Årets konfirmationskjoler er inspireret af vampyrfilmen Twilight og tatoveringer. Det skal være råt, romantisk og kort
Når 13 til 15-årige piger i de følgende uger tropper op i landets kirker for at bekræfte deres tro på Gud, er det iført korte kjoler inspireret af tatoveringsmønstre og ungdomsfænomenet Twilight.
”Kjolerne er inspireret af Twilight, tatoveringer, græsk mytologi og musselmalede stel, ” siger Bettina Lykke Lysbo, der er en af de to indehavere af Lykke Brudekjoler i Vanløse.
Claus Rønberg fra Cph Bridal på Vesterbro bakker op om, at det er det unge og moderne look, der hitter blandt pigerne.
”Pigerne kan godt lide de stropløse og korte kjoler, vi har ikke solgt en eneste lang konfirmationskjole,” siger Claus Rønberg.
Rockprinsesser
Tyl, chiffon og satin. Materialerne i årets konfirmandkjoler er florlette og feminine, men ideerne bag er rå og inspireret af vampyrer.
De unge konfirmander vil have feminine kjoler uden, at det bliver for sukkersødt, og resultatet er en uskyldig flirt mellem bikerchik og Barbie.
”Kjolerne er pyntede, men med et råt twist. De unge piger vil være rockprinsesser, rå og feminine på samme tid,” siger Bettina Lykke Lysbo.
Mens Twilight-temaet hovedsageligt kommer til udtryk i materialerne og snittet på kjolerne, så er mønstrene inspireret af tatoveringer og musselmalede stel.
”Der er en ny tendens til at mønstrene er lavet i sort og kjolerne er korte, helst over knæet,” siger Bettina Lykke Lysbo.
Læs også: