Kystbeskyttelse skal forhindre erosion i Strandparken

Rynket rose
Foto: Marie Hjort

Regeringens nye kystbeskyttelsesplan, som blev lanceret i februar i år, skal beskytte Ishøj Strandpark mod oversvømmelser og stormfloder.

Planen omfatter beskyttelse af kystbyer i Køge Bugt, hvor man vil beskytte kysten mod erosion samt bygge diger. En af kystbyerne er Ishøj.

Køge Bugt er nemlig udpeget som et risikoområde i oversvømmelsesdirektivet, og derfor skal Ishøj Kommune lave risikostyringsplaner og hele tiden forberede sig på stormfloder og høj vandstand.

– Vi skal beskytte os imod den værst tænkelige hændelse, som vi har oplevet. Det var 1872-stormen, som bl.a. oversvømmede Falster, forklarer Christine Brønnum-Johansen, som er tværkommunal projektleder for Natur miljø og Strandparken i Ishøj Kommune.

Planen er at forberede sig mod vandmasserne, der vil være en realitet om flere årtier:

– Sådan en hændelse skal vi beskytte os mod med den vandstand, der er om 50 år. Der regner man med, at havet er steget med 60 centimeter. Men man kan selvfølgelig aldrig helt sige, at det bliver præcis sådan, men det viser forskellige beregninger og modeller, siger Christine Brønnum-Johansen, som er tværkommunal projektleder for Natur miljø og Strandparken i Ishøj Kommune.

Læs også: Tang som kystbeskyttelse: »Det er en tømmermændspakke«

Digerne skal være en meter højere

Med udsigt til stigende vandstande i Strandparken er der et behov for en stærk kystbeskyttelse, og derfor skal digerne i Strandparken forhøjes.

– Vi skal forhøje digerne ca. en meter. Der er ydre diger langs Køge Bugt, der er klitter, som faktisk udgør et teknisk anlæg, men det ligner et strandområde, siger hun.

Digerne er lavet af sand, og de yderste diger skal forhøjes, da bølgerne er højere end vandstanden ved en stormflod. Digerne skal være fire meter ud mod Køge Bugt, og inde bag havnene behøver digerne kun at være tre en halv meter høje, fordi molearmene foran havnene bryder bølgerne.

Klimaforandringer medfører de højevandstande 

I Strandparken ligger Torshøj Spejder, som har en hytte på Ishøj Havn. Hytten har været oversvømmet to gange de seneste otte år. Havet var 162 cm over dagligt vande den første gang og 167 cm over dagligt vande anden gang.

Det gav 12-17 cm havvand over gulvet i deres hytte, fordi gulvet i hytten ligger præcis halvanden meter over dagligt vande.

– Det har formodentlig noget med klimaforandringerne at gøre, når vandet stiger lige så stille, og stormene bliver kraftigere med tiden, siger Niels Kristian Jensen, som er søspejderleder hos Torshøj Spejder.

Læs også: Kommune satser på borgerne i kampen om at blive klimaneutral

Spejderne har selv planer om at gøre noget for at forhindre,  at hytten bliver oversømmet i fremtiden.

– Vi har ikke mulighed for at forhindre vandet i at komme ind i hytten. Vi er simpelthen nødt til at løfte hytten. Den står på pæle, og i princippet kunne man forlænge pælene med en halv meter. Så vi vil nok være sikre nogle år frem i tiden. Jeg er ikke bygningsingeniør, men det er åbenbart en dyr operation, siger han.

Udover kystbeskyttelsen i Strandparken har Ishøj Kommune fokus på biodiversitet i området.

Man vil begrænse den invasive art rynket rose, så der bliver plads til den naturlige vegetation i området. Desuden har kommunen etableret nogle vandhuller for at bevare en sjælden frøart.

Det er ikke kun spejderhytten, som er truet af oversvømmelser i fremtiden. Det gælder også kunstmuseet Arken, der også befinder sig i Ishøj Strandpark. Det er emnet for Arkens næste udstilling Superflex, som åbner i maj måned.

Leave a Reply

Your email address will not be published.