
Foto: Flickr
Vi lever i en tid, hvor det næsten er blevet uundgåeligt ikke at støde på AI i sin hverdag, uanset om man som godt eller dårligt om den nye teknologi. Men der er mennesker, for hvem det er blevet et revolutionerende værktøj i deres hverdag. De blinde og svagtseende.
Det gælder blandt andet for Edis Adilovic, der har været blind siden han var barn.
– Jeg bruger AI til rigtig mange ting, og det er en kæmpe, kæmpe hjælp. Før AI skulle jeg have seende assistance, og jeg kan meget mere selv nu. Nu kan jeg tage et billede og få beskrevet, hvad der er på billedet, i en grad som ikke engang mine seende venner kan, siger han i et interview til NetAvisen.

Edis Adilovic arbejder i dag som selvstændig IT-konsulent. Han bruger AI både i sit professionelle arbejde, men også i sin fritid. Han siger om AI:
– AI er næsten som en erstatning for synet, også selvom jeg ikke har noget at sammenligne med.
Det er ikke kun Edis, der har oplevet at AI-teknologi kan være en hjælp. Der er de seneste år kommet en lang række af forskellige værktøjer, der på den ene eller anden måde kan hjælpe blinde og svagtseende i deres hverdag. Det er blandt andet appen ”Be My AI”, der kan hjælpe med at beskrive billeder, læse tekst og svare på spørgsmål om hvad man “ser”. Det skriver Dansk Blindesamfund på deres hjemmeside. De skriver også, at appen drives af kunstig intelligens, og kan være en hjælp i en lang række hverdagssituationer. Den kan både læse information højt fra emballage, beskrive omgivelser eller forklare, hvad der er foran en. Kilde: Dansk Blindesamfund
NetAvisen har været i kontakt med Dansk Blindesamfund, der fortæller, at de godt kan mærke, at deres medlemmer ønsker at bruge AI.
– Vi oplever en øget efterspørgsel på de kurser, der handler om AI. Både, hvordan det kan bruges som værktøj, men også hvad man skal være opmærksom på. Der er et stort behov for, at vi alle bliver klogere på det. Det siger næstformand for Dansk Blindesamfund, Jesper Bentil Holten.
For Edis Adilovic har AI været en ”gamechanger”. Han kommer med et eksempel, hvor 10-øren virkelig falder:
– Lad os nu sige, at man som blind er ude et sted, og har været på toilettet og skal sikre sig, at man har renset toilettet ordentligt efter sig. Der har man ikke lyst til at ringe efter en ven, der lige kan kigge efter. Nu kan jeg få en AI til at beskrive, om toiletkummen er ren. Selvom det er meget lavpraktisk, så har AI virkelig været en gamechanger, siger han.
– AI har revolutioneret den måde blinde og svagtseende oplever verden på. Den kan give detaljer, som man ellers kun kunne have fået, hvis man havde en seende med sig, siger han.
”Nu har jeg muligheden for at vælge selv”
Edis Adilovic beskriver, hvordan han ikke længere er afhængig af andre menneskers hjælp, og det er selvom, han ikke er stor tilhænger af individualismen.
– Jeg er faktisk stor modstander af individualismen. Det med at sige: ”Jeg skal ikke have hjælp af nogen, jeg kan klare alt helt selv,” det er jeg faktisk stor modstander af, siger han.
Men det han til gengæld er stor tilhænger af, er at han nu har muligheden for selv at vælge den seende hjælp til og fra.
– At jeg nu har valget om at kunne sige: ”Okay det her, det klare jeg lige selv,” det er der jeg ser den helt store forandring, og det er det jeg er stor tilhænger af, siger han.
Selvom AI er blevet en stor hjælp for Edis i hverdagen, synes han stadig ikke at det kan erstatte seende assistance.
– Det hele er ikke som at være almindelig seende, men jeg føler, at jeg har fået meget mere selvstændighed og tilgængelighed. Det handler om, at jeg har valgmuligheden nu, siger han.
Næstformand for Dansk Blindesamfund, Jesper Bentil Holten, understreger også, at AI ikke er en erstatning for anden seende hjælp, men at AI er en hjælp. Dog en hjælp, der er tilgængelig 24/7, som seende assistance ikke er.
– AI kan aldrig blive det samme som et seende menneske, men det er der når du akut har brug for at vide, om du står ved kantstenen eller tæt på perronen. Den er der også kl. 02 om natten, når der ikke er andre, siger han.
Jesper Bentil Holten fortæller om flere forskellige eksempler på, hvordan AI har gjort en forskel i hans liv. Det er lige fra at få tjekket om der er en plet på skjorten, inden han skal ud ad døren, eller om de flåede tomater er med eller uden basilikum, når han er i supermarkedet.
– Det giver nogle muligheder for at få praktisk hjælp i hverdagen, som er meget betydningsfuld, siger han.
Selvom AI for mange er en stor hjælp, er det vigtigt for Jesper Bentil Holten, at huske sit kritiske blik.
– Man skal helt klart have det kritiske blik med sig, når det kommer til den her teknologi. Det nytter ikke noget, at AI siger noget forkert, og vi så har lagt vores liv i dens hænder.
Han kommer med et eksempel, hvor AI-teknologien stadig ikke kan erstatte seende assistance:
– Vi ved godt, at den ikke altid fortæller det rigtige. Eksempelvis er den ikke særlig god til at læse instruktioner på færdigretter, der er det helt klart bedre at have fat i et rigtigt menneske, siger han.
Det er ikke kun i køkkenet Jesper Bentil Holten mener, at man skal være opmærksom. Det gælder også i andre situationer, hvor det er godt at tænke sig om en ekstra gang.
– Man skal være meget opmærksom på, hvordan man bruger AI. Der kan være situationer, hvor der er ting, som ikke skal deles med en AI, eksempelvis personfølsomme oplysninger, fordi det er for usikkert, siger han.
Også for Edis Adilovic er det vigtigt at være kritisk overfor AI, og kun bruge den når det giver mening.
– Selvom man kan få AI til at guide sig meget af vejen, så er der stadig noget forståelse, hvor det ikke er nok at få AI til at hjælpe dig. Man er nødt til at vide, hvad de forskellige ting går ud på. Det kan bruges til alt muligt i mere eller mindre alvorlig grad, som bestemt ikke er gavnligt for noget synes jeg. Så jeg synes det skal bruges der hvor det gør en reel forskel, siger han.
For næstformand Jesper Bentil Holten er det også vigtigt at gøre sig grundige overvejelser, selvom AI er et godt værktøj.
– Det er et supergodt værktøj, som man også skal bruge med omtanke. Vi har en forpligtelse til at overveje hvordan vi kan bruge AI, og hvordan vi bør bruge AI, så data ikke ender med at blive misbrugt, siger han.
Sådan gjorde jeg:
På en kold og blæsende fredag, sad jeg i sidste time inden weekenden og dovent scrollede gennem Facebooks lange feed med kattevideoer, kageopskrifter og andre kedelige ting. Men blandt alt dette, som jeg fandt uinteressant og ligegyldigt, faldt jeg pladask over et opslag, der var alt andet end det. Et opslag fra Edis Adilovic om kunstig intelligens, og hvad det har gjort for ham som blind. Det vækkede min nysgerrighed og jeg ringede til ham for at høre mere. Derefter ringede jeg til Dansk Blindesamfund og snakkede med næstformanden Jesper Bentil Holten, det kom der denne artikel ud af. Jeg håber det har været en fornøjelse at læse med.