Løbende gazeller eller talende legetøj. En simpel video med simple billeder kan få patienter på hospitaler til at slappe af under behandling. Det viser en ny amerikansk undersøgelse fra Society of Interventional Radiology, hvor forskere har testet brugen af videobriller på nervøse patienter.
Undersøgelsen er foretaget blandt 49 patienter, der har fået foretaget ubehagelige indgreb eller været til nervepirrende undersøgelser på en radiologisk afdeling. Patienterne har eksempelvis fået lagt kateter eller foretaget biopsi.
De patienter, der under behandlingen så en lille video gennem specielle videobriller, havde formindsket deres angst med 18 procent lige efter selve behandlingen. Patienter, der derimod ikke havde set video, havde kun formindsket deres angst med 7,5 procent efter behandlingen.
Jeg synes, det lyder som en rigtig god idé. Det er utroligt interessant og spændende, og der er situationer, hvor det kunne være rart, at patienterne kunne fokusere på noget andet
Nina Hjort, koordinerende afsnitsledende sygeplejerske ved Aalborg Universitetshospital
Det handler om distraktion
Det reducerer altså angsten hos patienter at se en lille underholdende video, når de skal undersøges eller behandles, og ifølge Majbritt Pedersen, Ph.d.-studerende ved Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser ved Aarhus Universitetshospital, giver undersøgelsens resultater god mening.
– Det handler simpelthen om distraktion. Man får patienterne til at fokusere deres opmærksomhed mod noget andet end det, der foregår. Video er godt til at distrahere, fordi man bruger både syns- og høresansen på én gang. Det holder opmærksomheden bedre fast end fx musik, siger Majbritt Pedersen.
Læs også: Patientsamtaler redder liv
Hun vurderer dog også, at det ikke nødvendigvis er nok at lade patienterne se video. Det kan nemlig også have betydning, hvordan videoen vises.
– Det kan godt have betydning, at patienterne har set video gennem briller. På den måde har de ikke mulighed for at se på noget andet. Hvis de blot ser på en skærm, har de stadig mulighed for at kigge andre steder hen, og så vil videoen sikkert ikke virke lige så effektivt. Gennem briller fastholder man sandsynligvis folks opmærksomhed, pointerer Majbritt Pedersen.
Interesse fra hospitaler
På radiologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital kender man ikke til undersøgelsen eller de afprøvede videobriller. Afdelingen har heller ingen lignende tiltag, der skal distrahere patienterne, når de bliver undersøgt, siger Nina Hjort, der er koordinerende afsnitsledende sygeplejerske på radiologisk afdeling.
– Jeg kender slet ikke til de her videobriller, så derfor har vi heller ikke umiddelbart nogen planer om at anskaffe dem, forklarer hun.
Med et årligt undersøgelsestal på 220.000 undersøgelser møder personalet på radiologisk afdeling mange nervøse patienter. Derfor er Nina Hjort også langt fra afvisende overfor, at man i fremtiden vil se nærmere på den amerikanske undersøgelse og overveje at distrahere patienter gennem video.
– Jeg synes, det lyder som en rigtig god idé. Det er utrolig interessant og spændende, og der er situationer, hvor det kunne være rart, at patienterne kunne fokusere på noget andet, lyder det fra Nina Hjort.