
Søndag d. 19. april har Gentofte afholdt skraldeindsamling i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og syv mødesteder i Gentofte – heriblandt biblioteker og andre lokale samlingssteder. Undersøgelser fra Epinion og Danmarks naturfredningsforening tyder dog på, at der er faldende mængder af skrald i bybilledet og naturen på tværs af landet.
Indsamlingen har resulteret i, at der blev samlet 418 kilo skrald. Den har fundet sted mellem kl. 10-13 søndag formiddag og har spredt sig på tværs af Gentofte Kommune, hvor syv frivillige mødesteder bidrog til indsamlingen. I alt har 136 frivillige borgere mødt op for at samle skrald ind.
På trods af at det lyder som en beskidt aktivitet, så er der faktisk et fedt fællesskab omkring skraldeindsamlingen:
– “Det er lidt forskellige typer der kommer, det kan være alt fra børnefamilier, men det er også enkeltpersoner, eller også er det et vennepar der kommer og har lyst til at samle affald”, siger Hanne Hjetting Nielsen, som er formidlings- og undervisningsansvarlig i Gentofte Kommune.
Ifølge Hjetting Nielsen er det ikke kun indsamlingen, som trækker folk afsted.
– “Man får noget frisk luft og noget bevægelse, og måske, hvis man er heldig, møder man nogle andre, som man kan danne fællesskab med”, uddyber Hjetting Nielsen.
Det kunne være dejligt hvis det her var en generel tendens, altså simpelthen at affaldsmængderne ude i naturen og i vores byer generelt er faldende
Asger Ebdrup, kommunikationsrådgiver og projektleder i Danmarks Naturfredningsforening
Udover de 418 kilo, som er blevet samlet ind, kan en dag som indsamlingsdagen i weekenden også bidrage med noget mere.
– “Hvis man har lyst til at samle affald, så kan det også være at man måske har lyst til at spise grønnere og sortere mere. Så det spreder ligesom ringe i vandet, på andre grønne områder”, siger Hjetting Nielsen.
Læs også: Fra nikotinpose til tandbørste: Forsker genbruger affald til at danne plantebaseret plastik
Faktaboks:
-
Danmarks Naturfredningsforening har afholdt årlige affaldsindsamlinger siden 2006.
-
19 % af danskerne samler for det meste eller altid affald op, når de ser det ligge og flyde.
-
Cigaretskodder er den affaldstype som danskere oftest ser i deres omgivelser, efterfulgt af nikotinposer.
Kilde: Epinion og Danmarks Naturfredningsforening
Undersøgelser viser ny tendens om skraldemængder
Til søndagens indsamling er der blevet samlet 418 kg affald, hvilket er et fald fra 2024, hvor der blev samlet over 700 kg. Der kan være mange faktorer, der påvirker tallet, heriblandt deltagerantallet, men samtidig tyder undersøgelser fra Epinion og Danmarks Naturfredningsforening på, at borgere oplever, at der ligger mindre skrald i bybilledet og naturen:
– “Vi har i de seneste år oplevet at der var mindre affald, vi har nogle undersøgelser der viser at folk generelt oplever mindre affald både i byerne og i naturen, og vi kan også se at når folk samler ind, så finder de lidt mindre affald per indsamler,” siger Asger Ebdrup, som er kommunikationsrådgiver og projektleder i Danmarks Naturfredningsforening.
Danmarks Naturfredningsforening har i samarbejde med Epinion lavet årlige undersøgelser af danskernes oplevelser af mængden af skrald i naturen.
Siden 2022 er procentdelen af danskere, som oplever, at der er alt for meget skrald i naturen, faldet med 6 %.
– “Det kunne være dejligt hvis det her var en generel tendens, altså simpelthen at affaldsmængderne ude i naturen og i vores byer generelt er faldende,” uddyber Ebdrup.
Sådan gjorde jeg: Jeg så en pressemeddelse på Ritzau angående indsamlingen. Herefter tog jeg kontakt til Gentofte Kommune og Danmarks Naturfredningsforening for kommentarer. Så fandt jeg undersøgelserne fra Epinion og Danmarks Naturfredningsforening.