Glade vandhunde må igen i år finde sig i at blive luftet i snor ved stranden fra på tirsdag og frem til første oktober. Det fremgår af naturbeskyttelsesloven. Det er især for at beskytte de vadefugle, som holder til ved stranden i denne periode, oplyser Jens Jokumsen fra Dyrenes Beskyttelse. Badegæster skal der også tages hensyn til. Men forbuddet er for strengt, mener Dansk Kennel Klub (DKK).
Kommunikationskonsulent for DKK Vibeke Knudsen ser gerne en lempelse i det forbud der hindrer hundeejere i at bruge strandene løssluppet i denne periode .
Dyrevelfærdsmæssigt er det en stor glæde for hundene at løbe løst. Men der er også en stor sundhedsmæssig glæde for folk, der har deres hund med til stranden
Vibeke Knudsen, Kommunikationskonsulent for DKK, som uddyber at hundeejere, er de mest aktive naturbrugere.
Forslag til ændringer
Hos DKK mener de, at det vil være bedre, at forbuddet i højsæsonen kun var i dagtimerne, så hundene kan løbe frit før kl. 08 morgen og efter kl. 18 aften og ikke på de steder, hvor der er fugle.
– Vi har respekt for de områder hvor fugle ruger, men efter vores opfattelse kan man godt afkorte perioden, siger Vibeke Knudsen.
Forslaget fra DKK lyder på, at man kan skilte med nogle områder, hvor det er helt forbudt at slippe sin hund løs og lade andre områder være tilgængelige.
– Nogle steder har badegæster alligevel skræmt fuglene væk, så der kan man lade hundene være løse, mener Vibeke Knudsen.
Læs også: Strandtudsen er snart en saga blot
Hensyn til strandgæster
Forbuddet mod løsslupne hunde er et årligt fænomen. Det er ikke kun fugle der tages hensyn til, det er også til fordel for badegæster.
Hvis man er utryg ved løse hunde der går rundt, så har man trods alt mulighed for at tage på stranden, uden at der kommer en hund løbende hen til en, mens man nyder solen
Jens Jokumsen, Dyrenes Beskyttelse
Hos Skov- og Naturstyrelsen henviser de hundeejerne til de mange hundeskove, hvis man vil lade sin hund løbe frit. Hundeejere skal også være opmærksomme på, at nogle strande har særregler, hvor det er helt forbudt at lufte sin hund.
Læs også: Glem Zoo: Dyrehaven dræber 700 hjorte