Danskerne skal lære at køre ordentligt i arbejdstiden

En tredjedel af alle arbejdsulykker med dødelig udgang sker på Danmarks veje.

En tredjedel af alle arbejdsulykker med dødelig udgang sker på Danmarks veje. Bilisterne kører for hurtigt, uden sele og nogle endda efter en øl eller to for meget

Taxachauffører, håndværkere, leveringsfirmaer, konsulenter og sælgere. Mange tusind danskere kører hver dag i bil i forbindelse med deres arbejde. Af alle de ulykker med dødelig udgang, der sker på arbejdspladserne, sker en tredjedel i trafikken. Det tal er alt for højt, og derfor har de Regionale Færdselssikkerhedsudvalg nu lanceret en landsdækkende kampagne, VisVejen.dk, hvor virksomhederne opfordres til at få tjek på trafiksikkerheden hos deres medarbejdere.

Kampagnen fokuserer specielt på at få virksomhederne til at oplyse deres medarbejdere om vigtigheden af at bruge sele, og farerne ved for høj hastighed og alkohol i blodet.

»Mange firmaer har jo i forvejen en politik omkring alkohol, men det er også specielt vigtigt at oplyse om hastigheden«, siger Vagn Bech, formand for Nordjyllands Færdselsudvalg.

Sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser

De Regionale Færdselssikkerhedsråd ønsker også at gøre opmærksom på de konsekvenser, det kan få for firmaet, hvis deres ansatte kører råddent.

»Det sender jo et signal, når en ansat kører uansvarligt i en firmabil,« siger Vagn Bech.

Og ulykker i arbejdstiden har faktisk større omkostninger end de fleste firmaer er klar over. Både som skader på medarbejderen i form af sygemelding eller tabt arbejdskraft, men også for samfundet, nemlig som omkostninger til udrykninger, sygehuspersonel og oprydningsarbejde.

»Hvis der sker noget med bilen, er det ikke kun medarbejderen det går ud over, men der vil også være økonomiske omkostninger for firmaet og for samfundet.«
 

Fakta:

2004-2006 udgjorde dødsfald ved trafikulykker i forbindelse med arbejdet henholdsvis 13, 17 og 16 tilfælde om året. Det svarer til 30 procent.

Tre ud af fire virksomheder har ingen trafiksikkerhedspolitik.

I gennemsnit kostede hver eneste person, der blev dræbt eller kom til skade i trafikken i 2010, samfundet 3,8 millioner kroner. Det dækker over udgifter til bl.a. udrykning, materielle skader, efterfølgende behandling og velfærdstab.

Ifølge sikkertrafik.dk, så er trafikulykker skyld i de 75 % skader, som medlemmerne i Business Danmark udsættes for. Heraf 50 % piskesmældsskader. 

Læs også:

Forårskåde bilister er livsfarlige

Vejdirektoratet standser forsøg med vejpigge