KL: Vi vil ikke lave fælles mobbepolitik

Den nye skolereform skal sikre elever bedre trivsel i skolen.  Foto: morgueFile
Den nye skolereform skal sikre elever bedre trivsel i skolen.
Foto: morgueFile

Kommunernes Landsforening vil ikke arbejde for, at der bliver lavet en fælles mobbepolitik. Det skal derimod være op til den enkelte kommune at vælge, hvordan man vil arbejde med tiltag til forbedring af trivsel, siger Søren Johansen, der er konsulent i  center for børn og uddannelse og sidder i skolereformgruppen hos KL.

– Vi har en klar forventning om, at kommunerne vil arbejde med relevante tiltag. Netop derfor går vi ikke ind og arbejder for at lave fælles overordnede regler, siger han.

Det ligger ude hos kommunerne og lokalt i skolerne at håndtere, om og hvordan de vil indføre en mobbepolitik. Det er op til kommunen selv at beslutte.

Søren Johansen

Han henviser til, at der er i nogle kommuner, hvor man har pædagoger inde over trivslen, mens man andre steder får lærerne til bytte plads.

– Der er mange grene i det, og en generalisering vil bare medføre at resultaterne ikke vil blive særlig gode. Vi har meget stor tillid til at kommunerne og skolerne kan arbejde med trivslen lokalt i forhold til, hvad der giver mest mening, siger han.

DCUM’s rapport:

4.-6.-klasse:
20,2 % er blevet mobbet i dette skoleår.
32,9 % synes at de voksne kun nogle gange, ikke ret tit eller aldrig har gjort noget ved mobning.
Antal svar: 39.071

7.-10.-klasse:
12,2 % er blevet mobbet i dette skoleår.
33,2 % synes, at de voksne kun nogle gange, ikke ret tit eller aldrig har gjort noget ved mobning.
Antal svar: 39.887

Kilde: Dansk Center for Undervisningsmiljø

Kommunernes ansvar

Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, kom i onsdags med en ny rapport om danske folkeskoleelevers oplevelse af mobning. Den viste, at hver tredje elev i 4.-10.-klasse ikke oplever, at der bliver grebet nok ind over for mobning. Kritikken blev af eleverne og undervisningsminister Christine Antorini rettet mod lærerne og skolerne, som de mener har ansvaret. Søren Johansen vedkender sig også, at en del af ansvaret ligger hos kommunerne.

– Ansvaret for elevernes trivsel ligger hos kommunerne, og det er kommunernes ansvar at drive skolerne. Kommunerne uddelegerer noget af udførelsen af opgaven til skolen, hvorefter kommunerne skal følge op på det, siger han.

Læs også: Forsker: Nyt computerspil skal lære børn konflikthåndtering

Om det skal være op til kommunerne eller skolerne at indføre en mobbepolitik, vil KL dog ikke blande sig i.

– Det ligger ude hos kommunerne og lokalt i skolerne at håndtere, om og hvordan de vil indføre en mobbepolitik. Det er op til kommunen selv at beslutte, siger han.

Trivslen skal forbedres

Den nye skolereform indeholder en forpligtelse til, at kommunerne vil blive målt på trivsel, hvilket vil sige, at de skal gøre brug af et måleinstrument til at måle trivslen på skolerne. Det er tallene i DCUM’s rapport med til at lægge til baggrund for. En registrering af trivslen skal blandt andet kortlægge, hvor der særligt skal forbedres.

– En kommune skal samlet vise for skolevæsnet, at trivslen er i bedring, og dette skal det være fortløbende. Hvis skolerne ikke forbedrer trivslen i skolerne, så er det kommuners arbejde at gå ind og støtte og vejlede dem, siger Søren Johansen.