FBI har offentliggjort billeder af to krypterede beskeder, som de forgæves har brugt 12 år på at løse. Dansk kryptolog mener dog godt, han vil kunne løse koden.
FBI er reddet – af Danmark! For den kode, FBI i 12 år forgæves har forsøgt at løse, kan vi nemlig godt løse her i Danmark. I hvert fald hvis det står til kryptolog Lars Ramkilde Knudsen.
»Vi ville godt kunne løse koden, hvis vi fik tiden til det,« siger Lars Ramkilde Knudsen, der er forsker i kryptologi ved Danmarks Teknisk Universitet, DTU.
Det burde da ikke være så svært
Den mystiske kode stammer tilbage fra 1999, hvor 41-årige Ricky McCormick blev fundet dræbt i St. Louis.
I hans lomme lå to mystiske stykker papir med underlig tekst. I 12 år har FBI i hemmelighed arbejdet på at knække koden, og i håb om at få den løst har de nu valgt at offentliggøre billederne af de gådefulde beskeder. Nogle af verdens førende kryptologer har uden held forsøgt at løse koden, og det undrer den danske kryptolog.
»Jeg er lidt skeptisk over for den her publicering af FBI. For der sidder jo nogle meget dygtige mennesker i NSA (National Security Agency), der burde kunne bryde denne kode,« siger Lars Ramkilde Knudsen.
Amatør med formål
FBI har nærmest været lige så hemmelighedsfulde som koden selv, og de har udtalt, at de er helt på bar bund og håber, at offentligheden vil kunne hjælpe til i mordsagen. Men måske de i stedet skulle vende blikket mod Danmark, for her mener Lars Ramkilde Knudsen godt, at han kan kaste lidt lys over sagen og koden.
»Den er lavet af en amatør, for ellers vil det ikke stå sådan her. Altså rodet og håndskrevet på et papir. Så jeg ville da gætte på, at man ville kunne løse den,« siger han.
Én ting er han dog enig med FBI om, og det er, at der er en speciel mening med de beskeder, der lå i lommen på den dræbte Ricky McCormick.
»Jeg tror da, der ligger en betydning i dem, for ellers ville de ikke være lagt i lommen,« siger Lars Ramkilde Knudsen.
Om koden er skrevet af mordofferet selv eller med hvilket formål, det ved hverken FBI eller Lars Ramkilde Knudsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FBI.
Læs også:
Ingen teknik til at stoppe spøgelsesbillister
Finanskrisen gør unges IQ højere