I dag mødte flere ansatte ind til humor på jobbet. Flere virksomheder i Danmark er ikke blege for at gå med på spøgen, når det er 1. april.
Sponsoraftaler med smølfer, tvungne cykelhjelme og forårsduft på spraydåse, det er, hvad ansatte på tre virksomheder mødte ind til i dag.
Jyske Bank dyrkede spøg og skæmt dagen, da de sendte en video ud til de ansatte, som viste, at de nu havde lanceret en ny Jyske duftserie. I forvejen har banken forskellige tilbud til kunder, fx Jyske Velkomst eller Jyske Boligkøb. Som det sidste skud på stammen, fik de ansatte at vide, at der nu skulle sprayes med de nye Jyske dufte, der kommer i fire forskellige varianter. Det var ment som en aprilsnar – men gad vide, hvordan Jyske Banks lokaler dufter i morgen tidligt?
Tvungne cykelhjelme
Novo Nordisk har mange ansatte der cykler til og fra arbejde, det oplyser Mette Kruse Danielsen, der er kommunikationsmedarbejder ved Novo Nordisk. I den sammenhæng har koncernen drevet gæk med de cykel-glade ansatte. De blev til morges gjort opmærksom på, at det fremover bliver dem påbudt at cykle med hjelm på – i hvert fald på alle Novo Nordisks områder.
Sponsoraftale med fugle
På Nykredits nyhedsportal kunne de ansatte her til morges læse dagens top-nyhed: ”Nykredit introducerer ny og blå sponsorstrategi”. I artiklen fortæller koncernchefen, at Nykredit har haft stor succes med deres kampagne: ”Nykredit er en bank,” hvor den gennemgående farve er blå. Der står videre, at Nykredit fremover vil bruge den blå farve i deres sponsor- og marketingstrategi, således, at de vil sponserer noget, der har blåt i sig, fx Blåhval museet.
”De ansatte har luret, at det er en 1. april artikel, men de fortsætter spøgen,” siger Birgitte Andersen, afdelingsdirektør i kommunikationsafdelingen ved Nykredit.
Hun siger, at der er kommet flere bud på sponsoraftaler og marketingsaktiviteter fra de ansatte. Nogle af forslagene lyder på, at koncernen kunne sponsorere blå mandag, smølferne, smølfemusik til blå mandage, blues musik eller blåmejserne i Zoologisk Have.
Læs også