
Hørsholm Kommune er den kommune, med den næstlaveste sygefraværsprocent i Danmark blandt social- og sundhedsmedarbejdere.
Det viser en ny analyse fra tænketanken CEPOS, der har kortlagt sygefraværet blandt kommunale SOSU-medarbejdere i 2025.
Ifølge Velfærds- og Kulturdirektør i Hørsholm Kommune, Jan Ramanathan Dehn, skyldes det blandt andet et stort fokus på sygefraværet fra ledelsens side.
– Vi har stor ledelsesmæssig opmærksomhed på at få sygefraværet nedbragt. Det er en del af den løbende ledelsessamtale, og vi prioriterer og holder fokus på lavt sygefravær, fordi det er vigtigt, skriver han i et svar til Netavisen.
Rammerne i dag, de er bare ikke gode nok
Tanja Nielsen, formand for social-og sundhedssektoren hos FOA
Kommunen arbejder samtidig systematisk med at følge udviklingen.
– Med systematisk mener jeg, at vi på månedsbasis gennemgår sygefraværet for alle medarbejdere med henblik på at vurdere, om der er brug for en særlig indsats, skriver han.
Ifølge kommunen betyder lavere sygefravær både færre udgifter til vikarer og større kontinuitet i plejen af de ældre.
Store forskelle mellem kommuner
Analysen fra CEPOS viser, at sygefraværet blandt social- og sundhedsmedarbejdere varierer markant fra kommune til kommune. Kommuner som Skive, Hørsholm og Ishøj er dem med det laveste sygefravær, mens Odsherred, Slagelse og Langeland ligger i den modsatte ende af statistikken.
Ifølge Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS og forfatter til analysen, kan sygefravær være et tegn på, hvordan en arbejdsplads fungerer.
– Sygefravær og personaleomsætning fungerer lidt som en kanariefugl i minen – det er en indikator for, hvor veldrevet en arbejdsplads er, siger han.
Ifølge forskningschefen ligger sygefraværet generelt stadig under niveauet fra før corona-pandemien.
– Det ser ud som om, det er meget svært at komme tilbage til det niveau, vi havde før pandemien, siger han.
Han peger på, at ledelse og arbejdskultur kan spille en rolle.
FOA: Arbejdsvilkår spiller stor rolle
Hos fagforeningen FOA, der repræsenterer mange SOSU-medarbejdere, genkender man forskellene mellem kommunerne.
– Vi laver selv lignende undersøgelser, som viser nøjagtig det samme, siger Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA.
Ifølge Tanja Nielsen handler forskellene i høj grad om, hvordan kommunerne organiserer arbejdet og prioriterer området.
– Det handler om, hvordan kommunerne forvalter økonomien på området, og om der er nok kolleger til at løfte opgaverne. Hvis medarbejderne konstant løber stærkt, kan det føre til sygefravær, siger hun.
Læs også: 81-årige Ellen oplever barrierer på Hvidovre Torv: “Jeg kan ikke bruge det, som det er i dag”
Mange ville måske tro, at den fysiske belastning er et af de hovedproblemer der udfordrer SOSU-medarbejdere, men Tanja Nielsen påpeger at der er sat fine foranstaltninger ind for at nedsætte det. Hun peger derimod på, at belastningen i arbejdet i dag ofte er psykisk.
– Den psykiske belastning er langt højere end den fysiske, fordi tempoet i arbejdet er så højt, siger hun.
Hos FOA arbejder man med tiltag, der skal forbedre den psykiske trivsel og fastholdelse i faget. I den seneste overenskomst er der blandt andet indført såkaldte “livsfasesamtaler”, hvor medarbejdere kan tale med deres arbejdsgiver om, hvordan arbejdstid og arbejdsliv bedst passer til deres situation i livet.
FAKTABOKS: Sygefravær blandt SOSU’er
- Analysen viser store forskelle i sygefraværet mellem landets kommuner.
- Kommunerne med lavest sygefravær er blandt andre Skive, Hørsholm og Ishøj.
- Kommunerne med højest sygefravær er blandt andre Odsherred, Slagelse og Langeland.
- Ifølge CEPOS ligger sygefraværet generelt stadig over niveauet fra før Covid-19-pandemien.
Kilde: CEPOS
Kontinuitet er vigtigt for de ældre
Ifølge Karsten Bo Larsen kan sygefravær blandt medarbejdere også få betydning for kvaliteten i ældreplejen.
– Man ved, at noget af det ældre mennesker sætter pris på, er kontinuitet i plejen – altså at det er den samme hjemmehjælper, der kommer ud til dem, siger han.
Hos FOA understreger Tanja Nielsen samtidig, at mange SOSU-medarbejdere gør deres bedste i et presset arbejdsmiljø.
– Jeg synes jo, at de medarbejdere der går rundt derude og arbejder som social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, gør alt det bedste med det gode hjerte og de kloge hoveder, de har, ud fra de rammer de har fået stillet til rådighed. Rammerne i dag er bare ikke gode nok, siger hun.
Sådan gjorde jeg: Jeg så pressemeddelelsen fra CEPOS og ringede derefter til dem. Så kontaktede jeg Hørsholm Kommune for kommentar og FOA for at give et medarbejder-perspektiv.