).
Sammen håber de, at deres utraditionelle valgkampsmetoder, kan være med til at få flere unge ind i byrådet. Nogen, der er i øjenhøjde med de unge og ved, hvordan det er at være unge i kommunen.
– De ældre ved allerede, hvem i byrådet de kan gå til, hvis der er noget. Efter valget den 18. november håber jeg, at vi kan skabe den sammen kultur, hvor de unge også ved, hvem de kan gå til, siger Josefine Paaske (V).
Her kan du møde de unge Køge kandidater
Disse kandidater er under 30 år:
- Malde Novak, 21, Socialdemokratiet (A)
- Rosa Søndergaard, 18, Radikale Venstre (B)
- Lucas Møller Larsen, 20, Konservative Folkeparti (C)
- Nora Chmeis, 22, Socialistisk Folkeparti (F)
- Ali Yahya, 29, Socialistisk Folkeparti (F)
- Frederik Max Krag, 20, Liberal Alliance (I)
- Andreas Danielsen, 27, Liberal Alliance (I)
- Jonas Danielsen, 26, Liberal Alliance (I)
- Josefine Paaske, 22, Venstre (V)
Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen kommer fra research på sociale medier. Kilder er interviewet via telefonen, og en enkelt har givet et skriftlig svar på fremsendte spørgsmål.